Find den billigste billeje i Tórshavn på Færøerne ved at sammenligne priser og ledige udlejningsbiler. Skal du kører i bil på Færøerne kan du i nedenstående læse mere om landet, historien, geografien og meget mere.
Færøerne består af 18 beboede og et antal ubeboede øer og skær. Det samlede areal er 1.399 kvadratkilometer. Øgruppen ligger ca. 370 km nord for Skotland, midt mellem Norge og Island og halvvejs mellem Danmark og Grønland. På hovedøen Streymoy (372 kvadratkilometer) ligger hovedstaden Tórshavn med ca. 15.000 indbyggere. Øerne er høje, skovløse klippeøer, som gennemskæres af smalle fjorde og sunde, og som har nogle af verdens højeste forbjerge. Det højeste punkt er Slættaratindur på Eysturoy (882 m over havet). Klimaet er fugtigt med mange dage med regn eller tåge, så her får alle nye biler en behandling med rustbeskyttelse med det samme. Middeltemperaturerne er 3 grader i januar og 10 grader i juli.
Befolkningstallet var 47.700 den 1. januar 2003. Sproget færøsk er beslægtet med islandsk, men er påvirket af bl.a. dansk. Der er en rig litterær tradition fra sagn og middelalderviser til moderne poesi og prosa. To fremragende færøske forfattere, fætrene Jørgen Frants Jakobsen og William Heinesen valgte at skrive på dansk og fik en stor læsekreds uden for Færøerne. Blandt mange andre gode forfattere kan nævnes Hedin Bru. Også malerkunsten står i høj kurs, og Samuel Joensen-Mikines var blandt sin tids bedste malere i Norden.
Undervisningssproget i skolerne er færøsk med dansk som første og engelsk som andet fremmedsprog. Efter folkeskolen er der gymnasier, folkehøjskole, sygeplejeskole, fagskoler, tekniske skoler, navigationsskoler, handelsskole og lærerseminarium. I 1990 fik det lille Færøske Akademi status som universitet; men de fleste færinger som ønsker universitetsuddannelse, får den i Danmark.
Der er flere aviser, hvoraf Dinmalætting med et oplag på ca. 10.000 er den største, samt radio og TV.
I 700-tallet slog nogle få irske munke sig ned på Færøerne, men allerede i 800-tallet blev øerne bebygget af norske bønder, og i 1035 blev de en del af Norge. Ligesom de øvrige nordatlantiske øer fulgte Færøerne Norge ind i personalunionen med Danmark i 1380, og de forblev som Island og Grønland under dansk overhøjhed også efter 1814 (da Norge blev tvunget i personalunion med Sverige).
I midten af 1800-tallet blev Færøerne repræsenteret i den danske Rigsdag, og det kongelige handelsmonopol blev afskaffet. Det førte til en hastig økonomisk udvikling og et begyndende ønske om selvstyre eller selvstændighed. Dette ønske forstærkedes under Anden Verdenskrig, hvor øerne var besat og beskyttet af briterne og i fem år afskåret fra det tyskbesatte Danmark.
Politisk system
I 1948 tik Færøerne hjemmestyre, men Danmark beholdt kontrollen over bl.a. udenrigs- og forsvarspolitikken og retsvæsenet, og den danske monark forblev statsoverhoved. Denne ordning gælder stadig, selv om Færøerne optræder relativt selvstændigt udadtil, har eget flag og plads i Nordisk Råd. Det var også en stærk markering af færøsk selvstændighed, at man valgte ikke at følge Danmark ind i det daværende EF (nu EU) i 1973.
Færøerne har to medlemmer i Folketinget, og der er færøske rådgivere i stats- og udenrigsministerierne. Desuden har hjemmestyret sin egen repræsentation i København.
Parlamentet i Tórshavn, Lagtinget, er en lovgivende forsamling med 27 medlemmer. Antallet kan øges op til 32, hvis det er nødvendigt for at opnå en retvisende fordeling mellem partierne. Lagtinget udpeger regeringen, landsstyret, hvis leder kaldes lagmanden.
De politiske partier fordeler sig på den gængse højre-venstre akse, men også på en anden akse efter deres syn på forholdet til Danmark. Det socialistiske parti Republikanerne arbejder for løsrivelse. Det samme gør det lille borgerlige Selvstyrepartiet, mens det konservative Folkeflokken er delt på spørgsmålet. Det liberale Sambandspartiet og Socialdemokraterne vil bevare en tilknytning til Danmark. Centerpartiet er i tvivl.
Op til lagtingsvalget i april 1998 havde ønsket om øget selvstyre vundet i styrke, især på grund af en konflikt med Danmark om håndteringen af en økonomisk og finansiel krise på Færøerne. Tre partier gik da ind for fuld selvstændighed: Folkeflokken, Selvstyrepartiet og Republikanerne. De gik frem ved valget, fik 18 af de 32 mandater og dannende regering sammen. Republikanerne blev det største parti, men Folkeflokkens Anfinn Kallsberg blev lagmand.
Regeringen erklærede i sit program, at dens vigtigste mål var at give Færøerne status som selvstændig stat inden for fire år. Der blev indledt forhandlinger med Danmark i maj 2000; men de kørte fast efter nogle måneder. Budskabet fra Danmark var klart; man modsatte sig ikke færøsk selvstændighed, men man agtede i så fald at afvikle den økonomiske støtte over fire år og derefter behandle Færøerne som ethvert andet nordisk broderland. Færøernes regering havde i stedet håbet på en afvikling over 15 år. En planlagt folkeafstemning om en tidsplan for selvstændighedsprocessen blev ikke til noget, da opinionen i mellemtiden var blevet klart negativ.
