Billeje i Indien

, Indien

Skal du leje bil i Indien skal du tænke dig godt om, for at kører bil i Indien er ikke nogen nem sag. Hos Billejeinfo finder du biludlejning i alle større byer og lufthavne. Indtast i søgemaskinen hvor og hvornår du vil bestille billeje og få et overblik med ledige lejebiler og priser.

, Indien

Geografi

Med sine næsten 3,3 mio. kvadratkilometer er Indien (på hindi Bharat) et af verdens største lande. Fra landets nordligste til det sydligste punkt er der 3200 km, og fra øst til vest 3000 km på det bredeste sted.

I vest og nordvest grænser Indien op til Pakistan, i nord til Nepal, Bhutan og Tibet (Kina), og mod øst til Bangladesh og Burma. Ved Indiens sydspids ligger Sri Lanka. Grænsen til Pakistan går delvis gennem det omstridte Kashmir og er faktisk en våbenstilstandslinje, der bortset fra visse ændringer i 1971 har eksisteret siden 1949. Også grænsen til Tibet har været omdiskuteret, men både Indien og Kina har uofficielt accepteret den gældende grænse.

Det indiske subkontinent ligger mellem Det Arabiske Hav og Den Bengalske Bugt, men begge have er en del af Det Indiske Ocean og mødes ved Indiens sydspids, Cape Comorin (Kanniyakumari). Indiens vestkyst kaldes Malabarkysten, og den østlige Coromandelkysten. Til Indien hører også en del øgrupper, bl.a. Andamanerne og Nicobarerne i Den Bengalske Bugt, der ligesom Indiens østkyst blev hårdt ramt at tsunamien i julen 2004, samt Laccadiverne i Det Arabiske Hav.

Geografisk kan Indien inddeles i tre områder: Himalayas bjerge i nord (hima = sne, laya = bolig), Deccanplateauet i syd og den nordindiske slette (eller Gangessletten) mellem dem. Omkring 57 procent af Indien er landbrugsjord. Resten består af skov, ørken, græsmark, brakjord og bebyggede områder.

Himalaya består af en række parallelle bjergkæder med frodige dale imellem, f.eks. Kashmirdalen. Slettelandskabet udgøres af lersletter med bambuslunde, gennemskåret af et tæt netværk af floder og kanaler. Her ligger Indiens frodigste landbrugsjord, der får vand fra Indus, Ganges, Brahamaputra og deres bifloder. Man kalder også denne del af Indien for Hindustan, fordi befolkningen her primært taler hindi eller beslægtede sprog. Længst mod vest i delstaten Rajasthan ligger den meget tyndt befolkede Thar-ørken og den store saltmarsk Rann of Kutch.

Plateaulandet i syd, Deccan, er et mestendels blødt, bakket landskab med busk- savannevegetation. Niveauet falder gradvist mod øst, og derfor løber de fleste af områdets floder ud i Den Bengalske Bugt. Deccan er omkranset af bjergene Østlige og Vestlige Ghats. I delstaten Kerala i sydvest findes et frodigt, tropisk område, hvor kystlandet er gennemskåret af kanaler. Vandet er grundt langs Indiens kyster, og der er få naturlige havne.

Indien har et rigt dyre- og planteliv. I 1970’erne indledte regeringen i samarbejde med Verdensnaturfonden en stor redningsaktion for den bengalske tiger, der på det tidspunkt var truet af udryddelse. Projektet var en succes, og i dag findes der 3000 tiger i reservater over hele landet. Den indiske elefant, som man kan kende på, at den har mindre ører end den afrikanske, findes også over hele landet. Inderne fanger vilde elefanter og tæmmer dem til arbejdsdyr. Det er også almindeligt, særligt i de sydlige egne, at hindutemplerne har deres egen tempelelefant, der smykkes ved højtider og ceremonier.

Der er over 200 forskellige slangearter i Indien, en fjerdedel af dem er giftige, blandt andet verdens største giftslange, kongecobraen. Der er også over 1000 fuglearter, heriblandt påfuglen, der stammer fra Indien og er landets nationalfugl.

Banyantræet er et typisk indisk træ. Dets grene danner nye rødder, hvorfra andre stammer og grene siden vokser frem. Et banyantræ kan således blive meget stort, og eftersom det også bliver meget gammelt, anses det almindeligvis for at være udødeligt og indtager en vigtig plads i indisk mytologi. Mangotræet er hinduernes hellige træ. Foruden den lækre frugt anvendes bladene også, blandt andet som dekoration ved højtider, og tømmeret kan bruges til sejlbåde og møbler. Den smukke lotusblomst er nationalblomst. Den er hellig i Indien, og mange religiøse fortællinger og myter handler om den.

Klima

Krebsens vendekreds går tværs over det nordlige Indien og deler landet i to klimazoner – en mindre, tempereret zone i nord, og en større, tropisk i syd. I nord svinger temperaturen fra 15 grader i januar (med nattetemperaturer, der er meget lavere) til over 40 grader i maj, når det er allervarmest. I syd er der mindre forskel på årstiderne, gennemsnitstemperaturen er 26-35 grader året rundt, men temperaturer over 50 grader måles hvert år.

På nær Himalaya har hele Indien monsunklima. Efter det tørre og varme forår i april-maj blæser den fugtige sydvestmonsun hele sommeren (juni-september). I den periode kommer der kraftige regnskyl, særligt på bjergenes vest- og sydskråninger. I delstaten Meghalaya ligger et område med verdens største gennemsnitlige årsnedbør, over 11.000 mm. På det indre af Deccanplateauet regner det derimod ikke særlig meget. Hvis monsunen her – ligesom det er tilfældet på den nordindiske slette – er svag et år, kan det føre til en katastrofal tørke. Når monsunen vender om foråret og efteråret, rammes kystlandet ofte af orkaner.

I de seneste årtier er Deccan oftere og oftere blevet ramt af tørke med vandmangel og faldende grundvandstand til følge. I det nordlige Indien har man i stedet fået voldsommere regn. I sommeren 2006 blev Kashmir og ørkenområderne i Rajasthan ramt af skybrud med oversvømmelse, jorderosion og mange dødsfald til følge. Det menes alt sammen at hænge sammen med den omfattende fældning af skovene.

Geografi og klima

  • Areal: 3.288.000 km2
  • Nabolande: Pakistan, Tibet (Kina), Nepal, Bhutan, Burma, Bangladesh
  • Tid: som Danmark plus 4,5 time
  • Hovedstad: Delhi (12 mio. indb., skøn)
  • Øvrige større byer: Mumbai (Bombay 16 mio.), Kolkata (Calcutta, 13 mio.), Chennai (Madras, 6,5 mio.), Hyderabad (5,7 mio.), Bangalore (5,7 mio.), Ahmadabad (4,5 mio.) (skøn)
  • Gennemsnitstemperatur/døgn: Delhi 14 grader (januar), 35 grader (juni), Chennai 25 grader (januar), 33 grader (maj)
  • Gennemsnitsnedbør/måned: Delhi 4 mm (november), 180 mm (juli), Chennai 309 mm (november), 7 mm (februar)
  • Højeste bjerg: Nanda Devi (7817 m.o.h.)
  • Vigtigste floder: Ganges, Brahmaputra, Indus

Befolkning

  • Indbyggertal: 1103 mio. (2005)
  • Antal indbyggere/km2: 335 (2005)
  • Antal af befolkningen, der bor i byerne: 29%
  • Fødselsrate: 2,4% (2003)
  • Dødsrate: 0,8% (2003)
  • Naturlig befolkningstilvækst: 1,6
  • Gennemsnitslevealder: kvinder 64 år, mænd 63 år
  • Andel læsekyndige voksne: mænd 73%, kvinder 48% (2004)
  • Religion: hinduer 80%, muslimer 14%, kristne 2%, sikher 2%, buddhister 1%, øvrige 1%
  • Nationalitetsbetegnelse: inder

Befolkning og sprog

Indien er det folkerigeste land i verden efter Kina, og det forventes endda at overhale Kina i 2030. I midten af 2000 passerede Indien den magiske grænse på en milliard indbyggere. Den gennemsnitlige befolkningstilvækst har længe ligget på 2,2 procent, men er nu faldet til 1,6 procent årligt. Der er dog store forskelle mellem nord, hvor befolkningstilvæksten er langt over gennemsnittet, og syd, hvor den er lavere. Landet har en ung befolkning, men det er i færd med at ændre sig, for inderne lever længere end tidligere. Der er færre kvinder end mænd, hvilket bl.a. skyldes højere spædbarnsdødelighed for piger og mange aborter af fostre af hunkøn, skønt det er forbudt ved lov.

Selvom befolkningstætheden varierer meget – fra under 50 mennesker pr. km2 i Himalaya til over 900 i delstaten Vestbengalen – er overbefolkning et problem i hele landet. Myndighederne har gjort mange forsøg på at dæmpe tilvæksten, men kampagnerne for familieplanlægning har altid været kontroversielle. I 1970’erne forekom der endda tvangssterilisering, og hele forsøget på at dæmpe befolkningstilvæksten fik et dårligt ry. I dag agiterer man med slagord som “en familie – et barn”, men på landet er gennemslagskraften lille. Der betragtes en stor børneflok stadig som den bedste garanti for, at man bliver forsørget på sine gamle dage. Godt halvdelen af alle kvinder i den fødedygtige alder vurderes at bruge en eller anden form for svangerskabsforebyggelse.

Få lande har så blandet en befolkning som Indien. I tidernes løb er en række folkeslag indvandret og har blandet sig med den allerede bofaste befolkning. Mellem de forskellige befolkningsgrupper er der mindst lige så store sproglige, kulturelle og fysiske forskelle som mellem Europas folkeslag.

Flertallet tilhører dog en af de fire store grupper. Den ældste af disse er formodentlig mundafolket, der er koncentreret i delstaterne Bihar og Orissa samt i dele af Madhya Pradesh.

Draviderne indvandrede sandsynligvis fra nordvest i forhistorisk tid. De havde handelsforbindelser med Persien, Irak, Syrien, Egypten og Arabien. De dyrkede først og fremmest jorden, men byggede også byer. Deres ejendom gik ofte i arv fra mor til datter. Da indoeuropæerne indvandrede, blev draviderne langsomt trængt sydpå, og befolker nu de fire sydindiske delstater Andhra Pradesh, Tamil Nadu, Karnataka og Kerala. Den dag i dag kan det mærkes, at kvindernes stilling i samfundet og familien er friere i disse områder end i andre dele af landet.

Indoeuropæerne – eller arierne – kom til Indien fra nordvest cirka 1500 f.v.t. De var nomader, holdt kvæg og var meget krigeriske, og her var det sønnen, der arvede faderen. De havde en naturreligion baseret på ofringer til guderne og elementerne, og deres hellige skrift, Rig Veda, var skrevet på sanskrit. Man ved ikke præcis, hvordan deres talesprog forholdt sig til sanskrit, men alle nutidens nordindiske (indoeuropæiske) sprog, deriblandt hindi, nedstammer fra dette talesprog.

Den mindste af de fire store befolkningsgrupper er den tibeto-burmanske, der først og fremmest lever i grænseområderne mod nord og nordøst. Foruden disse folkegrupper findes en række mindre folkeslag, der lever spredt ud over landet, ofte i svært tilgængelige områder.

Der tales omkring 300 sprog i Indien, hvoraf nogle dog snarere kan henregnes til landets 1000 dialekter, men tre fjerdedele af befolkningen taler et indoarisk (indoeuropæisk) sprog. Det største af disse er hindi. I de fire sydlige delstater tales der først og fremmest dravidiske sprog. De forskellige indiske sprog bruger ofte deres egne skrifttegn.

En tredjedel af befolkningen taler hindi, der regnes som statssprog, men i den indiske forfatning er 17 andre sprog anerkendt som officielle. Det er primært hovedsprogene i delstaterne samt det klassiske kultursprog sanskrit. Delstatsreformerne i 1950’erne og 60’erne fulgte så vidt muligt sproggrænserne efter devisen “en stat – et sprog”. Det har ført til protester fra mindretallene over, at deres sprog bliver fortrængt.

