Udvalget af el-lejebiler er i konstant vækst. Biludlejningsfirmaer over hele verden udvider hastigt deres flåder med elektriske køretøjer, hvilket ikke kun er godt for miljøet, men også giver dig som forbruger flere valgmuligheder. Men med denne nye teknologi følger også nye udfordringer. Især rækkeviddeangst, men også usikkerhed om betjening af ladestationer, afholder mange fra at bestille en elektrisk lejebil.
Overvejer du at leje en elbil? Så læs med her, hvor du får praktiske råd til at få mest muligt ud af din elektriske lejebil. Lige fra at finde ladestationer til tips til maksimering af rækkevidden er der nogle overvejelser, der er gode at gøre sig, når du lejer en elbil. Her får du et bud på fremtidens billeje – en fremtid, der er elektrisk.
En blid overgang til el
I disse år bliver elbiler mere og mere almindelige, også som lejebiler. Næsten alle biludlejningsfirmaer, specielt store udlejere som Avis, Hertz, Europcar og Sixt, kan nu tilbyde et godt sortiment af både store og små lejebiler, der kører på el. Om du kan leje en elektrisk bil til din rejse, afhænger dog stadig meget af lokaliteten. Rundt om i verden er der stadig stor forskel på, hvor langt man er nået med udrulningen af ladestationer og anden infrastruktur til elbiler.
Overgangen til elektriske udlejningsbiler er altså i gang, men det bliver ikke en øjeblikkelig overgang. Foretrækker du at leje en “almindelige” lejebil, der kører på benzin/diesel, kan du stadig sagtens gøre det. I mange lande er det dog tydeligt, at elbilen snart bliver mainstream. Særligt i takt med at udvalget af billigere elbil-modeller bliver større, vil også biludlejerne skifte en større del af deres flåde til at køre på el. For nuværende har de fleste biludlejningsflåder dog ikke ændret sig ret meget.
Opladning når du lejer en elbil
Er det første gang, du skal køre i elbil? Så er dit altoverskyggende spørgsmål nok, hvordan du oplader den. At finde ladestationer til din elektriske lejebil er da også en vigtig del af rejseplanlægningen. Heldigvis er der mulighed for at gøre dette nemmere. Når du henter din lejebil, vil udlejningsfirmaet ofte kunne anbefale lokale ladestationer. Dette er især nyttigt, hvis du er i et område, du ikke kender til. Desuden er mange elektriske biler, såsom dem fra Tesla, udstyret med indbyggede navigationssystemer, der automatisk viser placeringen af nærmeste ladestationer, hvilket gør det nemt at finde opladning undervejs.
Det er dog også en god idé at foretage din egen research før du booker el-lejebilen. Tjek for eksempel om dit hotel tilbyder opladningsmuligheder. Det kan være en stor fordel, særligt hvis du planlægger at bruge hotellet som udgangspunkt for daglige udflugter eller skal videre på en rundrejse i bilen. At kunne oplade natten over er den nemmeste måde at starte dagen med en opladet bil.
Endelig kan du bruge forskellige hjemmesider og apps som OpenChargeMap og ChargeFinder være en uvurderlig ressource, især når du kører i udlandet. Disse tjenester giver dig et omfattende overblik over de forskellige ladestationer, så du nemt kan planlægge din rejse og undgå rækkeviddeangst.
>> Tag på en kør-selv-ferie i en lejet elbil
Stor forskel på ladepriser
En undersøgelse viser, at kun hver fjerde elbilsejer synes, at det er nemt at overskue, hvad det koster at oplade sin elbil på offentlige ladere. For dig som måske for første gang skal prøve en elbil, kan det derfor godt betale sig at undersøge priserne lidt på forhånd.
Generelt kan det desværre stadig føles lidt som en jungle at begive sig ud i, når man skal finde en offentlig ladestander. For det første varierer prisen ofte voldsomt alt efter, hvilken stander man vælger. Den konkurrence mellem almindelige benzintankstationer, som betyder, at benzinprisen ligger meget tæt på hinanden, findes tilsyneladende endnu ikke for ladestationer.
Medmindre du er tæt på at løbe tør for strøm, er det ikke altid smart at vælge den første ladestation, du møder. Heldigvis er der ofte forskellige muligheder inden for kort afstand. Det kan også være, at du gerne vil betale lidt ekstra for at bruge en lynlader fremfor at skulle holde længe ved en langsom ladestation.
Hent lade-apps inden du lejer en elbil
Det er desværre ikke altid, at du som på en almindelig tankstation blot kan betale opladningen af din elbil med dit kreditkort. I stedet skal man ofte betale via en app. Du kan derfor med fordel installere apps til de mest almindelige ladestationer, som findes i det område, du skal benytte din el-lejebil. Herhjemme kunne det for eksempel være apps fra Clever, E.ON, OK eller Tesla.
Så slipper du for at stå ved en ladestation i en lidt stresset situation og fumle med indstilling af appen på din mobil. De fleste apps er gratis at tilmelde sig. Der er dog nogle firmaer, hvor du ved at betale et månedligt abonnement får lavere ladepriser. Det kan du eventuelt overveje, hvis du skal på en længere bilferie i en lejet elbil.
Ladestatus ved aflevering af din el-lejebil
Ligesom når du lejer en bezinbil, vil der ved leje af en elbil være nogle regler for, hvor meget strøm den skal afleveres med. Typisk får du udleveret din elbil med minimum 80 procents opladning. Det kan enten være uden et krav om at oplade den inden aflevering eller med et krav om at aflevere den med minimum en vis opladning.
Læs dine lejebetingelser grundigt, hvis du er usikker på reglerne for opladning. Du kan eventuelt spørge ved udlevering af din lejebil, hvis du stadig er i tvivl.
Sådan finder du den billigste el-lejebil
I søgemaskinen her på Billeje.info kan du nemt sammenligne lejepriser på både el- og hybridbiler fra Hertz, Europcar, Avis og andre udlejere med miljøvenlige lejebiler. Vælg blot hvor og hvornår du har brug for billeje. Derefter kan du ved hjælp af søgemaskinens filter vælge kun at se de billigste priser på elbiler og hybridbiler. De fås i en bred vifte af størrelser, så du kan næsten med garanti finde en, der passer til dit behov.
Få flere gode råd om at leje en elbil.