Billeje i Bosnien-Hercegovina

Billeje i Bosnien-Hercegovina er en god ide hvis du vil opleve landets kultur og historie på nærmeste hold. Hos Billejeinfo samarbejder vi med alle biludlejningsselskaber om billig billeje i Bosnien-Hercegovina, og du kan nemt og hurtig sammenligne priser og ledige lejebiler i søgemaskinen.

Lej en billig bil i Bosnien-Hercegovina online igennem Billejeinfo og spar penge på  din biludlejning

Foto: Overalt i Bosnien-Hercegovina kan du opleve smuk natur

Geografi og klima

Bosnien & Hercegovina ligger på Balkanhalvøen i det indre af det tidligere Jugoslavien. Landet er meget bjergrigt – mindre end en tiendedel af arealet ligger lavere end 150 m.o.h. Bjergene er ofte skovklædte og er visse steder over 2000 meter høje. I nord, langs grænsefloden Sava, er der frugtbare slettelandskaber, og i sydvest, langs den kun 20 km lange kyst ud til Adriaterhavet, dominerer et typisk middelhavslandskab.
Hovedstaden, Sarajevo, ligger i den centrale del af landet ved floden Bosna, som engang gav navn til den ene af landets to historiske enheder: provinsen Bosnien. Den anden, Hercegovina, ligger i sydvest og udgør en femtedel af det samlede areal.
Efter krigens slutning i 1995 blev Bosnien & Hercegovina opdelt i to nye enheder: den muslimsk-kroatiske Føderationen Bosnien & Hercegovina , (videre i teksten omtalt som “Føderationen”) og Republika Srpska, som domineres af serbere. Føderationen, som omfatter de vestlige og centrale dele af landet, udgør 51 procent af arealet.
Størstedelen af Bosnien & Hercegovina har fastlandsklima med varme somre og kolde vintre. I områderne nær kysten i syd er der middelhavsklima.

  • Areal: 51.564 km2
  • Nabolande: Kroatien, Serbien og Montenegro
  • Tid: som Danmark
  • Hovedstad: Sarajevo (600.000 indb., skøn, 2004)
  • Øvrige større byer: Banja Luka (196.500), Zenica (140.000), Tuzla (123.500), Mostar (94.000)
  • Gennemsnitstemperatur/døgn: Sarajevo -2 grader (januar), 20 grader (juli)
  • Gennemsnitsnedbør/år: 650 mm
  • Højeste bjerg: Cvsrnica (2228 m.o.h.)
  • Vigtigste floder: Sava, Bosna, Drina, Una

Befolkning og sprog

Endnu, næsten ti år efter at krigen i Ex-jugoslavien er afsluttet, er alle oplysninger om befolkningens størrelse og sammensætning meget usikre. Ifølge den officielle statistik har landet omkring 3,8 mio. indbyggere, mens Verdensbankens tal er lidt højere.
Før krigen var den største befolkningsgruppe ifølge en folketælling fra 1991 muslimerne, som udgjorde ca. 44 procent. Der var lidt over 31 procent serbere og 17 procent kroater. En betydelig del af befolkningen, ofte med blandet baggrund, foretrak før krigen at definere sig selv som slet og ret jugoslaver.
Ligesom de øvrige befolkningsgrupper er muslimerne slavere, mens deres forfædre konverterede til islam, da hele området hørte under det osmanniske rige. De er med tiden blevet defineret som en særlig befolkningsgruppe og kaldes stadigt oftere bosniakker, en neutral betegnelse, de også selv bruger. Vi kalder en indbygger i staten Bosnien & Hercegovina bosnier, uanset om denne er bosniak, kroat eller serber.
Ingen ved nøjagtigt, hvor mange der mistede livet under krigen, men man regner med ca. 200.000 mennesker. Omkring halvdelen af indbyggerne flygtede til andre lande eller til andre steder i Bosnien. I starten gik tilbageflytningen langsomt, men i 2004 rapporterede FNs flygtningehøjkommissariat, UNHCR, at over en million bosniere var vendt hjem, heraf knap halvdelen fra udlandet. Der findes dog stadig over en halv million bosniere udenfor landets grænser og over 300.000 interne flygtninge i Bosnien.
Før krigsudbruddet i 1992 levede de forskellige folkegrupper side om side, og mange familier var blandede, selv om der var flere regioner, hvor en af de tre folkegrupper dominerede.
Krigen førte til store folkeomflytninger. Mange blev tvunget til at forlade deres hjem. Gennem “etnisk udrensning” blev mennesker fra “den forkerte” folkegruppe med vold jaget bort fra deres huse, så der blev skabt befolkningsmæssigt ensartede områder. Etnisk udrensning blev hurtigt forbundet med serbernes krigsførelse, men også kroater og bosniakker begik frygtelige ugerninger under krigen.
De fleste serbere bor i dag i Republika Srpska, mens kroaterne og bosniakkerne dominerer hver sin del af Føderationen. Kroaterne bor i almindelighed i syd og vest, mens bosniakkerne er i flertal i de centrale egne.
Ifølge Daytonaftalen skal det være muligt at bevæge sig frit i hele landet, og flygtninge skal kunne vende tilbage til deres gamle hjem, men det har mange steder været umuligt.
I det tidligere Jugoslavien blev serbokroatisk opfattet som ét sprog med regionale variationer. Mens kroater og bosniakker brugte det latinske alfabet, skrev serberne med kyrilliske bogstaver. Serbisk, kroatisk og bosnisk betragtes nu som tre forskellige sprog, men folk kan uden problemer forstå hinanden, og film fra de andre sprogområder bliver f.eks. ikke tekstet, når de vises i fjernsynet eller i biografen.