Engelsk har en kontroversiel stilling; det var egentlig meningen, at det kun skulle være officielt sprog i en overgangsperiode efter selvstændigheden, men voldsom modstand i det sydlige Indien mod, at hindi så ville blive eneste statssprog, har gjort, at engelsk er forblevet officiely “hjælpesprog”, især inden for forvaltning og erhvervsliv. De fleste skoler over grundniveau benytter i dag det såkaldte tresprogssystem, hvor man foruden det regionale sprog også lærer hindi og engelsk.

Religion

Ifølge forfatningen er Indien en sekulær stat. Det betyder, at der ikke er nogen statsreligion, og at religionen officielt ikke skal have indflydelse på det politiske liv. I praksis gennemsyrer religionen dog hele samfundet, er en naturlig del af hverdagslivet og spiller en meget vigtig rolle for de fleste. De mange religioner i landet har ladet sig påvirke af hinanden, men hinduismen er den trosretning, der har øvet størst indflydelse på andre.

Alle de store verdensreligioner er repræsenterede i Indien, og hinduismen og buddhismen er endda opstået der.

Ca. 80 procent bekender sig til hinduismen. Den er påvirket af den forhistoriske Harappa-kultur, af dravidernes og stammefolks religioner samt af indoeuropæernes religiøse forestillinger. Der findes vediske ritualister, dvs. hinduer, der nøje følger forskrifterne i de gamle, hellige skrifter, bl.a. Rig Veda. Men der findes også frugtbarhedsdyrkere og hinduistiske modernister, der er inspireret af videnskaberne og samfundsidealerne fra Vesten.

Hinduismen har således udviklet sig til en mangefacetteret religion, der er præget af stor tolerance og en vis ligegyldighed over for anderledes tænkende. Der missioneres således ikke. Det skyldes til dels, at hinduismen ikke har et enkelt, centralt skrift som f.eks. Bibelen, eller en central skikkelse som f.eks. paven. Der foregår heller ikke noget, der svarer til gudstjenester i templerne.

En grundlæggende forestilling i hinduismen er troen på altings iboende enhed – at alting har sin oprindelse i det højeste væsen, den store verdenssjæl (brahman). Denne kan antage tre forskellige former: Den skabende, kaldet Brahma, den bevarende, kaldet Vishnu, og den ødelæggende, men også genskabende Shiva. Hinduismens mange guder og gudinder er i virkeligheden variationer over disse tre skikkelser og dermed over brahman.

En central tanke er sjælevandring eller reinkarnation. Hvordan man genfødes, kommer an på, hvordan man opfører sig. Hvis man gør gode gerninger, kan man forbedre sit karma og få det bedre i sit næste liv. Det endelige mål er helt at befri sig for cyklussen af død og genfødsel og opnå en ikke-eksistens eller guddommelighed, moksha. Der er flere måder at nå det mål på. Man kan studere de hellige skrifter og søge visdom, leve asketisk, meditere eller hengivent dyrke en personlig gud. Det sidste kaldes bhakti og er meget populært i Indien. Det er i reglen en af guden Vishnus ti inkarnationer på jorden, Krishna, der på denne måde er genstand for en ofte meget følelsesladet tilbedelse. Dyrkelsen af Krishna er også blevet udbredt til Vesten gennem den såkaldte Hare Krishnabevægelse.

Forestillingen om rituel renhed er meget vigtig for hinduerne. Næsten alle væsener og fænomener rangordnes efter deres rituelle renhed, der igen afgøres af hvor tæt på eller hvor langt fra det guddommelige, dette væsen er.

Den næststørste af Indiens religioner er islam, der omfatter omkring 14 procent af befolkningen, de fleste af dem sunnitter. Der kom muslimer til området allerede i 700-tallet, men det var først med de tyrkiske og persiske invasioner fra år 1000, at religionen fik fodfæste.

Da Britisk Indien blev delt i 1947, søgte millioner til den nye muslimske stat Pakistan, men mange blev i Indien og nåede de højeste poster i samfundet, f.eks. præsidentembedet.

Sikhismen opstod i 1500-tallet som en reformbevægelse indenfor hinduismen. Grundlæggeren, guru Nanak, var stærkt inspireret af islam. Indiens 2 procent sikher bor først og fremmest i Punjab, hvor de udgør befolkningsflertallet, samt i Nordindiens storbyer. En rettroende mandlig sikh klipper og barberer sig ikke, men lader hår og skæg gro.  Det gemmes ofte under en turban, og han bærer i reglen en sabel, om ikke andet i symbolsk form. Det er dog blevet mere almindeligt, at unge sikher klipper deres hår kort.

Kristne udgør 3 procent af befolkningen og findes først og fremmest i Kerala og Tamil Nadu samt i nordøst. Kristendommen kom til Indien med den hellige Thomas, en af Jesu apostle, og der findes en syrisk-ortodoks kirke i Sydindien, der har rødder i Thomas lære. Den romersk-katolske kirke kom til Indien i 1500-tallet, og i dag er de fleste kristne indere katolikker, selvom der også findes mange forskellige protestantiske grupper. Den første lutherske mission i verden blev grundlagt i den danske koloni Trankebar på Coromandelkysten i 1706.

Buddhismen og den beslægtede, strenge jainisme opstod i Indien i 500-tallet. I dag har de forholdsvis få tilhængere set i forhold til befolkningstallet – nemlig henholdsvis 0,7 og 0,4 procent af befolkningen.

Parserne eller zoroastrierne udgør en lille, men indflydelsesrigt mindretal i først og fremmest Mumbai. De indvandrede i 800-tallet fra Persien, hvor de blev fortrængt af muslimerne. Parserne har stor respekt for de fire elementer – ild, vand, jord og luft – og vil ikke forurene dem ved f.eks. at begrave eller kremere deres døde. Liget lægges i stedet på en platform højt oppe i et tårn, dakhma, hvor det får lov at rådne op. Parserne lægger stor vægt på uddannelse, og flere af Indiens mest indflydelsesrige virksomhedsledere er parsere.

Blandt Indiens stammefolk forekommer animisme, for eksempel dyrkelse af forfædrenes ånder, samt magi af forskellig slags.

Religionerne lever i det store og hele fredeligt side om side. Nu og da kommer det dog til voldsomheder, først og fremmest mellem hinduer og muslimer, ofte understøttet af ekstremister, der er ude efter politisk gevinst. Da det hindunationalistiske parti BJP blev regeringsparti i 1998, skete der en stigning i antallet af overgreb mod kristne, bl.a. dalitter (“kasteløse”), der er gået over til kristendommen.

Kastesystemet

Sanskrit og de moderne indiske sprog bruger to ord for kaste, varna (farve) og jati (fødsel).

Da arierne kom til Indien, var de allerede opdelt i klaner. De var lysere i huden end de folk, der allerede boede i Indien, og de forsøgte at holde deres race “ren” ved kun at gifte sig med andre indoeuropæere. Det menes, at kastesystemet blandt andet stammer herfra. Blandt arierne opstod senere de fire varnaer: brahman (præster), kshatriyas (krigere), vaishya (handlende, bønder og håndværkere) samt shudra (tjenestefolk og arbejdere).

En sådan inddeling af samfundet efter stand kendes fra mange andre indoeuropæiske kulturer, men det specielle for Indien er, at de fire varnaer siden er blevet knyttet til spørgsmålet om rituel renhed. Det vil sige, at brahamaner opfattes som renere og nærmere guddommeligheden end kshatriyas, der igen er renere end vaishyas og så videre. Graden af renhed beror også på, hvor meget man er i kontakt med ting, der anses for urene. Derfor er arbejdere, der i højere grad kommer i berøring med f.eks. kogødning og affald, ikke nær så rene som de øvrige kaster: Ifølge læren om karma og reinkarnation fødes man ind i en varna, afhængig af sine gerninger i tidligere liv.

Inden for hver varna er der flere jatis eller underkaster, som ofte er forbundet med et bestemt arbejde eller et særligt geografisk område. Der er flere tusinde jatis i det moderne Indien, og de udgør det vigtigste element i kastesystemet. Varna har mest en teoretisk betydning i dag, særligt i det sydlige Indien. Der eksisterer derimod meget komplicerede regler for, hvilke andre jatis man kan gifte sig med eller for eksempel spise sammen med.

Under kastesystemet står “de kasteløse”, som Grandhi kaldte harijans. Det betydder “Guds børn”. Den officielle betegnelse er “scheduled casts”, men til daglig foretrækker de selv at kalde sig dalitter, “undertrykte”. De har ingen varna, men kun en jati og betragtes traditionelt af andre hinduer som urene og derfor helt bogstaveligt urørlige. De, der står uden for varnasystemet, tilhører flere forskellige jatis, der også indimellem indbyrdes praktiserer urørlighed.

I princippet bør man ikke anvende betegnelsen “kasteløs” om dalitter, det ville indebære, at de hverken havde varna eller jati. Kun udlændinge og visse forbrydere, der med deres gerninger har sat sig udenfor deres jati, kan betegnes som “kasteløse” i ordets egentlige betydning. Et enkelt menneske kan aldrig skifte varna eller jati, men en jati kan godt ændre status i løbet af nogle generationer.

I dag er det forbudt at diskriminere nogen på grund af deres kastetilhørsforhold. Men positiv diskrimination forekommer i form af kvoter for pladser ved universitetet og de fleste statslige virksomheder. Det har fra tid til anden medført protester, som i foråret 2006, da regeringen ville sætte kvoterne for lavkaster op til visse højere uddannelser. I parlamentet er 20 procent af pladserne reserveret “scheduled castes and tribes”. Når man opstiller politiske kandidater tages der ofte hensyn til de jatis, der er vigtige i området, eller til dalitterne. Selvom det er en hjælp, er denne praksis også med til at fastholde kastesystemet.

Indiens højesteret har kaldt kastesystemet for en “national svøbe”, og i efteråret 2006 foreslog regeringen, at medlemmer af høje kaster, der gifter sig med lavkaster, skulle have et særligt tilskud fra staten. Inden for byernes middelklasse er kastesystemet i dag i færd med at blive opblødt.

Uddannelse

Der er stor forskel på uddannelsesniveauet mellem kønnene, de forskellige samfundsgrupper og geografisk.

Der er skolepligt for alle børn mellem seks og 14 år. I praksis betyder det, at alle drengebørn kommer i alt fald et par år i skole. Særligt på landet er det almindeligt, at børnene hjælper til derhjemme, og derfor forsømmer de skolen. Det er gratis at gå i de offentlige skoler, men undervisningens standard er lav. På privatskolerne er den i reglen bedre, men disse skoler kan være meget dyre.

Forbundsregeringen arbejder på at skabe en ligeværdig grunduddannelse for alle, uanset køn og geografisk tilhørsforhold, ligesom man prioriterer voksen- og efteruddannelse højt. Der satses særligt på at mindske andelen af analfabeter. Ifølge folketællingen år 2001 kan kun godt 65 procent af befolkningen over 7 år læse og skrive (knap 76 procent af mændene og godt 54 procent af kvinderne). Det er endda en stor stigning siden 1991, hvor gennemsnittet lå på 52 procent. Forskellen i læsekundskaber mellem mænd og kvinder er faldende. I delstaten Kerala har der altid været tradition for at satse på uddannelse, men desværre kan man her se tegn på, at mange har svært ved at opretholde deres læse- og skrivefærdigheder. Andelen af læsekyndige er faldet fra 96 procent i 1991 til 91 procent i 2001. Værst står det til i delstaten Bihar, hvor under halvdelen af indbyggerne kan læse og skrive.

Samtidig med, at mange indere altså er analfabeter, foregår der forskning på højeste niveau ved universiteter og andre højere læreanstalter. Indien er for eksempel en af verdens førende nationer inden for IT og computere.

Der er i alt 300 universiteter og omkring 15.000 andre højere læreanstalter. De statslige universiteter er som regel specialiserede og holder en god international standard, selvom der er tegn på, at kvaliteten af forskningen på disse institutioner er faldende. Antallet af studerende ved de højere uddannelser stiger til gengæld, og 2,5 mio. tager afgangseksamen hvert år. Samtidig kan man se, at mange optages efter kaste og religion snarere end kundskaber, og fusk er blevet et stort problem.

