Aflevering af udlejningsbil

Hvad skal du huske at tjekke, inden du afleverer lejebilen hos biludlejningsfirmaet?

Jeg har her samlet de vigtigste ting, du skal huske at gøre, når du returnerer din lejebil – og de ting, du også bør huske at tjekke, inden du afleverer lejebilen.

Foto: kaboompics, Pixabay.

Bemærk at det følgende udelukkende er ment som gode råd og tips, og at du altid bør læse lejekontrakten grundigt igennem, inden du afleverer din lejebil. Så er du sikker på, at du har gjort alt det, som du har skrevet under på, inden du lejede bilen.

Brændstof

Du modtager altid din lejebil med en fuld tank. Biludlejningsfirmaerne har til gengæld ofte forskellige regler for, hvordan bilens tank skal afleveres (fuld, tom, etc). Du bør derfor altid tjekke, om du returnerer lejebilens tank i overensstemmelse med de benzin- og brændstofregler, som fremgår af lejekontrakten.

Hvis lejebilen f.eks. skal afleveres med fuld tank, er det vigtigt, at du husker at fylde tanken helt op, inden du afleverer lejebilen. Ellers opkræver biludlejeren et ekstra optankningsgebyr for at fylde den op for dig og som regel til en højere literpris, end hvis du selv tanker bilen. Det kan desuden ofte betale sig på forhånd at tjekke brændstofpriserne på tankstationerne i nærheden af biludlejningsfirmaet, hvor du skal aflevere bilen. Typisk er priserne hos den allernærmeste tankstation nemlig højere. Vær dog opmærksom på, at der fra biludlejningsfirmaets side kan være krav om, at du foretager den sidste optankning inden for en vis afstand af biludlejningsfirmaet (typisk 15 km). Gem din kvittering fra optankningen som bevis. Trods disse forbehold er denne “Fuld til fuld” brændstofpolitik som regel at foretrække, når du lejer en bil, da du så med sikkerhed kun betaler for det brændstof, som du rent faktisk bruger.

Hvis din lejekontakt derimod giver mulighed for at aflevere lejebilen med en tom tank, hvilket typisk kaldes for “FPO – Fuel Purchase Option” eller blot “Full-Empty” i lejekontrakten, kan det naturligvis bedst betale sig at aflevere bilen med næsten tom tank. I praksis kan dette dog være svært at ramme, men vær blot opmærksom på, at du ikke får godtgjort eventuelt overskydende brændstof.

Der er dog biludlejningsfirmaer, som tilbyder en variant at denne brændstofpolitik, hvor du faktisk godtgøres for overskydende brændstof i tanken ved afleveringen. Du skal dog normalt betale et administrationsgebyr for refunderingen, som er uafhængigt af, hvor mange liter det drejer sig om.

Det er naturligvis også meget vigtigt, at du altid er opmærksom på, hvilken type brændstof, som skal påfyldes udlejningsbilen, da den forkerte type brændstof kan ødelægge motoren og føre til erstatningskrav.

Læs mere om benzin- og brændstofregler ved billeje.

Skader

Er der sket skader på lejebilen, mens den har været i din varetægt, er det vigtigt, at du selv dokumenterer dem, inden du skal aflevere lejebilen. Tag derfor rigeligt med billeder eller video fra forskellige vinkler af skaderne. Således sikrer du dig din egen dokumentation for, hvad der er sket og omfanget af skaderne i forhold til biludlejningsfirmaet, forsikringsselskabet og eventuelle erstatningskrav.

Vær opmærksom på, at der normalt findes en lille tegning af bilen i dine udlejningsdokumenter, hvorpå eksisterende ridser og skrammer lejebilen allerede måtte have ved udleveringen, er markeret. Det er en rigtig god ide at gå denne tegning grundigt igennem ved afhentning af lejebilen. Her skal du sikre dig, at alle synlige skader er noteret. Det tager normalt ikke lang tid – og kan i sidste ende spare dig for mange penge, hvis uheldet er ude. Gør personalet opmærksom på eventuelle skader, der ikke er anført på tegningen. Tag også gerne selv billeder af bilen, hvis du er i tvivl om, hvorvidt alle skader er med på tegningen.

Ved afleveringen bør du altid få udlejningsselskabet til at anerkende, at bilen er i samme stand som ved afhentningen, inden du forlader biludlejningsfirmaets kontor. Mange biludlejningsselskaber opdager på grund af tidspres ofte først småskader på bilen ved afleveringen af bilen til den næste kunde.

Uanset om du afleverer din lejebil i eller udenfor åbningstid, men særligt i det sidste tilfælde, anbefaler vi også, at du fotograferer eller filmer bilens indre og ydre. Så kan du senere dokumentere bilens stand på afleveringstidspunktet, hvis der senere skulle opstå en tvist.

Personlige ejendele

Husk altid at tjekke, om du har taget alle personlige ejendele fra lejebilen med dig, inden du afleverer den. Ganske vist vil de fleste biludlejningsfirmaer være flinke til at lægge glemte sager til side, men for det første kan der ske fejl, og for det andet påtager biludlejningsfirmaerne sig normalt ikke noget ansvar for efterladte ejendele.

Ændring af lejeperiode

Hvis du ønsker at ændre din lejeperiode, ved enten at forlænge eller forkorte din lejeperiode bør du huske på, at det ofte medfører en prisændring på din leje.

Aflevering af nøgler

Hvis du vil aflevere bilen uden for udlejningsselskabets åbningstid, er der normalt en eller flere postkasser, som du kan efterlade nøglerne i. Vær i den forbindelse opmærksom på, at det er en god ide allerede ved afhentningen af lejebilen at orientere dig om, hvor disse postkasser sidder. Vær også opmærksom på, at du hos de fleste biludlejningsselskaber stadig har ansvaret for bilen, indtil deres personale har efterset den.

Tjek altid aktuelle betingelser

Dette indlæg er sidst opdateret i efteråret 2019 – jeg håber, at du fandt informationerne nyttige. Har du input eller gode råd om aflevering af lejebil, som andre kan få glæde af, er du altid velkommen til at kontakte os, da vi ønsker at give så god og opdateret information som muligt.

For god ordens skyld tager vi forbehold for fejl og ændringer. Vi anbefaler, at du altid læser aktuelle betingelser i lejekontrakten godt igennem, når du bestiller en lejebil.

Læs også om afhentning af udlejningsbil.

>> Find den billigste lejebil << Find Billeje her --> Sammenlign priser her!