Religion og uddannelse

De fleste af landets indbyggere bekender sig enten til islam eller kristendommen. Flertallet af muslimerne er sunnitter. Kroaterne er for størstedelens vedkommende katolikker, mens de fleste serbere tilhører den serbisk-ortodokse kirke.
Krigen har givet religionen større indflydelse på hverdagslivet. Tidligere var der mange, der ikke var aktivt religiøse, men nu er religionen med til at styrke de forskellige folkegruppers identitet. Blandt bosniakker er det for eksempel blevet mere almindeligt at overholde muslimske skikke som hovedtørklæde til kvinder, og der er åbnet mange nye koranskoler.
Hele uddannelsessystemet brød mere eller mindre sammen under krigen, og man er møjsommeligt begyndt at blive bygge det op igen. En lovændring i 2003 øgede antallet af obligatoriske skoleår fra otte til ni, og alderen for skolestart blev sat ned til seks år. Samtidig blev der indført fælles læreplaner for grundskoler og gymnasier i alle landets dele. Det skete efter internationalt pres og har til formål at mindske de etniske spændinger, som skolerne menes at være med til at befæste ved at lægge vægt på sprogforskelle og lære børnene forskellige versioner af historien.
Det fireårige gymnasium er ligesom grundskolen gratis og tilbyder både teoretiske og erhvervsforberedende linjer. Der ligger et universitet i Sarajevo. I Føderationen findes universiteter i Mostar (det er delt i to – et kroatisk og et for bosniakker), Biha´c og Tuzla. Republika Srpska har to universiteter, Banja Luka og Øst-Sarajevo (tidligere Srpsko Sarajevo).

  • Indbyggertal: 4,1 mio.
  • Antal indbyggere/km2: 80
  • Andel af befolkningen, der bor i byerne: 44%
  • Fødselstal: 1,2%
  • Dødstal: 0,8%
  • Naturlig befolkningstilvækst: 0,4%
  • Gennemsnitslevealder: kvinder 77 år, mænd 71 år
  • Skolegang: obligatorisk i ni år
  • Andel læsekyndige voksne: godt 85%
  • Befolkningsgrupper: bosniakker (muslimer) 48%, serbere 34%, kroater 15% (skøn 2002)
  • Sprog: bosnisk, serbisk, kroatisk
  • Religion: muslimer, ortodokse kristne, katolikker. Desuden et lille antal protestanter
  • Nationalitetsbetegnelse: bosnier