Kultur

Indiens kultur har meget gamle rødder. Allerede i klassisk tid var hinduismen ophav til flere videnskaber, der nåede høj standard. Man skulle for eks. have kundskaber i astronomi og matematik, hvis man ville gennemføre et religiøst ofringsritual i henhold til den vediske tradition. Det var inderne, der opfandt det “arabiske” talsystem og nullet, symbolet for “intet”, der er vigtigt i indisk filosofi. Decimalsystemet har sin oprindelse i Indien, og der findes optegnelser på sanskrit om psykologi og medicin, der var højt udviklede videnskaber.

Også musik, dans og kærlighedens kunst blev betragtet som videnskaber. Reglerne for klassisk indisk dans stammer f.eks. fra bogen Natya Shastra, der blev skrevet 200 år før vor tidsregnings begyndelse. Den praktiseres den dag i dag ,men udføres dog forskelligt i de forskellige egne af Indien.

Den indiske musik menes ligeledes at have en ældgammel oprindelse, formodentlig med udspring i religiøse digte og sange fra Veda-perioden. Den har i dag to skoler, en nordlig og en sydlig. For dem begge gælder, at en dygtig musikudøver skal kunne improvisere. Både indenfor musik og dans findes en rig folkelig tradition.

Den tidligste litteratur på sanskrit er religiøse værker som de store folkelige eposer Mahabharata og Ramayana. Nobelpristageren i litteratur Rabindranath Tagore (1861-1948) regnes blandt Indiens fornemste forfattere. I 1980’erne og 1990’erne har en række forfattere for alvor placeret Indien på det litterære verdenskort. Det gælder ikke kun den meget omtalte Salman Rushdie, men også Vikram Seth (“En passende ung mand”), Arundhati Roy (“De små tings gud”), Vikram Chandra (“Rød jord og silende regn”), Amitav Ghosh (“Calcuttakromosomet”) og Rohinton Mistry (“En hårfin balance”), der alle er udkommet på dansk.

Der produceres flere film i Indien end i noget andet land, og film er afgjort den mest populære kunstart. Filmindustrien er koncentreret til Mumbai (Bombay – “Bolly-wood”), Kolkata og Chennai. De fleste film har unges kærlighedsproblemer som tema, og handlingen er spækket med sange og dansenumre.

Der findes også en betydelig produktion af “art film”, blandt andet af filmskaberne Mrinal Sen og Aparna Sen, der også er kendt i Vesten, samt Satyajit Ray, der i 1992 (det år, han døde) fik en Oscar for sin livsproduktion. I de senere år har indisk film vundet større udbredelse i Vesten, bl.a. “Monsoon Wedding” af Mira Nair og “Lagaan” af Ashutosh Gowariker, der var nomineret til en Oscar i 2002 for bedste udenlandske film.

Medier

Den indiske presse har gamle (britiske) traditioner og holder en høj standard. Den forholder sig ofte meget kritisk til magthaverne og har flere gange afsløret uregelmæssigheder og skandaler i lighed med pressen i den vestlige verden.

De fleste aviser er privatejede (først og fremmest af store finansfamilier som Jain, Goenka, Birla og Sarkar). Der sælges flest aviser i de større byer – på landet læses et eksemplar af en avis ofte af mange mennesker eller læses højt. Takket være en voksende middelklasse er flere og flere i de senere år begyndt at købe aviser, og mange nye dagblade og tidsskrifter har set dagens lys.

De største dagblade er Times of India (oplag godt to mio.), Indian Express og The Hindu (begge med oplag mellem 700.000 og en mio.). Alle disse aviser er engelsksprogede. Store aviser på hindi er Navbharat Times, Rajasthan Patrika, Hindustan, Punjab Kesari og Dainik Jagran samt på malayalam, Malayala Manorama. Disse aviser adskiller sig indholdsmæssigt fra de engelsksprogede, bl.a. ved at de tager flere lokale nyheder op.

Radio og tv er dog meget vigtigere informationskilder end aviser for den brede befolkning og finansieres delvist af reklamer. Der var længe statsmonopol på de æterbårne medier, og nyhedsudsendelserne havde ofte karakterer af bekendtgørelser. I dag går udviklingen dog i samme retning som i den øvrige verden, og et stort antal kommercielle fjernsynsstationer er opstået og sender via satellit over hele landet.

I 2006 fandtes der 38 mio. internetbrugere i Indien – syv gange så mange som fem år tidligere.

Politisk system

Indiens forfatning er fra 1950. Den fastslår, at Indien er en føderation af delstater med egne regeringer, der i visse spørgsmål skal lyde forbundsregeringen. Forbundsregeringen har ansvaret for udenrigspolitik, forsvar, infrastruktur, valuta mm., mens delstaterne står for blandt andet skolevæsen, sygehuse, bustrafik, politi og landbrug.

Indien er et parlamentarisk demokrati. Parlamentet har to kamre. Overhuset (Rajya Sabha eller delstatskammeret) kan højst have 250 medlemmer. Tolv udpeges af præsidenten og resten vælges af delstatsparlamenterne for en periode af seks år – hvert andet år er der valg til en tredjedel af pladserne. Underhuset (Lok Sabha eller folkekammeret) har 543 medlemmer, og de vælges for en femårig periode ved flertalsvalg i enkeltmandskredse. Der er kvoter for bl.a. lavkaster og kvinder. Det er målet, at sidstnævnte skal udgøre en tredjedel af parlamentets medlemmer. Stemmeretsalderen er 18, og man er valgbar, når man er fyldt 25.

Indien har en mængde forskellige politiske partier. I lang tid dominerede Kongrespartiet (India Congress Party), der førte landet til selvstændighed. Partiet, der næsten hele tiden har været styret af familien Nehry/Gandhi, fik i slutningen af 1990’erne hård konkurrence af bl.a. det højreorienterede Indiske Folkeparti (Bharatiya Janata Party, BJP), der overtog regeringsmagten. Kongepartiet vendte dog tilbage i 2004 efter en marginal sejr ved parlamentsvalget i spidsen for en koalition, United Progressive Alliance, der omfatter bl.a. det Bihar-baserede Rashtriya Janata Dal, det regionale tamilske Dravida Munnetra Kazhagam og Nationalist Congress Party fra Maharashtra, der brød ud af kongrespartiet, da italienskfødte Sonia Gandhi blev partileder. UPA støttes i parlamentet af bl.a. Communist Party of India (Marxist) og andre venstrepartier.

Regeringssamarbejdet og samarbejdet med støttepartierne er langt fra gnidningsfrit, men partierne holder sammen for ikke at blive nødt til at overlade magten til oppositionen, der også er samlet i en koalition, National Democratic Alliance, der har BJP som største parti. Her indgår også Shiv Sena (et højreekstremistisk hinduparti) og Biju Jonata Dal (regionalt parti i Orissa).

Præsidenten er landets statsleder og udpeges for en periode af fem år af et valgkollegium bestående af medlemmer fra både forbunds- og delstatsregeringerne. Præsidenten kan genvælges en gang. Hans eller hendes magtbeføjelser er dog yderst begrænsede, og den udøvende magt ligger i realiteten hos regeringen under ledelse af premierministeren, der står til ansvar over for parlamentet.

Delstaterne styres på lignende vis af parlamenter, hvis medlemmer sidder i fem år ad gangen. Den øverst placerede er guvernøren, der dog i praksis skal rette sig efter delstatsregeringen, som igen står til ansvar over for delstatsparlamentet. I visse tilfælde, for eksempel hvis den almindelige sikkerhed og orden trues, kan forbundsregeringen dog regere delstaten gennem guvernøren.

Indien har 28 delstater, men forfatningen åbner mulighed for at ændre dette antal, og de tre nyeste stater kom til så sent som i 2000. Der findes også seks unionsterritorier, der sorterer direkte under forbundsregeringen – Andamanerne og Nicobarerne, Chandigarh, Daman og Diu, Dadra og Nagar Haveli, Laccadiverne og Pondicherry samt hovedstadsdistriktet omkring Delhi.

På lokalt niveau findes der byråd (panchayat) og byparlamenter (gram sabha), hvis medlemmer også vælges ved almindelige valg for fem år ad gangen. Efterhånden bliver flere og flere opgaver uddelegeret til lokale og regionale myndigheder, men de råder ofte over utilstrækkelige ressourcer.

I det brogede Indien med dets mange folk, sprog, religioner og samfundsklasser har politikken ofte karakter af en tovtrækning mellem centralmagten og forskellige regionale grupper – en magtkamp, hvor selve landets enhed står på spil. Mange har advaret mod splittelse og fremført, at det måske ville være bedre at dele dette kæmpestore land op i selvstyrende eller helt uafhængige stater. Andre mener dog, at Indiens styrke netop ligger i, at så mange forskellige interesser har mulighed for og plads til at hævde sig inden for systemets rammer.

Britisk Indien var ikke en enhedsstat, men en mosaik af provinser og halvvejs selvstændige stater, regeret af fyrster, maharajaer. De forskellige områders indre anliggender, grænser og forhold til centralmagten afhang ofte af historiske tilfældigheder, men i særdeleshed af, hvad der passede kolonimagten bedst.

Det selvstændige Indien blev organiseret i delstater gennem en række reformer, der blev indledt i 1956. Grænserne blev først og fremmest trukket langs sproglige skel. Derfor kom det nye system på sin vis til at understrege den etniske pluralisme, og regionale partier kunne gøre sig gældende på en helt anden måde end tidligere, ofte i stærk modsætning til forbundsregeringen i Delhi.

Mange problemer er blevet løst undervejs inden for systemets rammer, men de religiøse modsætninger i landet er fortsat store. Den indiske forfatning har som en af sine grundpiller, at Indien er en verdslig stat, hvor religion ikke skal kunne øve indflydelse på politik, men tværtimod holdes ude fra det politiske liv. Det er imidlertid lettere sagt end gjort, eftersom religionen spiller en stor rolle i den almindelige inders hverdag. Forskellige grupper kræver, at der skal tages særlige hensyn til dem og deres tro. Blandt hinduerne findes flere mere eller mindre ekstremistiske organisationer og partier, men det er særligt blandt mindretallene, at religionen har fået et åbent, politisk udtryk. Det hænder også, at politikere udnytter religiøse modsætninger til egne formål.

I dette lys kan man til dels se urolighederne i delstaten Jammu og Kashmir, hvor et flertal af befolkningen er muslimer og ønsker Kashmir forenet med Pakistan. Andre ønsker et uafhængig Kashmir.

Et andet eksempel på religiøst funderet separatisme var kravene om en selvstændig sikhisk stat, Khalistan. I 1980’erne voksede terrorismen i Punjab til et af de største indenrigspolitiske problemer, den indiske regering nogensinde har stået overfor. Forbundsregeringen har forsøgt at ordne problemet med både pisk og gulerod, og et stykke ind i 1990’erne lagde oprørsbølgen sig. Det skyldes dels politiets særdeles hårde fremfærd – de fleste af de ledende separatister var blevet skudt – men også, at terrormetoderne fik folkeopinionen i Punjab til at begynde at tage afstand fra selvstændighedstanken.

Trods alle vanskeligheder har Indien haft held til at bevare demokratiet. Alle – lige fra kommunistiske ateister til konservativt religiøse – har mulighed for at arbejde og virke for deres overbevisning, og regeringer er blevet udnævnt og afsat på både delstats- og forbundsniveau i overensstemmelse med befolkningsflertallets vilje ved frie, almindelige valg. Det er unikt for den tredje verden.