Regeringsskiftet i Danmark i efteråret 2001 forbedrede forhandlingsklimaet mellem København og Torshavn. I februar 2002 enedes man om, at Færøerne overtager politiet samt ansvaret for indvandrer- og flygtningespørgsmål. Lagtingsvalget i april 2002 gav dobbelt uafgjort med mandaterne fordelt 16-16 såvel mellem venstrefløj og borgerlige som mellem tilhængere og modstandere af fuld selvstændighed. Selvstændighedskoalitionen havde mistet sit flertal, men kunne fortsætte i regeringen med støtte fra Centerpartiets enlige mandat.
Anfinn Kallsberg blev siddende som lagmand og forhandlede sig frem til et regeringsprogram, hvor kravet om selvstyre var tonet ned, hvilket Republikanerne modvilligt måtte acceptere.
I 2003 blev det aftalt med Danmark at Færøerne selv bestemmer, hvornår man vil overtage ansvaret for og finansieringen af de få samfundsanliggender, som stadig styres fra København. I 2004 blev det aftalt, at Færøerne kan forhandle internationalt på rigets vegne om spørgsmål, som især angår dem.
Voksende uenighed mellem Folkepartiet og Republikanerne fik koalitionen til at falde fra hinanden, og der blev holdt nyvalg i januar 2004. En meget gunstig periode for fiskeriet i 1990-erne var ved at blive afløst af krise, store bekymringer for økonomien og mindsket tro på, at øerne kan klare sig helt uden støtte fra Danmark. Socialdemokraterne gik frem og deres leder Johannes Eidesgaard blev ny lagmand og leder af en koalition med Sambandspartiet og Folkeflokken. Øerne har dermed et styre uden de partier, som går stærkest ind for selvstændighed.
Økonomi og erhverv
Historisk var landbruget Færøernes hovederhverv. Fåreavlen var så dominerende, at den gav øerne deres navn, og den er stadig omfattende.
Fiskeriet blev oprindelig drevet i beskeden skala nær kysten og fra åbne både. Men i slutningen af 1800-tallet begyndte færingerne at købe havgående sejlfartøjer af britiske fiskere, som var gået over til dampmaskiner. I dag er havfiskeriet et meget væsentligt erhverv, og fisk og fiskeprodukter udgør næsten 100 procent af Færøernes eksport.
En del af færingernes kødforsyning leveres af grindehvaler. De små hvaler færdes i store flokke, som fra tid til anden kan jages ind på grundt vand ved kysten og slagtes. Denne fangst har vakt protester blandt miljøbeskyttelses- og dyreværnsforkæmpere i udlandet; men bestanden er ikke truet, og færingerne vil ikke afstå fra denne urgamle, traditionelle fangst.
Det indbringende fjernfiskeri blev man tvunget til at reducere, efterhånden som andre lande udvidede deres fiskerizoner, og halvdelen af fangsten tages nu ved Færøerne. Omstillingen til dette fiskeri krævede nye både og redskaber, og fra midten af 1970-erne blev der investeret kraftigt i fiskeflåden, i havbrug og i fiskeindustrien. Desuden blev der satset store summer på infrastrukturen med gode veje, tunneller, broer, sportsanlæg, offentligt byggeri og på private boliger, og der blev lånt mange penge i Danmark og i udlandet.
Resultatet blev en overophedet højkonjunktur, som kulminerede i årene 1986-1988, og færingerne vænnede sig til en levestandard noget over den danske. Udlandsgælden oversteg efterhånden øernes BNP, og finanspolitikken var slap. Da fiskeriet fik problemer, udløstes en accelererende lavkonjunktur. Der fulgte en stribe konkurser og noget for Færøerne helt nyt: arbejdsløshed. Det drev mange færinger til at flytte fra øerne, ikke mindst til fiskeribyerne i Jylland. Indbyggertallet faldt med en tiendedel.
Færøerne fik hjælp af den danske stat til at sanere gælden på betingelse af, at finanspolitikken blev strammet kraftigt op og kom under dansk opsyn. Hjælpen var effektiv og kostede Danmark en milliard kroner udover det årlige bloktilskud til landskassen på en milliard, men fik af mange færinger lave karakterer for det kunstneriske indtryk.
1990-erne var præget af højkonjunktur, og i 2002 blev Danmarks tilskud på det daværende landsstyres eget initiativ reduceret med en tredjedel til godt 600 mio. kr., som svarede til ca. 16 procent af landskassens indtægter. Hensigten var at indlede en proces mod økonomisk uafhængighed. Oppositionen advarede om, at konjunkturerne ville vende, og det er da også sket i 2003-2004. Fiskepriserne på verdensmarkedet er faldet, samtidig med at fangsterne er gået tilbage, fordi visse arter er blevet udnyttet for hårdt, og ørred- og lakseopdrættet i havbrug er blevet ramt af smitsomme sygdomme.
England, Danmark og Færøerne enedes i maj 1999 om grænserne i havområdet vest for Shetlandsøerne og sydøst for Færøerne. Siden har Færøerne givet udenlandske selskaber tilladelse til at søge efter olie. Der er dog endnu ikke fundet tilstrækkelige mængder til en kommerciel udnyttelse.
Skibs- og flyruter forbinder Færøerne med omverdenen. Øernes eneste lufthavn ligger på Vágur (Vågø) vest for hovedøen Streymoy (Strømø) og er vanskelig at beflyve. Indbyrdes forbindes øerne af færgeruter og vejtunneller, og vejnettet er godt udbygget.
Turismen spiller ikke nogen stor økonomisk rolle; men øerne har mange attraktioner, først og fremmest en enestående, dramatisk natur, et rigt fugleliv og fine muligheder for lystfiskere.