Kultur

Bosnien & Hercegovina har altid ligget i skæringspunktet mellem forskellige imperier, folkegrupper og religioner, og det har sat sig spor i kulturen. Slaviske traditioner er blevet blandet med orientalsk kultur i århundreder med tyrkisk indflydelse og siden blevet påvirket af det centraleuropæiske habsburgske rige. Efter Anden Verdenskrig kom der også noget fælles, jugoslavisk, til. Sarajevo var med sin blandede befolkning det vigtigste symbol på denne mange facetterede kulturrigdom.
Under den tre år lange belejring og beskydning af Bosnien & Hercegovinas hovedstad i krigen 1992-1995 forsvandt meget af dette rige og multikulturelle liv, og sådan var det også i mange andre dele af landet. Ødelæggelsen af den nationale kulturarv blev mest iøjnefaldende, da kroatisk artilleri i 1993 skød den berømte stenbro i byen Mostar i stykker, eller da serberne i begyndelsen af krigen satte ild til det gamle centralbibliotek i Sarajevo. Under krigen var det i det hele taget almindeligt, at den ene part ødelagde symboler på den anden parts kultur, f.eks. moskeer og kirker.
Noget af dette har man fem år efter slutningen af krigen nået at bygge op i fysisk forstand, f.eks. er både broen i Mostar og Sarajevos bibliotek genopbygget, men atmosfæren fra tiden før krigen er ikke blevet genskabt.
Landets mest kendte forfatter er nobelpristageren Ivo Andri´c, der har skrevet Broen over Drina. I de senere år har filminstruktøren Emir Kusturica fra Sarajevo gjort sig kendt med blandt andet Underground og Sort Kat, Hvid Kat.

Mmedier
Bosniens deling i to, der blev resultatet af Daytonaftalen fra 1995, ses tydeligt afspejlet i mediebilledet i dag. De fleste aviser og elektroniske medier er knyttet til en bestemt folkegruppe eller politisk organisation, selv om de kalder sig uafhængige.
Før og under krigen spillede medierne en stor rolle i spredningen af propaganda, som pustede til de nationalistiske stemninger og var medvirkende til krigsudbruddet. I dag, ti år efter fredsaftalen, har demokratiske kræfter stadig svært ved at vinde terræn. De nationalistiske grupper spiller stadig på mistroen mellem de tidligere krigsførende parter.
Det internationale samfund har spillet en aktiv rolle i at forsøge at skabe forudsætninger for uafhængige medier. Den “høje repræsentant” indførte regler for, hvad der måtte siges i radio go fjernsyn og bidrog til, at en landsdækkende, statsfinansieret tv-kanal – BHTV1 – kunne indlede sine udsendelser i 2004. På det tidspunkt fandtes der allerede public-service-kanaler i både Føderationen (RTV FBiH) og i Republika Srpska (RTRS).
Herudover findes et stort antal kommercielle radio og tv-stationer, de fleste af dem lokale.
Af de syv dagblade, der blev udgivet i Bosnien & Hercegovina i 2004 var der kun et, der forsøgte at være landsdækkende. Det var Nezavisne Novine (“den uafhængige avis”), med hovedkontor i Banja Luka. Størst var Dnevni Avaz, der betragtes som talerør for det bosniakiske parti SDA. Den ældste avis er Oslobodenje, som også var den eneste, der udkom regelmæssigt under krigen.
Mange af kroaterne i Bosnien læser aviser, der udgives i Kroatien, ligesom mange af serberne foretrækker aviser publiceret i Serbien.