Vigtige årstal i Indiens historie

  • 2500 – ca. 1700 f.v.t.    Induskulturen
  • 2000 f.v.t.    indoeuropæerne ankommer
  • 320-180 f.v.t.    Maurya-dynastiet
  • år 320-570    Gupta-dynastiet
  • 1498    Vasco da Gama finder søvejen til Indien
  • 1526-1858    Mogulvældet
  • 1600    grundlæggelsen af det britiske Ostindiske Kompagni
  • 1858    Indien kommer direkte under England og den britiske krone
  • 1947    Indien og Pakistan bliver selvstændige, Nehru bliver Indiens første premierminister
  • 1948    mordet på Mahatma Gandhi
  • 1966    Nehrus datter, Indira Gandhi, bliver premierminister
  • 1984    Indira Gandhi myrdes – sønnen Rajiv bliver ny premierminister
  • 1991    Rajiv Gandhi myrdes af tamilske guerillaer
  • 1992-93    religiøs uro, særligt i Mumbai
  • 1998    hindunationalisterne BJP får regeringsmagten, Indien sprænger sin første atombombe
  • 2002    voldsomme religiøse uroligheder i Gujarat, valg i Kashmir
  • 2004    fredssamtaler med Pakistan indledes

Historie frem til 1947

Navnet Indien kommer fra floden Indus. I dag løber det meste af floden uden for staten Indien, nemlig i nabolandet Pakistan, men de to lande har et fælles kulturelt udspring ved dens bredder. Den tidligste højkultur, man kender til, var nemlig den såkaldte Induskultur, og i de ørkenagtige områder nær grænsen til Pakistan har man fundet resterne af en flere tusind år gammel og meget avanceret bykultur med huse af brændt tegl. Meget tyder på, at det var dravider, der boede der. Indusfolket anvendte en hieroglyfagtig skrift, som man indtil videre har haft svært ved at tyde.

Induskulturens undergang hænger muligvis sammen med indvandringen af indoeuropæere – ariere – fra 2000 år før vor tidsregning og i lang tid fremover. Ved hjælp af hestetrukne stridsvogne spredte arierne sig over Indien fra nordvest. Omkring år 800 f.v.t. dominerede de de nordlige og centrale egne af landet.

Indoeuropæernes religion – kaldet veda efter deres hellige skrift Rig Veda – kom til at dominere det religiøse liv frem til år 600 f.v.t., hvor en række reformistiske og oprørske sekter og bevægelser opstod. Blandt dem var buddhismen, der fik sin storhedstid under Maurya-herskeren Ashoka (200-tallt f.v.t.). I hans regeringstid blev buddhismen udbredt til Sri Lanka og Sydøstasien. I sit oprindelsesland blev den derimod svækket og forsvandt næsten helt. Under det nordindiske Gupta-rige (300-500 e.v.t.) oplevede hindukulturen sin litterære og kunstneriske guldalder.

Omkring år 700 begyndte muslimske herskere i nordvest at gøre sig gældende, men det var først omkring år 1000, at Indien blev udsat for egentlige muslimske invasionsforsøg. År 1175 grundlagdes et muslimsk Delhi-sultanat, der varede frem til slutningen af 1300-tallet. Det blev fulgt af andre muslimske herredømmer i nord – Lodhidynastiet og Mogulvældet, der bestod til langt ind i 1800-tallet. De muslimske herskere bragte nye impulser i kunst, litteratur og arkitektur med sig, men der var stor forskel på, hvordan de behandlede deres hinduistiske undersåtter; en del var tolerante, andre rev templer ned og opkrævede stafskat af de vantro”. Det lykkedes dog aldrig de muslimske herskere at underlægge sig Sydindien.

Da Vasco da Gama havde fundet søvejen til Indien i 1498, begyndte portugiserne at oprette handelsstationer på den indiske vestkyst. Andre fulgte efter, og i 1620 oprettede Danmark en koloni i Trankebar i den nuværende delstat Tamil Nadu på Coromandelkysten. Det var egentlig en befæstet handelsstation, der blev administreret af det danske Ostindiske Kompagni i kongens navn. Hele området var ikke større end Fanø. I 1755 erhvervede Danmark også et lille landområde kaldet Serampore (det blev dog omdøbt af handelskompagniet til Frederiksnagore i respekt for den kongelige velgører) nord for Kolkata og etablerede en handelsstation på Nicobarerne. I længden blev det umuligt at bevare fodfæstet på Nicobarerne, og i 1845 blev også Trankebar solgt til briterne.

I løbet af 1600-tallet udviklede den europæiske handel på Indien sig til en hård konkurrence mellem det franske og det britiske Ostindiske Kompagni. Begge kompagnier var private foretagender, men var støttet – undertiden også militært – af deres respektive regeringer. Ved midten af 1700-tallet lykkedes det briterne, der var militært overlegne, men også bedre handelsmænd end franskmændene, at fordrive Frankrig fra de fleste af dets indiske besiddelser.

Den britiske tilstedeværelse i området tog mere og mere form af hensynsløs udnyttelse af den indiske befolkning og områdets ressourcer. Fra slutningen af 1700-tallet indskrænkede den britiske stat så småt det Ostindiske Kompagnis beføjelser, samtidig med at briterne underlagde sig større og større dele af Indien.

Efter det blodige sepoyoprør, der begyndte som en opstand blandt indfødte soldater i britisk tjeneste, overtog den britiske regering i 1858 styret. Briterne lagde pres på de lokale ledere, maharajaerne, der stadig kontrollerede en tredjedel af Indien, og indgik aftaler og forbund med dem. Snart havde Storbritannien i praksis underlagt sig hele Indien, der i 1877 blev udråbt til kejserdømme. Indien blev økonomisk og kulturelt tæt knyttet til Storbritannien, og systemet blev konsolideret gennem alliancer med bl.a. de store jordejere, der opkrævede skatter for kolonimagten.

I 1885 blev Den Indiske Nationalkongres (senere Kongrespartiet) dannet, og i løbet af 1900-tallet kom det til at stå i spidsen for den nationale frihedskamp. En af lederne var Mohandas Karamchand Gandhi, en vestligt uddannet advokat fra Gujarat, hvis livsholdning dog udsprang af den hinduistiske tradition. Takket være dette kunne han både tale med englænderne på deres måde og nå ud til de fattige masser i de indiske landområder. Gandhi blev alment kendt som “mahatma”, den store ånd.

Muslimerne, der frygtede en hinduistisk dominans, dannede i 1906 All India Muslim League. Efter Anden Verdenskrig lå vejen åben for indisk selvstændighed, men da Muslim League nægtede at indgå i en stat domineret af hinduer, blev der i august 1947 udråbt to selvstændige stater: den overvejende hinduistiske, men sekulære Indiske Union, og det overvejende muslimske Pakistan, der på det tidspunkt omfattede både en vestlig og østlig del (det nuværende Bangladesh).

Indien efter selvstændigheden

Tiden umiddelbart efter delingen blev urolig, da mellem 7 og 15 mio. mennesker flyttede mellem Pakistan og Indien. Modsætninger mellem hinduer, sikher og muslimer førte til blodbad i begge lande, der heller ikke kunne enes om Kashmir. I protest mod delingen blev Gandhi myrdet af en fanatisk hindunationalist i januar 1948.

Kongrespartiet, der havde stået i spidsen for frihedskampen, blev det dominerende parti i det selvstændige Indien. Partiet har ofte fremstået radikalt, men rummer vidt forskellige interesser og politiske kræfter. Dets leder, Jawaharlal Nehru, der var premierminister fra 1947 til sin død i 1964, satte i høj grad sit præg på det politiske liv. Han var fortaler for en form for “indisk socialisme”, en blandingsøkonomi baseret på femårsplaner og en stærkt reguleret privat industri.

Kongrespartiet under Nehrus ledelse er blevet sammenlignet med banyantræ, et træ under hvilket mange kan søge ly, men intet vokser. Der var ingen oplagt efterfølger til Nehru, og som et kompromis udpegede man Nehrus datter, Indira Gandhi, til partileder og premierminister. Hun viste sig at være en autokratisk og kompromisløs hersker, og under hende blev partiet svækket og splittet. Inden for den fløj, hun slev stod i spidsen for, Kongrespartiet I (I for Indira), fik loyaliteten over for hende og hendes familie efterhånden større betydning end dygtighed og politiske holdninger.

Utilfredsheden og modstanden mod Indira Gandhi voksede. Da en domstol i 1975 kendte hende skyldig i brud på valglovene, indførte hun undtagelsestilstand. Medlemmer af oppositionen blev fængslet, og der blev indført pressecensur. Indira Gandhis søn, Sanjay, fik vidtrækkende beføjelser til at gennemføre bl.a. en familieplanlægningskampagne, hvor der også forekom tvangssterilisationer.

Undtagelsestilstanden varede i halvandet år. Men ved valget i 1977 viste demokratiet sin styrke. Oppositionen vandt en overraskende sejr, og fru Gandhi overlod magten till Morarji Desai, leder af Janatapartiet (Folkepartiet) – en koalition af partier, der mest havde fundet sammen om den fælles modvilje mod Indira Gandhi. Koalitionen revnede i 1979, der blev afholdt valg i 1980, og Kongrespartiet vendte tilbage til magten.

Den sikhiske separatistbevægelse i Punjab var et voksende problem. I juni 1984 lod premierministeren hæren invadere sikhernes største helligdom, Det Gyldne Tempel i Amritsar, for at tage nogle sikhiske terrorister til fange. Operationen blev meget blodig og vakte afsky i brede kredse. Nogle måneder senere blev Indira Gandhi myrdet af sikher i hendes egen  livvagt.

Hun blev efterfulgt af sin søn Rajiv, da Sanjay i mellemtiden var omkommet i en flyulykke. Rajiv Gandhi var uden politisk erfaring, og han overtog et land plaget af store religiøse modsætninger. Desuden herskede der stor uenighed mellem forbundsregeringen og delstaterne. Til gengæld var Rajiv Gandhi ikke plaget af sin fortid – han var ikke involveret i nogen af de mange skandaler, der havde ført til udbredt politikerlede i befolkningen. Han blev betragtet som en, der kunne modernisere Indien, og i begyndelsen omgav han sig hellere med teknokrater end med de allerede etablerede politikere.

Siden rullede en række skandaler ind over regeringen. Blandt andet en bestikkelsesaffære, hvor det kom frem, at den svenske våbenproducent Bofors havde bestukket fremtrædende indiske politiker for at få en kontrakt på levering af våben. Ledende medlemmer af regeringen måtte gå af, deriblandt finansminister V.P. Singh, der siden også blev ekskluderet af Kongrespartiet. Singh samlede en række midterpartier under sig og oprettede partiet Janata Dal, der siden i 1988 gik sammen med en række regionale partier i Den Nationale Front.

Kongrespartiet tabte valget igen i 1989, og V.P. Singh kunne danne regering med støtte fra bl.a. det hinduistisk-religiøse højreparti Det Indiske Folkeparti (Bharatiya Janata Party, BJP) og de to kommunistpartier. Kongrespartiet var dog stadig det største enkeltparti. Da koalitionsregeringen revnede efter godt et år, blev der udskrevet valg igen.

Valget skulle afholdes i slutningen af maj 1991, og det var ikke ventet, at noget enkelt parti ville få overtaget. Men så blev Rajiv Gandhi myrdet under et valgmøde i den sydlige delstat Tamil Nadu – formodentlig af medlemmer af separatistbevægelsen de Tamilske Tigre fra Sri Lanka – og Kongrespartiet vandt mange sympatistemmer på det. Der var ingen oplagt efterfølger til partilederposten, og Rajiv Gandhis enke, den italienskfødte Sonia, takkede nej til alle politiske poster. Så blev P.V. Narasimha Rao, der havde været en af Gandhi-familiens loyale støtter og havde partiets tillid, udpeget til partileder og premierminister.

Økonomiske reformer, de separatistiske bevægelser og religiøse modsætninger dominerede Raos tid som premierminister. Hans styre fik også sin del af skandaler. Rao blev beskyldt for korruption. Alligevel, og selv om kongrespartiet ikke havde flertal i underhuset, lykkedes det ham at overleve flere tillidsafstemninger, først og fremmest fordi oppositionen var splittet, men også ved at bestikke visse parlamentsmedlemmer. Det blev han flere år senere idømt tre års fængsel for.

Ved parlamentsvalget i 1996 fik BJP flest mandater, og partiets leder, Atal Bihari Vajpayee, fik til opgave at danne regering. Men det var svært at finde en samarbejdspartner, og til sidst blev en koalitionsregering, United Front, dannet af 13 partier, blandt dem Janata Dal, med Dewe Gowda som premierminister. Den brogede regering var dog afhængig af kongrespartiets støtte i parlamentet, og dette samarbejde blev stormfuldt og endte med valg i foråret 1998, hvor BJP blev valgets store vinder.

Forinden havde parlamentet samlet sig om en ny præsident, den respekterede Kocheril Raman Narayannan, der blev den første “urørlige” på denne høje post.

I sidste halvdel af 1980’erne havde en stærk hinduistisk nationalisme vokset sig stærk, frem for alt blandt de fattige på landet og i storbyernes slumområder, men også i den voksende og frustrerede middelklasse. Disse grupper delte en frygt for, at militante muslimer skulle vinde terræn på deres bekostning. Partiet BJP var ikke sen til at udnytte denne folkestemning (muslimerne har af tradition først og fremmest stemt på Kongrespartiet), og sammen med en række hindureligiøse organisationer pustede man til ilden. Symbolet for modsætningerne blev den gamle Babri-moske i byen Ayodhya i delstaten Uttar Pradesh, midt i et hinduistisk kerneland.

Moskeen blev bygget af muslimske invasionsstyrker for over 450 siden, efter sigende oven på ruinerne af et hindutempel for guden Rama. Den havde før været skueplads for sammenstød mellem hinduer og muslimer, og BJP havde foreslået at rive den ned og i stedet opføre et nyt hindutempel på samme sted, og i december 1992 gik en ophidset folkemængde af hinduer løs på moskeen og rev den ned med de bare hænder og enkle redskaber.

Det førte til mange uroligheder over store dele af landet med hundredvis af dødsfald til følge. I Indiens muslimske nabolande, Pakistand og Bangladesh, kom det til store anti-indiske demonstrationer.

I januar 1993 blussede urolighederne op igen, denne gang var det  storbyen Mumbai – Indiens økonomiske centrum – der blev ramt, da hinduer i store grupper overfaldt og myrdede muslimer og satte ild til deres huse. Det menes, at Mumbais underverden havde en finger med i spillet, men også hinduistiske partiledere, der forsøgte at fremprovokere et nyt parlamentsvalg, som BJP meget let kunne have vundet. Der var mange, der frygtede, at en valgsejr til BJP kunne betyde enden på et flerkulturelt og verdsligt Indien. BJP’s daværende leder, Lal Krishna Advani, havde engang udtalt, at han ville arbejde for dannelsen af en “hinduisk stat i guden Ramas navn”, og ekstremistiske hinduer krævede en ændring af landets anti-hinduiske forfatning, som de udtrykte det, så “det stolte hinduiske folk” kunne genvinde sin retmæssige position.

Den hinduiske nationalisme var delvis en reaktion på separatismen i den muslimsk dominerede delstat Jammu og Kashmir. Men også den økonomiske globalisering efter den kolde krigs afslutning fik mange indere til at vende sig indad mod den hjemlige kultur, da hjemmemarkedet pludselig blev oversvømmet af fremmede produkter.

Forud for valget i 1998 havde BJP skaffet støtte fra flere forskellige partier og uafhængige parlamentsmedlemmer. BJP gik frem og blev med 181 mandater klart det største enkelte parti. A.B. Vajpayee kunne danne en  mindretalsregering og vandt også en tillidsafstemning i parlamentet. For at holde sammen på en regering med flere end tyve partier med højst forskellig ideologi blev BJP dog nødt til at nedtone den hindunationalistiske retorik noget.

Ikke desto mindre så det snart ud til, at frygten var velbegrundet for, at en BJP-ledet regering ville skærpe konflikten med nabolandet Pakistan. I maj 1998 gennemførte Indien flere atomprøvesprængninger i ørkenen i Rajasthan, og kort efter bekræftede Pakistan verdens mistanke om landets kernevåbenkapacitet med en række prøvesprængninger. Omverdenen protesterede over den militære optrapning, og begge lande blev udsat for økonomiske sanktioner fra Vesten.

I foråret 1999 skete der en alvorlig skærpelse af konflikten i Kashmir, da tusindvis af guerillasoldater gik over grænsen fra Pakistan. I et par måneder blev der udkæmpet hårde kampe, før de indiske styrker fik overtaget, og pakistanerne blev fordrevet.

Krigstilstanden affødte en bølge af patriotisme, der kom BJP til gode i det valg, der blev afholdt i efteråret. BJP fik 182 mandater og kunne danne regering med hele 23 andre partier, der tilsammen havde et betryggende flertal.

Kampene i Kashmir gjorde, at Indien genvandt den sympati fra verdenssamfundet, landet havde mistet som følge af atomprøvesprængningerne, og i 2000 kunne Vajpayee sole sig i glansen af besøg fra både den amerikanske og den russiske præsident. Året efter begyndte problemerne dog at hobe sig op. Efter et voldsomt jordskælv i delstaten Gujarat i januar 2001, hvor mindst 25.000 mennesker omkom, og flere byer blev lagt i ruiner, blev den BJP-ledede delstatsregering i Gujarat stærkt kritiseret for sin håndtering af redningsarbejdet, og regeringslederen dér måtte gå af. En bestikkelsesskandale inden for forbundsregeringen førte også til et stærkt fald i tilliden til BJP, der i 2001 og 2002 gik tilbage i flere delstatsvalg.

Striden omkring det planlagte tempelbyggeri i Ayodhya blussede op igen i foråret 2002, da en muslimsk folkemængde satte ild til en jernbanevogn med hinduistiske ekstremister på vej hjem fra Ayodhya. Det kostede 58 mennesker livet. Overfaldet udløste voldsomme angreb på muslimer i Gujarat, og over 800 mennesker døde, før hæren kunne genoprette ro og orden. Senere på året blussede urolighederne dog op igen, da militante muslimer stormede et hindustempel og dræbte 30 mennesker.

Et valgkollegium udnævnte i juli 2002 den populære, pensionerede videnskabsmand og arkitekten bag det indiske missilprogram, A.P.J. Abdul Kalam, til ny præsident. Kalam var muslim, og  hans udnævnelse var vigtig for at betone Indiens sekulære status på baggrund af hændelserne i Gujarat og Kashmir.

BJP tabte i 11 delstater, men vandt samtidig stort i Gujarat i december 2002. Iagttagere frygtede, at det ville føre til en mere kompromisløs, hindunationalistisk politik.

I august 2003 blev over 40 mennesker dræbt af en bilbombe. Mistanken blev rettet mod militante islamister i Lashklar-e-Toiba, der har sin oprindelse i Pakistan. Gruppen menes også at stå bag et bombeangreb i december 2001 mod parlamentsbygningen i Delhi. Det fandt sted samtidig med offentliggørelsen af en rapport om det omstridte tempelbyggeri i Ayodhya.

I foråret 2003 indledte premierminister Vajpayee en række samtaler med Pakistans præsident Musharraf, og januar 2004 blev de to lande enige om at indlede fredsforhandlinger, der også skulle omfatte det følsomme emne Kashmir. Succesen med den nyåbnede dialog med nabolandet og en god økonomi gav BJP et klart forspring i meningsmålingerne, og Vajpayee udskrev valg før tiden i foråret 2004.

Indiens delstater og sprog

  • Andra Pradesh
  • Arunachal Pradesh
  • Assam
  • Bihar
  • Chhattisgarh
  • Goa
  • Gujarat
  • Harayana
  • Himachal Pradesh
  • Jammu og
  • Kashmir
  • Jharkhand
  • Karnataka
  • Kerala
  • Madhya Pradesh
  • Maharashtra
  • Manipur
  • Meghalaya
  • Mizoram
  • Nagaland
  • Orissa
  • Punjab
  • Rajasthan
  • Sikkim
  • Tamil Nadu
  • Tripura
  • Uttaranchal
  • Uttar Pradesh
  • Vestbengalen

Aktuel politik

Da stemmerne var blevet talt op efter parlamentsvalget i foråret 2004, viste det sig til manges forundring, at Kongrespartiet under Rajiv Gandhis italienskfødte enke, Sonia, havde fået flest mandater. Partiets fremgang skyldtes frem for alt vælgere på landet, der ikke havde fået del i den indiske økonomis stærke vækst.

Nu kunne Kongrespartiet danne regering, men Sonia Gandhi afstod fra posten som premierminister af frygt for at splitte landet; ikke mindst oppositionen angreb hende på grund af hendes udenlandske oprindelse. Hendes indflydelse bag kulisserne er dog fortsat stor.

Regeringsleder blev i stedet Mannohan Singh, der i starten af 1990’erne som finansminister indledte en åbning og modernisering af den indiske økonomi. Hans ry for hæderlighed skabte troværdighed bag Kongrespartiets løfter om at komme den udbredte korruption til livs, men det blev et stort arbejde at holde sammen på en regering med en snes forskellige partier, der desuden var afhængig af venstrefløjen i parlamentet.

Regeringen, der bestod af mange politiske veteraner, blev hurtigt plaget af flere korruptionsskandaler. I november 2005 måtte udenrigsminister Natwar Singh gå af, da han af en FN-nedsat undersøgelseskommission blev sat i forbindelse med svindel med den irakiske “olie-for-mad-ordning”.

Sonia Gandhi forlod også sin plads i parlamentet i marts 2006 efter anklager om, at hun samtidig havde tjent penge på andre offentlige poster, hvilket er forbudt i Indien. Hun blev dog valgt ind i parlamentet igen ved et suppleringsvalg i hendes valgkreds senere samme år.

Ved sin tiltrædelse erklærede premierminister Singh, at Indien og Pakistan vil fortsætte deres fredssamtaler. Fredsprocessen modarbejdes dog af militante islamiske grupper, der i de senere år er begyndt at udføre spektakulære attentater mod almindelige menneske i andre områder af Indien; i 2005 i Mumbai og Delhi, i 2006 atter i Mumbai samt i Varanasi og Kashmir – alle med mange døde og sårede til følge. Efter angrebene i juli 2006, hvor syv sprængladninger eksploderede på pendlertog og stationer midt i myldretiden i Mumbai, lagde premierminister Singh skylden på kræfter i Pakistan, som han hævdede inspirerede de militante grupper.

Siden starten af 2000-tallet har ikke kun Kashmir, men også den nordøstlige delstat Assam været skueplads for vold fra forskellige grupper, der siger, at de kæmper for selvstændighed eller retten til en egen delstat for deres etniske gruppe. Blandt urostifterne er også maoister med tilknytning til eller inspireret af oprørerne i Nepal.

Efter valgnederlaget i 2004 kom en række stridigheder inden for BJP op til overfladen. I juli 2005 blev tidligere partileder L.K. Advani tiltalt for at have opildnet menneskemængden til at rive moskéen i Ayodhya ned i 1992. Alligevel kunne partiet notere sig en vigtig sejr i januar 2006, da det vandt delstatsvalget i Karnataka – den første valgsejr for partiet i Sydindien.

Tsunamien i julen 2004 kostede cirka 15.000 mennesker livet i Indien, da den ramte Tamil Nadus sydkysst og øgrupperne Andamanerne og Nikobarerne.

Politik og forsvar

Officielt navn: Republic of India/Bharat – republikken Indien
Statsform: forbundsrepublik
Medlemskab af internationale og regionale organisationer: Commonwealth, FN, IMF, SAARC, Sammenslutningen af Alliancefri Lande, Verdensbanken, WTO m.fl.
Forsvarsstyrker: hæren 1,1 mio. mand, flåden 55.000, flyvevåbnet 170.000, halvmilitære styrker 1,3 mio. (2005)
Forsvarsudgifter: 19,8 mia. US dollar (2004

Konflikten om Kashmir

Da den britiske koloni Indien blev selvstændigt og siden delt i 1947, var landet et kludetæppe af britisk administrerede områder og 565 formelt selvstændige fyrstedømmer. Disse småriger fik lov selv at vælge, om de ville tilhøre Indien eller den nye stat, Pakistan. I de fleste tilfælde blev disse spørgsmål løst af sig selv, men i Kashmir opstod der en alvorlig konflikt.

Kashmir, der ligger mellem Indien og Pakistan længst mod nord, havde en overvejende muslimsk befolkning, men havde også spillet en vigtig rolle i hinduistisk historie. Maharajaen i Kashmir var hindu og forsøgte at bevare området selvstændigt, men da der udbrød uroligheder, anmodede han den indiske regering om militær hjælp. Til gengæld for dette måtte han underskrive en aftale om indlemmelse i Indien. Indiens standpunkt i dag er, at maharajaen altså dengang frivilligt afstod sit land til Indien; Pakistan hævder derimod at have haft en samarbejdsaftale med Kashmir, der gjorde tilslutningen til Indien ulovlig.