Politik

Daytonaftalen, der i 1995 betød en afslutning på krigen, indeholdt også en ny forfatning for Bosnien & Hercegovina. Den indebar, at staten består af to, næsten lige store administrative enheder: Republika Srpska, som domineres af serbere, og Føderationen Bosnien & Hercegovina, hvor der næsten udelukkende bor bosniakker og kroater.
Den eneste undtagelse er Brcko-distriktet, som ligger ved grænsen til Kroatien i nord og deler Republika Srpska i to dele. Brckos status blev fastlagt ved international voldgift i 1999. Området har egen forvaltning og er direkte underlagt de centrale myndigheder.
Statens konstruktion indebærer, at der findes lovgivende og udøvende myndigheder både på nationalt niveau og i de to dele. Forfatningen befæster også befolkningens inddeling i tre grupper. Det indebærer, at overhusene i de to landsdele har repræsentanter fra alle tre grupper i henhold til bestemte kvoter. Beslutninger, som vedrører udenrigspolitik, finanspolitik og andre overordnede områder, skal træffes på nationalt niveau, mens de fleste øvrige sager delegeres ud til de to enheder.
Det internationale samfund har presset på for i højere grad at få landet til at fungere som én stat, men i realiteten er der stadig – ti år efter krigen – tale om to separate enheder inden for noget, der bedst kan betegnes som et internationalt protektorat. Det forvaltes af den såkaldte “høje repræsentant” (siden 2002 briten Paddy Ashdown), som ifølge bestemmelserne i Daytonaftalen skal samordne genopbygningen af landet.
Den høje repræsentant, der udpeges af de lande og organisationer, som stod bag Daytonaftalen, har vide beføjelser til at udfærdige love og nedlægge veto mod love samt afsætte de politikere og embedsmænd, han mener, forsøger at lægge hindringer i vejen for fredsprocessen. Det skete senest i marts 2005, da Ashdown fyrede det kroatiske medlem af præsidentrådet i Bosnien & Hercegovina, Dragan Covi´c. Omkring den høje repræsentant findes en forvaltning på ca. 600 personer i 2004.

Der afholdes præsident og parlamentsvalg samtidig for hele Bosnien og i de to delrepublikker, fra 2002 hvert fjerde år. På nationalt niveau indehaves den lovgivende magt af et parlament med to kamre: underhuset, repræsentanternes hus, og overhuset, folkenes hus. Medlemmerne af repræsentanternes hus vælges direkte af folket. En tredjedel af de 42 mandater er reserveret kandidater fra Repulika Srpska, mens resten fordeles mellem kandidater fra Føderationen.
De 15 medlemmer af folkenes hus vælges indirekte: 10 vælges af parlamentet i Føderationen og resten af Republika Srpskas parlament. I valget skal der tages hensyn til, at de tre folkegrupper repræsenteres ligeligt, altså af fem medlemmer hver.
Den udøvende magt på nationalt niveau er delt mellem et præsidentråd og en regering. Præsidentrådet består af en muslim, en kroat og en serber, som vælges i flertalsvalg. De skiftes til at sidde på præsidentposten i otte måneder hver. Efter parlamentsvalget i 2002 er der kun én ministerpræsident (tidligere gik også den post på omgang). Alle mandatperioder er fireårige, både på nationalt niveau og i de to enheder.

Føderationen
Også i Føderationen har parlamentet to kamre. Repræsentanternes hus har 98 medlemmer, som vælges i direkte forholdstalsvalg. De 58 medlemmer af folkenes hus vælges indirekte af kantonernes lovgivende forsamlinger. I overhuset skal der være 17 bosniakker, 17 kroater, 17 serbere og 7 “andre”. Præsidenten for Føderationen vælges af parlamentet. Føderationen er inddelt i ti, forholdsvis selvstændige kantoner samt i 84 kommuner, og der afholdes også almindelige valg på regionalt og lokalt niveau.

Republika Srpska
Republika Srpskas parlament har et kammer, nationalforsamlingen, med 83 medlemmer, som vælges i direkte forholdstalsvalg. Nationalforsamlingen sammensætter også et folkenes råd med 28 medlemmer (der ikke også må være parlamentsmedlemmer): otte fra hver af de tre dominerende folkegrupper og fire “andre”. Præsidenten vælges i direkte, almindelige valg. Det samme gælder borgmestrene i de 64 kommuner og medlemmerne af kommunernes byråd.