Konflikten udviklede sig hurtigt til en egentlig krig. Kampene blev indstillet ved årsskiftet 1948-49, da sagen blev henvist til FN. Den permanente våbenstilstandsaftale fra juli 1949 delte Kashmir i to dele, hvoraf den største tilfaldt Indien. En lille international observationsstyrke under FN blev sendt til området, og der har været FN-soldater i Kashmir lige siden.

I flere resolutioner frem til 1951 anmodede FN’s Sikkerhedsråd Pakistan om at trække sine tropper ud af Kashmir og Indien om at arrangere en folkeafstemning, så det kashmiriske folk selv kunne bestemme. Men eftersom de pakistanske tropper stadig stod i den pakistanske del, Azad Kashmir – “det frie Kashmir”, følte Indien sig ikke bundet af resolutionerne. Desuden deltog indbyggerne i Kashmir i de landsdækkende indiske valg i 1951, hvilket ifølge Indien bekræftede områdets tilknytning til Indien. Hertil har kritikere anført, at alle pro-pakistanske partier var blevet forbudt af den regeringsleder, Indien havde indsat i 1948, så samtlige 75 mandater i det nye kashmiriske parlament tilfaldt dennes parti. Der blev afholdt nye valg i 1957 og 1962, men de blev også afvist som præget af svindel.

I 1965 udbrød der på ny krig om Kashmir. Denne gang varede krigen dog kun et par uger og blev standset ved en fælles indsats af USA og Rusland, fordi begge disse lande frygtede, at Kina ville blande sig.

I flere år var der mere eller mindre normale tilstande i Kashmir, men hovedparten af befolkningen kom aldrig til at betragte sig som indere helt og fuldt. Og mens det øvrige Indien opførte sig demokratisk og arrangerede hæderlige valg i andre dele af landet, følte kashmirierne altid, at valgene i deres delstat var præget af svindel.

Efter en ny krig mellem Indien og Pakistan i 1971, der førte til dannelsen af staten Bangladesh, blev landenes ledere enige om, at Kashmir-spørgsmålet skulle løses gennem forhandlinger – ikke med vold og ikke med international indblanding. Der blev foretaget nogle justeringer i våbenstilstandslinjen, der nu blev kaldt Kontrollinjen.

I 1980’erne voksede utilfredsheden med det indiske styre, og der fandt en muslimsk radikalisering sted, inspireret af en generel vækkelse i hele den muslimske verden og krigen mod den sovjetiske besættelsesmagt i det nærliggende Afghanistan. Et nyt parti, Den Muslimske Forenede Front, MUF, blev dannet i Kashmir forud for valget i 1987. Valgresultatet blev omstridt, og taberne hævdede, at der havde fundet valgfusk sted, og bagefter blev hundredvis af MUF-medlemmer arresteret. Det førte de anti-indiske kræfter lige i armene på Pakistan, der nu stillede militær træning og våben til rådighed for kashmiriske unge. Der blev dannet oprørsgrupper i regionen, og ledende medlemmer af det regerende parti, Den Nationale Konference, blev udsat for attentater.

Spørgsmålet om en folkeafstemning blev aktuelt igen, men nu var der tre alternativer: for Indien, for Pakistan eller for selvstændighed. I den sydlige region Jammu er der flertal af hinduer, regionen Ladakh i nordøst er kulturelt en del af Tibet og bebos af buddhister. Ingen af disse grupper havde eller har lyst til at blive indlemmet i Pakistan eller at leve i et selvstændigt Kashmir, der er domineret af muslimer.

I januar 1990 tog den indiske centralregering direkte kontrol med Kashmir og satte hårdt ind over for separatisterne, der svarede igen med at optrappe volden. Hinduer, statstjenestemænd og personer, der blev mistænkt for at samarbejde med den indiske stat, blev kidnappet og myrdet, og omkring 100.000 hinduer flygtede. Både separatister og den indiske hær krænkede groft menneskerettighederne i den periode.

I starten var der stort set lige så mange væbnede grupper, der sloges for selvstændighed for Kashmir, som der var grupper, der gik ind for en tilslutning til Pakistan. Efterhånden blev der dog flere og flere pro-pakistanske bevægelser, der fik hjælp og støtte fra Pakistan.

I starten af 2000-tallet var den kashmiriske løsrivelseskamp næsten helt overtaget af militante, islamiske bevægelser, for hvem oprettelsen af en islamisk stat er hovedmålet og spørgsmålet om det kashmiriske folks selvbestemmelse underordnet. De dominerende organisationer er Lashkar-e-Taiba (De Rettroendes Soldater) og Jaish-e-Mohammad (Muhammeds hær), der menes at stå bag en række selvmordsangreb i Kashmir og terrorhandlinger andre steder i Indien. Blandt civile kashmirier steg frustrationen.

Valgkampen i efteråret 2002 var præget af omfattende vold. Valget blev boykottet af selvstændighedspartier, og militante islamiske grupper truede med at standse valghandlingerne. Valget blev et nederlag til Den Nationale Konference, der ellers længe havde domineret det politiske liv i delstaten. I stedet gik oppositionen i form af Kongrespartiet og Demokratisk Folkeparti, PDP, frem.

I foråret 2004 indledte Pakistan og Indien officielle fredssamtaler om alle modsætninger landene imellem. Det er håbet, at de to lande med tiden kan komme  frem til en løsning om Kashmir.

Et voldsomt jordskælv, der i efteråret 2005 ramte især den pakistanske del af Kashmir, førte i en kort overgang til en lettelse af passagen over grænsen langs kontrollinjen, men indebar ingen varige forbedringer i forholdt mellem de to lande. En stor attraktion for lokale og turister på begge sider er dog fortsat lukningen og den rituelle flagnedtagning ved solnedgang ved grænseovergangen i Wagah, der hver aften tiltrækker tusinder af tilskuere.

Udenrigspolitik og forsvar

Det var Nehru, der udstak Indiens neutrale, alliancefrie udenrigspolitiske kurs efter selvstændigheden. Indien var blandt stifterne af Den Alliancefri Bevægelse, men efter kommunismens sammenbrud omkring 1990 ændrede Indien kurs. Indien havde et godt forhold til Sovjetunionen i form af en række venskabs- og samarbejdsaftaler, og Nehru havde også overtaget visse af de sovjetiske planøkonomiske modeller. Der er ikke den samme hjertelighed i forholdet til Rusland i dag, men generelt er det dog godt.

Indien har altid haft kulturelle og kommercielle bånd til USA, men de udenrigspolitiske kontakter har ofte været ganske kølige. Det begyndte at ændre sig i starten af 1990’erne, da Indien begyndte at åbne sin økonomi mod omverdenen. USA synes efterhånden at betragte Indien som den regionale stormagt, landet også selv mener at være. Den amerikanske præsident, Bill Clintons, besøg i Indien i år 2000 markerede et vendepunkt i relationerne.

Da Indien (og Pakistan) i 1998 gennemførte prøvesprængninger af kernevåben og nægtede at underskrive ikke-spredningsaftaler og prøvestopsaftaler, indførte USA og en række andre lande ganske vist sanktioner, men de blev hævet lidt efter lidt. Da USA’s daværende præsident, George W. Bush, besøgte Indien i marts 2006, tilbød han desuden Indien at deltage i det amerikanske civile atomprogram, et tilbud Pakistand ikke fik, hvis Indien til gengæld ville tillade regelmæssige inspektioner af IAEA. Allerede året forinden havde USA og Indien indgået en aftale om et nærmere forsvarssamarbejde. USA’s satsning på Indien kan også ses i lyset af den konkurrence, amerikanerne møder fra et stadig mere økonomisk og strategisk magtfuldt Kina.

Forholdet til Kina har været præget af ideologiske og politiske modsætninger samt af konflikter om og sammenstød langs den fælles grænse. I 1962 udkæmpedes en kort krig mellem de to asiatiske kæmper, da kineserne anlagde en strategisk vigtig vej gennem et hjørne af Kashmir. Krigen sluttede med et hurtigt og forsmædeligt nederlag til Indien.

Derefter var relationerne længe anspændte, ikke mindst fordi Kina traditionelt støtter Indiens ærkefjende Pakistan, men forholdet er blevet bedre, og samhandelen udvidet inden for de senere år. Kina er i dag Indiens næstvigtigste handelspartner. De to landes ledere har foretaget vellykkede besøg i hinandens lande, Indien har anerkendt Kinas overhøjhed over Tibet, og Kina har opgivet alle krav på det tidligere selvstændige Sikkim, der i 1975 lod sig indlemme i Indien. En særlig kommission er blevet nedsat til løsning af tilbageværende grænsespørgsmål, og i juli 2006 blev et bjergpas symbolsk åbnet mellem to lande – en del af den gamle handelsrute Silkevejen.

Nabolandene har dog ikke altid påskønnet den indiske udenrigspolitik. Forholdet til Pakistan svinger, men man forsøger at holde en dialog i live, og der har regelmæssigt været afholdt topmøder. Indien og Pakistan har udkæmpet tre krige – i 1947-48, 1965 og 1971. Den første krig gjaldt Kashmir, i den anden spillede Kashmir en stor rolle, og den tredje handlede om Østpakistans løsrivelse, hvor Indien stillede sig på østpakistanernes side og dermed muliggjorde dannelsen af staten Bangladesh.

Kashmirkonflikten har siden slutningen af 1980’erne givet anledning til stærke spændinger mellem Indien og Pakistan. Indien anklager Pakistan for at støtte de muslimske væbnede grupper i regionen, Pakistan indrømmer blot, at landet yder “moralsk støtte”, men sendte i 1999 tropper over grænsen på separatisternes side, og en krig var snublende nær. Et blodigt angreb på parlamentet i Delhi i december 2001 og et attentat på det amerikanske kulturcenter i Kolkata måneden efter forværrede atter forholdet mellem de to lande, fordi Indien anklager pakistanskstøttede kashmiriske oprørere for at stå bag. Der har siden været flere optrin ved den fælles grænse i Kashmir.

Situationen er dog blevet meget bedre, siden de to landes ledere i 2004 besluttede at indlede samtaler om alle stridspunkter, herunder også Kashmir. Trods tilbageslag i form af bombeangrebet i Mumbai i sommeren 2006 arbejder man til stadighed på at øge den gensidige tillid. Der er bl.a. åbnet fly- og busforbindelser mellem Indien og Pakistan, deriblandt to symbolsk vigtige linjer mellem de to dele af Kashmir. Meget populære er også de genoptagne cricketlandskampe, og begge landes ledere giver udtryk for, at fredsprocessen er uigenkaldelig.

Selvom Indien spillede en afgørende rolle i Bangladeshs frihedskamp, har forholdet mellem de to lande ofte været præget af irritation. Uoverensstemmelserne har bl.a. handlet om udnyttelsen af vandkraftressourcerne i de fælles floder (det fandt man en ordning på i 1996), og illegal indvandring fra det ludfattige Bangladesh til det relativt mere velstående Indien samt anklager om, at Bangladesh støtter oprørere fra det urolige nordøstlige Indien.

I starten af 1980’erne blev Indien inddraget i konflikten mellem singalesere og tamiler i Sri Lanka. Dengang gav Indira Gandhi sin støtte til den tamilske oprørsbevægelse LTTE, også kaldet “de tamilske tigre”. I 1987 sendte Indien en fredsbevarende styrke på over 50.000 mand til Sri Lanka for at bilægge striden mellem srilankanske regeringstropper og tamilske separatister. I foråret 1990 blev de sidse indiske soldater trukket tilbage, men det menes at være de tamilske tigres vrede over den indiske hærs indblanding i den srilankanske borgerkrig, der lå bag mordet på Indiens premierminister Rajiv Gandhi i maj 1991.

I de senere år er forholdet til Sri Lanka blevet bedre, og der foregår samarbejde på mange planer, ikke mindst økonomisk, men Indien sørger også omhyggeligt for ikke at blande sig i de etniske konflikter i nabolandet, der bl.a. betyder, at Tamil Nadu må tage imod store mængder tamilske flygtninge.

Indien er medlem af den regionale samarbejdsorganisation SAARC (South Asian Association for Regional Corporation), der blev dannet i 1985. Andre medlemmer er Bangladesh, Bhutan, Nepal, Maldiverne, Sri Lanka og Pakistan.

Med sine 1,3 mio. mand er den indiske hær verdens næststørste. Det skyldes i høj grad den urolige situation i Kashmir. Indien har i de seneste årtier satset på en kraftig oprustning af forsvaret, som i dag er forholdsvis moderne. Soldaterne har dog ikke altid ordentligt udstyr til at klare de vanskelige forhold i Kashmir.

Ligesom Pakistan råder Indien over atomvåben; de første prøvesprængninger fandt sted i 1974. En ny serie af prøvesprængninger i 1998 førte en overgang til sanktioner fra omverdenen, og Indien har endnu ikke underskrevet den internationale traktat om fuldstændig stop for atomprøvesprængninger, CTBT.

Økonomi

BNP/indbygger: 3400 US dollar (købekraftkorrigeret, skøn, 2005)
Diverse sektorers andel af BNP: landbrug 20%, industri, inkl. minedrift 27%, service og andet 53% (2004)
Naturressourcer: jern, kobber, bly, zink, uran, guld, titan, mangan, krom, bauxit, magnesium, sølv, kul, olie, naturgas
Årlig eksport: 81 mia. US dollar (2004)
Årlig import: 119 mia. US dollar (2004)
Vigtigste eksportvarer: ædelstene, metaller, smykker, brændstof, tekstiler og tøj, kemikalier
Vigtigste importvarer: brændstof, ædelstene, metaller, udstyr til atomkraftindustrien, eludstyr, kemiske produkter, landbrugsvarer
Vigtigste eksportmarkeder: USA, Kina, Forenede Arabiske Emirater, Storbritannien (2003/2004)
Vigtigste leverandørlande: USA, Kina, Belgien, Singapore (2003/2004)
Valuta: 100 rupi = 13 DKK (januar 2007)

I det indiske samfund er goderne meget ulige fordelt. Der er store forskelle mellem land og by, og mellem regioner og samfundsgrupper. På det økonomiske område kan man særligt se en forskel mellem de mennesker og områder, der har oplevet en modernisering og dem, der endnu ikke er blevet berørt af den. Det giver derfor næppe mening at tale om kun en enkelt, indisk samfundsøkonomi.

Der findes en uhyre rig samfundselite og en middelklasse i vækst – sidstnævnte vurderes til over 200 mio. mennesker. Men der findes også massefattigdom, og en stor del af verdens fattige bor netop i Indien. Ifølge landets egne statistikker er andelen af indbyggere, der lever under fattigdomsgrænsen, dog stadigt faldende – fra 55 procent i 1974 til 35 procent ved årtusindskiftet. Fattigdommen er som alt andet meget ujævnt fordelt: I delstaten Orissa lever 47 procent under fattigdomsgrænsen, mens andelen i Punjab kun er 6 procent.

Trods disse enorme problemer er Indien også en regional økonomisk stormagt med en omfattende industri. Landet har udviklet en kernekraftindustri, fremstiller våben og har sit eget rumfartsprogram. Inden for IT-branchen har Indien udviklet sig til en af verdens store software-producenter.

Den økonomiske udvikling var længe helt statsstyret. Sværindustrien er stablet på benene med statslige midler, og økonomien er blevet styret med femårsplaner efter sovjetisk mønster, der havde som erklæret mål at bekæmpe fattigdommen, mindske de regionale forskelle og den sociale uretfærdighed og gøre Indien selvforsynende. Den syvende plan (1985-90) adskilte sig dog fra de øvrige ved at lægge vægt på teknologisk fornyelse.

Frem til 1980’erne udviklede den indiske økonomi sig langsommere end de fleste andre ulandes. Da Rao overtog posten som premierminister i juni 1991, befandt Indien sig dog i en svær finansiel krise. Raos valg af finansminister var ukonventionelt – han udpegede den Oxford-uddannede økonom Manmohan Singh, der så Indiens potentiale til at blive en af verdens økonomiske stormagter, hvis landet kom ud af sin fattigdom. Det krævede en stor økonomisk vækst, der efter Singhs opfattelse kun kunne tilvejebringes ved at åbne økonomien mod omverdenen for at tiltrække udenlandske investeringer og ved kraftigt at indskrænke den statslige indblanding i økonomien.

Siden er der sket meget. Produktiviteten er øget, fordi de indiske virksomheder har fået konkurrence fra udlandet, de udenlandske investeringer har været flere, end man turde håbe på i starten, underskuddet på handelsbalancen er faldet, inflationen er lav, og valutareserverne gigantiske. Væksten ligger hvert år på mindst 7-8 procent. De mest optimistiske iagttagere mener, at Indien nu gennemgår et økonomisk mirakel af samme slags som Kinas, og at Indien har et forspring, fordi der ikke er nogen grundlæggende modsætning mellem det økonomiske og det politiske system – Indien har allerede politisk frihed og demokrati.

Pessimisterne peger på, hvor langsomt det går med reformarbejdet. Privatiseringen af de statslige virksomheder går uhyre trægt – staten ejer stadig tre fjerdedele af industrien, og statstilskuddene er ganske vist sat ned, men der pumpes stadig masser af penge i urentable virksomheder. Selvom det omfangsrige indiske bureaukrati er blevet beskåret, er det stadig stort nok til at skræmme visse udenlandske investorer væk.

Den økonomiske udvikling møder også forhindringer i form af de store huller i landets infrastruktur – havne, veje, elforsyning og telekommunikation trænger voldsomt til reparation og udbygning, og der er store projekter i gang.

Indiens bruttonationalprodukt, BNP, voksede fra 1993 til 1996 med gennemsnitligt 7 procent om året. Siden er der sket en lille afmatning. Den økonomiske krise i Asien i slutningen af årtiet påvirkede ikke Indien i samme omfang som mange andre lande, blandt andet fordi det indiske hjemmemarked er så stort. I starten af 2000-tallt var vækstraten 5-6 procent om året, hvilket var den tredjestørste i verden, men ikke nok til at trække de store masser ud af fattigdommen.

Siden stilnede udviklingen lidt af, og væksten var under 4 procent i 2002/2003, men den bedste monsun i ti år gav den vigtige landbrugssektor et godt resultat, så væksten for 2003/2004 blev hele 8 procent, og det niveau har den holdt siden.

Da den nye BJP-ledede regering trådte til 1998, troede mange, at reformarbejdet ville gå helt i stå. Men trods visse forbehold valgte BJP-regeringen at fortsætte de fleste af de påbegyndte strukturændringer, om end i lidt langsommere takt end tidligere. Planerne om at gøre rupien fuldt konvertibel i år 2000 blev dog skrinlagt. Man prioriterede også investeringer i infrastrukturen frem for i produktionen af forbrugsvarer. Efter en række tab i delstatsvalgene 2001 afholdt BJP-regeringen sig også fra at gennemføre kontroversielle reformer, der ville kunne ophidse store folkegrupper.

De økonomiske sanktioner, som mange lande indførte mod Indien efter prøvesprængningerne i 1998, påvirkede udenlandske investorers vilje til at satse på Indien, men siden er de udenlandske direkte investeringer øget kraftigt. De er dog ujævnt fordelt over landet; mens de fattige delstater Bihar og Orissa næsten ikke fik del i investeringerne, tog delstaten Maharashtra og hovedstaden Delhi tilsammen imod næsten halvdelen af alle investeringer i 2004.

De største bistandsydere til Indien er foruden Verdensbanken Storbritannien, Japan, Tyskland, Frankrig og USA. Regnet i absolutte tal er den udenlandske bistand til Indien stor, men den spiller en mindre rolle i den indiske økonomi som helhed. De amerikanske økonomiske sanktioner ophørt i efteråret 2001, da Indien meget resolut stillede sig på USA’s side i kampen mod terrorismen efter terrorangrebene i USA 11. september samme år.

Da finansloven for 2005/2006 blev fremlagt i februar 2005, blev fattigdomsbekæmpelsen beskrevet som et centralt emne. Der var øgede tilskud til primær sundhedspleje samt til skolerne. Der blev også satset penge på at forbedre infrastrukturen på landet og hjælpe ofrene for flodbølgekatastrofen i julen 2004. Samtidig blev forsvarsbudgettet sat op med næsten 8 procent.

Naturressourcer og energi

Indien er rigt på naturressourcer. Jernmalmreserverne er blandt de største i verden. Fundene er spredt ud over hele landet, men de fleste miner ligger i Bihar, den nye delstat Jharkhand (tidligere en del af Bihar), Orissa og Vestbengalen. Det meste af jernmalmen eksporteres.

I Bihar og Rajasthan findes der kobber, bly, zink og uran. I syd udvindes der guld og den vigtige titan, der blandt andet bruges i fly- og rumindustrien. Indien har også store forekomster af mangan og krom, og landet er selvforsynende med bauxit, som bruges til fremstilling af aluminium. Indien er blandt verdens største producenter af magnesium, mineralet glimmer (der bl.a. anvendes som isoleringsmateriale i elektriske ledninger og til fremstilling af tapet og maling) samt sølv. Mineindustrien står kun for godt 2 procent af BNP, men menes at kunne give meget mere, hvis ressourcerne udnyttes fuldt ud.

Indien er verdens tredjestørste kulproducent. Kullet, der ikke altid er af god kvalitet, anvendes primært som hjemlig energikilde og står for 65 procent af landets samlede energiforbrug. Der er store fund af naturgas, som bruges i industrien, samt olie; det største oliefelt ligger i havet ud for Mumbai. Den hjemlige olieproduktion dækker dog slet ikke efterspørgslen. I 2003/2004 udgjorde olieimporten over en fjerdedel af den samlede import.

Det samlede energiforbrug er stadigt stigende, og i 2006 vurderede man, at det ville stige til det dobbelte i de næste 10 år. Det store pres på strømforsyningen har ført til mange sammenbrud i elnettet, som staten ikke har haft ressourcer til at udbygge og vedligeholde ordentligt. Denne sektor er derfor blevet åbnet for private og udenlandske investeringer. I marts 2006 annoncerede regeringen også en treårsplan for en forbedring af elforsyningen.

Indien har 14 kernekraftværker, og der er yderligere under opførelse. Man forsker også i alternative energikilder som sol, vindkraft og tidevand.

Landbrug og fiskeri

Omkring 60 procent af den erhvervsaktive befolkning er beskæftiget indenfor landbruget, der står for godt en femtedel af BNP.

Over halvdelen af Indiens areal bruges til dyrkning i en eller anden form. Mange steder er jorden mager på grund af erosion og forsaltning, og der er ikke plads til at udvide dyrkningsarealet særligt meget. En stigende landbrugsproduktion må derfor tilvejebringes gennem bedre og mere effektive dyrkningsmetoder.

Trods en omfattende udbygning af kunstvandingssystemer i de seneste årtier er vandforsyningen kun sikret for en tredjedel af landbrugsjorden. Resten er afhængig af monsunregnen, og hvis den udebliver, bliver høstudbyttet langt mindre. Der er derfor en stigende forskel i levestandarden mellem de egne, hvor der ikke kunstvandes, og dem med kunstvanding (primært det nordvestlige Indien og de store floders deltaer).

Størstedelen af landbruget har form af selvforsyning, og det meste af jorden ejes af småbønder. Kun 4 procent af bønderne ejer over ti hektar. Omkring 30 procent af lodderne er på under to hektar, og andre 30 procent af husholdningerne på landet ejer slet ikke jord. Der er kun gennemført nogenlunde vellykkede landbrugsreformer i de kommunistisk styrede Vestbengalen og Kerala.

Takket være en bevidst satsning på selvforsyning producerer Indien nu mere korn, end landets indbyggere kan aftage. At udbuddet i dette tilfælde overstiger efterspørgslen skyldes dog ikke, at der ikke er munde at mætte blandt landets mange millioner fattige, men at købekraften ikke er steget i samme grad som produktionen. Og selv om høstudbyttet er blevet større, er det stadig mindre end i mange andre asiatiske lande og ikke stort nok til, at BNP kan blive ved at vokse i samme hast som hidtil.