Politiske partier
Noget forenklet kan man sige, at bosnisk politik er kendetegnet af kampen mellem på den ene side politikere, som sammen med det internationale samfund vil genopbygge en multietnisk stat, og på den anden side de nationalistisk orienterede partier, der slås for deres egne folkegruppers rettigheder. De tre nationalistpartier dominerer i stor udstrækning det politiske liv,  hvilket kom klart til udtryk ved både de nationale valg i 2002 og kommunalvalgene i efteråret 2004.
Det største bosniakiske interesseparti er Partiet For Demokratisk Handling (Stranka demokratske akcije, SDA). Dets serbiske modpart er Det Serbiske Demokratiske Parti (Srpska demokratska stranka, SDS), og dets kroatiske konkurrent hedder Den Kroatiske Demokratiske Union (Hrvatska demokratska zajednica, HDZ).
Repræsentanter for disse partier fremstiller gerne sig selv som de eneste troværdige forsvarere af de respektive folkegruppers interesser. For at overleve politisk og for at beholde deres privilegier har disse politikere et fælles behov for at bevare spændingen mellem folkegrupperne og dermed forhindre, at den politiske situation i landet bliver normaliseret.
Der findes også andre, mindre nationalistiske, partier, som repræsenterer en bestemt folkegruppe. Visse partier tiltrækker også vælgere fra flere forskellige folkegrupper. Et sådant er Det Socialdemokratiske parti (Socijaldemokratska Partija BiH, SDP), der har ambitioner om at være et moderne socialdemokratisk og multietnisk parti, selv om det domineres af bosniakker. SDP blev største parti ved valget i 2000.
Vigtige årstal i Bosnien & Hercegovinas historie
1300-tallet    Bosnien bliver et selvstændigt kongerige
1400-tallet    tyrkisk erobring
1878    Berlinkongressen beslutter, at området skal forvaltes af ØstrigUngarn
1918    Bosnien bliver en del af “Serbernes, kroaternes og slovenernes kongerige”
1929    Kongeriget Jugoslavien
1941    Jugoslavien invaderes af Tyskland m.fl. Bosnien indlemmes i den kroatiske, nazistiske lydstat
1945    Den socialistiske forbundsrepublik Jugoslavien
1990    første flerpartivalg
1992    krigsudbrud
1995    massakren i Srebrenica; Daytonaftalen gør en ende på krigen