Den reform af landbrugssektoren, der har stået på i de senere år, har bl.a. liberaliseret markedet for handel med landbrugsvarer. Man har satset på at øge eksporten og næsten helt afskaffet statsstøtten til kunstgødning. Det har affødt voldsomme protester og en bølge af selvmord blandt fattige bønder, der ikke kan forsørge deres familie.

De vigtigste basisprodukter er hvede og ris. Indien er verdens største producent af sukker (mest til hjemmemarkedet) og te, og verdens fineste te kommer fra Darjeeling i nord. Andre vigtige afgrøder er bomuld, olieplanter, kaffe, tobak, gummi, krydderier og kartofler.

I Indien findes omkring en femtedel af alle verdens køer. Det skal ses på baggrund af, at den indiske ko, sebun, betragtes som hellig af de i reglen vegetariske hinduer og derfor ikke må slagtes af dem. Alligevel kan en hindu godt sælge sin ko til en ikke-hinduisk slagter. Fænomenet med de hellige køer får ofte vesterlændinge til at trække på smilebåndet. Men selvom køerne ikke slagtes, spiller de en vigtig rolle i selvforsyningsøkonomien: deres mælk bruges, kogødning er vigtig som brændsel i private husholdninger, og køerne anvendes som trækdyr.

Set i et større perspektiv har dyreholdet dog ingen stor betydning for økonomien. Det samme gælder fiskeriet, selvom det sine steder – særligt i Kerala og Vestbengalen – er vigtig for lokalbefolkningen. Der er sat en række statslige programmer i værk for at udvikle fiskerisektoren.

Industri

Industriens betydning for samfundsøkonomien er voksende, og sektoren står for 27 procent af BNP. Foruden rene basisindustrier som råvare- og energiudvinding samt kul- og stålproduktion har Indien også en omfattende tekstil- og levnedsmiddelindustri. Der fremstilles også avancerede teknologiske produkter som computere og udstyr til luftfarts- og rumindustrien.

Da Indien blev selvstændigt i 1947, havde landet næsten ingen industri – de fleste varer måtte importeres. I 1950’erne og 60’erne blev sværindustrien og lettere industrigrene opbygget og oplevede stor vækst. Sværindustrien blev samlet i enorme statslige konglomerater. I 1970’erne stagnerede udviklingen dog. Selvforsyningsgraden var stigende, men udviklingen var hæmmet af lav produktivitet og de mange regler, industrisektoren var underlagt.

Fra og med 1980’erne begyndte det igen at gå fremad, takket være økonomisk nytænkning fra statens side, ikke mindst under premierminister Narasimha Rao i 1990’erne. Der blev gennemført en afregulering af industrien, og staten solgte ud af mange virksomheder. Der blev givet skattelettelser og opmuntret til udenlandske og hjemlige private investeringer, og den generelle liberalisering af handels- og industripolitikken fik en gavnlig indflydelse på produktionen, ikke mindst af forbrugsvarer som biler og motorcykler, elektronik og hårde hvidevarer.

Sektorens struktur er også forandret. De store statslige konglomerater betyder mindre for økonomien nu, og der er kommet mange mindre og mellemstore virksomheder. De satser ofte på højteknologiske produkter, heriblandt computere, men også på mere traditionelle varer inden for letindustrien og tekstilproduktionen.

Tekstilindustrien er gået tilbage, men beskæftiger stadig flest mennesker sammen med levnedsmiddelindustrien. De store spinderier har dog haft svært ved at overholde leveringsfristerne, kvaliteten har ikke altid været den bedste, og der er stigende konkurrence fra andre lande i Sydøstasien, hvor arbejdskraften er billig. Væverierne har derimod udviklet sig i en positiv retning, og eksporten af vævede stoffer har været succesrig.

Der sker også fornyelse inden for de førende sværindustrier som stål- og cementproduktion og den kemiske industri. Udvindingen af hjemlig olie og naturgas har betydet billigere brændstof til den vigtige produktion af kunstgødning til hjemmemarkedet. Ved siden af traditionel industri findes en stor og blomstrende uformel sektor med fremstilling af alle tænkelige produkter.

Trods forsøg på at sprede industrien er den stadig koncentreret omkring de tre storbyer Kolkata (hvor sværindustrien dominerer, takket være nærheden til kul- og jernmalmsreserverne), Chennai og Mumbai. Sidstnævnte er Indiens mest industrialiserede by, og her fremstilles alt lige fra biler og cykler til tekstil, læder, medicin og kemiske produkter. Mumbai er også centrum for Indiens filmproduktion i “Bollywood”.

I de seneste årtier er Bangalore blevet et højteknologisk centrum med bl.a. flyproduktion og rumfartsindustri. Det er også her samt i Hyderabad, at den indiske IT-industri er koncentreret.

Arbejdsmarked og sociale forhold

Til trods for, at Indien bliver mere og mere industrialiseret, lever to tredjedele af den arbejdsføre befolkning stadig af landbrug. Industrien beskæftiger godt en femtedel af arbejdskraften, og servicesektoren cirka lige så mange. Grænserne mellem de forskellige erhvervsgrene som f.eks. daglejerarbejde i landbrugssektoren, gadehandel og forskellige servicejobs er flydende, og en stor del af arbejdskraften er i det mindste periodevis underbeskæftiget. Arbejdsløsheden ligger officielt på 10 procent, men menes reelt at være langt større.

Arbejdsmarkedet har gennemgået store forandringer i de senere år. Produktiviteten er steget inden for både landbrug og industri, der er kommet flere kvalificerede job, og økonomien er blevet liberaliseret. Det har givet veluddannede indere store forbedringer, men dele af landbefolkningen lever i fattigdom og underudvikling. Statsforvaltningen beskæftiger stadig en uforholdsmæssig stor del af arbejdskraften. Forsøg på at skære i antallet af offentligt ansatte er stødt på stor modstand i parlamentet, hvor regeringen er afhængig af en stærkt modvillig venstrefløj.

Det er de færreste lønmodtagere, der er fagligt organiseret. Fagbevægelsen er desuden splittet langs religiøse og politiske skel og endda kastetilhørsforhold.

Børnearbejde er forbudt, men alligevel arbejder millioner af børn under 14 år i industrien, hvor de for eksempel syr tøj. En stor del af børnearbejdet finder dog sted i hjemmene, hvor børnene syr eller monterer varer på bestilling af en producent. Eftersom hjemmearbejdet er lettere at skjule end fabriksarbejde, har myndighederne og de faglige organisationer svært ved at komme det til livs.

Den økonomiske udvikling og de store forandringer af samfundet er særligt kommet byernes voksende og ofte veluddannede middelklasse til gode. De fleste af disse har alle de moderne bekvemmeligheder, der hører det 21. århundrede til. Samtidig lever det store flertal af befolkningen fortsat under nærmest middelalderlige forhold. For disse mennesker har den generelle samfundsudvikling ofte bragt vanskeligheder med sig, eftersom der er blevet skåret ned på tilskud og programmer til fattigdomsbekæmpelse.

Andelen af fattige er ganske vist falde, men det vurderes, at 380 millioner mennesker stadig lever i yderste armod. Værst står det til i storbyernes slum og på landet, hvor næsten tre fjerdedele af inderne bor. I perioden 1993-2003 begik cirka 100.000 bønder selvmord, fordi de ikke kunne forsørge deres familier.

Spædbørnsdødeligheden er faldet, men hvert år dør stadig næsten 2,3 mio. børn under fem år, og halvdelen af alle indiske børn lider af underernæring.

Tuberkulose og malaria er stadig almindeligt forekommende, men den største fare udgør hiv/aids. Sygdommen spreder sig i landet med stor hast, og i 2003 var over 5,1 mio. smittede. Vanskelighederne ved åbent at diskutere seksualitet i det ofte puritanske indiske samfund hæmmer indsatsen mod sygdommen.

I Indien uddannes der højt kvalificerede læger, som kun en brøkdel af befolkningen kan benytte sig af. For at dække behovet for primær sundhedspleje på landet, lancerede regeringen i 2005 et nyt program, der indebærer at 300.000 bysamfund nu vil få uddannet plejepersonale.

Det sociale tryghedssystem med pensioner og lignende omfatter kun en del af befolkningen.

Infrastruktur og turisme

At et stort og fattigt land at være har Indien et usædvanligt veludviklet og velfungerende transportsystem, selvom transporttiden ofte kan være meget lang. Der er omkring 3 mio. km veje i landet, heraf ca. 58.000 km hovedveje, der forbinder de større byer og knytter sig til nabolandenes vejnet, men de fleste veje er smalle og dårligt vedligeholdte, og trafikken er mildt sagt livlig. Et ambitiøst udviklingsprojekt, hvis første fase var færdiggjort i 2005, og anden fase er i 2007,udbyggede og forbedrede hovedvejene, dels nord/syd og øst/vest, dels mellem de fire største byer (Delhi, Mumbai, Chennai og Kolkata). Der er også oprettet en vejfond, finansieret med en særlig benzinskat, der skal sikre udbygningen af mindre veje på landet. Over halvdelen af Indiens 700.000 byer savner ordentlige vejforbindelser.

Jernbanenettet (ca. 63.000 km) er blandt verdens længste. Staten giver tilskud til passagertrafikken, mens godstransport er forholdsvis dyrt, og den foregår derfor primært ad landevejene. Jernbanenettet er i færd med at blive moderniseret, men det går langsomt.

Mange tog er stærkt forældede, og man er begyndt at diskutere sikkerheden efter en række store togulykker. På mange strækninger, særligt mellem de større byer, kører der eksprestog med aircondition. De fleste tog kører på kul eller dieselolie, men flere og flere strækninger elektrificeres. I Kolkata stod Indiens første undergrundsbane færdig i 1995, og i 2004 åbnedes første strækning af et delvist underjordisk pendlernet i Delhi, som gerne skulle være helt udbygget ca. 2010.

Flytrafikken spiller en vigtig rolle i et land af Indiens størrelse. Alene i 2004 steg antallet af passagerer med 25 procent i forhold til året før. Der er elleve internationale lufthavne, de største i Mumbai, Kolkata, Delhi og Chennai. Mange mindre lufthavne er dog i dårlig stand, og flere er i færd med at blive leaset ud til private selskaber.

De statslige luftfarsselskaber Air India (der flyver til udlandet) og Indien Airlines var længe de eneste selskaber, men har nu fået konkurrence af flere private selskaber. Forslag om en privatisering af de to er hidtil strandet på politisk modstand.

Havnene har slet ikke kapacitet til alt det gods, der fragtes til søs, og problemet forværres af, at effektiviteten mange steder er så lav. De største havne findes i Mumbai og Kolkata, men der er udbygget en række andre havne i de senere år, og flere andre er under anlægning, bl.a. en ny kæmpehavn i Ennore lige nord for Chennai og en meget moderne kulhavn i Paradwip syd for Kolkata. Frem til 2014 satser staten over 13 mio. dollars på en modernisering af andre havne. Handelsflåden bestod i midten af 2004 af 665 skibe.

Turistindustrien er ikke særlig veludviklet. Bureaukrati og dårlig organisation stikker indimellem en kæp i hjulet. Men der sker hele tiden forbedringer, og der er bygget flere hoteller og skabt mange nye transportmuligheder. Den manglende organisering forhindrer dog ikke udlændinge i stort tal i at rejse til Indien, der kan byde på lidt af hvert: myldrende storbyer, smukke nationalparker med et rigt dyre- og planteliv samt i tusindvis af templer, moskeer og andre religiøse helligdomme. Den lille delstat Goa med sine lange badestrande er det første egentlige chartermål i landet.

Mere information om Indien

Indiens ambassade Vangehusvej 15, 2100 København Ø.

Den danske ambassade i Delhi: Royal Danish Embassy, 11, Aurangzeb Road, New Delhi 110 011.

Der er også et dansk handelskontor i Bangalore, et generalkonsulat i Mumbai (Bombay) samt danske konsulater i Kolkata (Calcutta) og Chennai (Madras).

Find den billigste lejebil i Indien Find Billeje her --> Sammenlign priser her