Ældre historie

Det område, som i dag udgør Bosnien & Hercegovina, var formodentlig beboet af illyriske stammer, da det blev erobret af romerne i århundrederne før vor tidsregnings begyndelse. Kejser Augustus oprettede provinsen Illyricum, som først blev delt mellem Det Østromerske og Det Vestromerske rige, men som siden i sin helhed kom til at høre ind under Det Østromerske Rige, Byzans. Fra 500-tallet indvandrede slaviske folk, og overhøjheden over Bosnien & Hercegovina vekslede i de følgende århundreder mellem byzantinske herskere samt serbiske og ungarske fyrster.
I 1300-tallet blev Bosnien et selvstændigt kongerige, men blev snart svækket af indre strid og osmanniske (Tyrkiet) angreb. Osmannerne indtog landet i 1463. Hercegovina var 1448-1483 et selvstændigt hertugdømme (navnet kommer af det tyske ord for hertug, herzog), men blev til sidst også underlagt tyrkerne. Tyrkerne forsøgte ikke aktivt at omvende indbyggerne til islam – de var primært interesseret i dem som skatteydere og soldater. Størstedelen af den bosniske adel valgte alligevel at konvertere for at få lov at beholde deres godser og rettigheder, og deres eksempel blev fulgt af en del af bondebefolkningen. Ved slutningen af 1600-tallet var tre fjerdedele af befolkningen muslimsk.
Det osmanniske rige blev svækket i 1800-tallet, og efter den sidste russisk-tyrkiske krig 1877-1878 sammenkaldte de europæiske stormagter en kongres i Berlin for at trække nye grænser på Balkan. Kongressen besluttede, at Bosnien og Hercegovina skulle forvaltes af det habsburgske dobbeltmonarki i Østrig-Ungarn “for den tyrkiske sultans regning”.
I 1908 annekterede dobbeltmonarkiet formelt Bosnien og Hercegovina, som i 1910 fik en forfatning, der gjorde de to dele til et samlet forvaltningsområde med en provinsregering i Sarajevo.
Den 28. juni 1914 blev Sarajevo skueplads for den begivenhed, der udløste Første Verdenskrig. Under et besøg i byen blev den østrig-ungarske tronfølger, Franz Ferdinand, dræbt af Gavrilo Princip, et medlem af den serbiske organisation Den Sorte Hånd. Motivet til mordet var serbisk modstand mod Franz Ferdinands planer om at slå de dele af dobbeltmonarkiet, der havde en overvejende slavisk befolkning, sammen til et fælles, selvstyrende område. En sådan ide ville gøre serbiske planer om at skabe en decideret sydslavisk stat sværere at realisere.
Under krigen forhandlede den serbiske eksilregering med kroater og slovenere om at gå sammen i en fælles stat. Da det habsburgske monarki var faldet i oktober 1918, blev Serbernes, kroaternes og slovenernes kongerige udråbt under Serbiens kong Aleksandar. Dermed var grunden lagt til den sydslaviske stat, som i 1929 blev omdøbt til Kongeriget Jugoslavien. “Jugo” betyder syd.
Landets sammenhold blev truet af indre modsætninger, især mellem serberne, der var interesseret i en stærk centralmagt, og de kroater, der ikke ville styres fra Beograd. I 1934 blev også den serbiske konge myrdet under et statsbesøg i Frankrig af den kroatiske fascistiske ustasa-bevægelse.
Den største trussel mod landet viste sig imidlertid at komme udefra: I 1939 udbrød Anden Verdenskrig, og knap to år senere blev Jugoslavien invaderet af aksemagterne og deres allierede (Tyskland, Italien, Ungarn og Bulgarien). Landet blev delt op, og næsten hele Bosnien & Hercegovina havnede under den såkaldt Uafhængige Stat Kroatien (Nezavisna Drzava Hrvatska, NDH), som med tysk støtte blev styret af ustasa og deres leder, Ante Paveli´c. Ustasa gav sig blandt andet til barbarisk at forfølge jøder, sigøjnere og politiske modstandere, men også det serbiske mindretal, som man med tvang ville omvende til katolicismen.
To rivaliserende modstandsgrupper i Jugoslavien kæmpede mod besættelsesmagterne og ustasa-regimet: dels de kongetro cetnikker, dels partisanerne under det jugoslaviske kommunistpartis leder, kroaten Josip Broz Tito. De to modstandsbevægelser forsøgte først at samarbejde, men begyndte snart at bekæmpe hinanden.  Tito ønskede et socialistisk Jugoslavien efter krigen, mens cetnikkerne ville genindføre monarkiet. De indbyrdes konflikter udviklede sig til en rendyrket krig, og de værste kampe kom til at stå netop i Bosnien & Hercegovina.
Partisanerne fik støtte af både de allierede bla. England og USA samt Rusland. De indtog Beograd i september 1944 og dannede ved krigens afslutning regering med Tito som ministerpræsident. Da krigen var forbi, havde en tiendedel af Jugoslaviens befolkning mistet livet. Der var faldet flere ofre ved de interne stridigheder end i kampen mod besættelsesmagterne.

Historie efter 1945

Efter Anden Verdenskrig blev Bosnien & Hercegovina en delstat i Den Socialistiske Forbundsrepublik Jugoslavien. I stor udstrækning var dette land Titos konstruktion, og han skulle komme til at regere det frem til sin død i 1980.
Tito var til at begynde med en lydig elev af sovjetlederen Josef Stalin, og kommunistpartiet var det eneste tilladte parti. Al opposition blev undertrykt, og store dele af erhvervslivet blev gjort statsligt. Meget hurtigt valgte Tito dog at gå sine egne veje, hvilket førte til et brud med Stalin i 1948. Nu førte Tito, som i stedet søgte støtte i Vesten, landet i retning af en “socialistisk markedsøkonomi”, der omfattede arbejderselvstyre. Titos Jugoslavien kom også til at føre en udenrigspolitisk linje, der var uafhængig af Sovjetunionen, og var i 1961 en af initiativtagerne til Den Alliancefri Bevægelse sammen med Nehrus Indien og Nassers Egypten.
Sammenlignet med andre stater i Østeuropa opnåede Jugoslavien en høj levestandard med god adgang til forbrugsvarer, mulighed for at rejse i både øst og vest og omfattende handel med Vesteuropa. Den økonomiske standard var dog ujævnt fordelt med de forholdsvis velstående nordlige dele af Jugoslavien, delrepublikkerne Slovenien og Kroatien, samt fattigere områder som det centrale Bosnien, den serbiske provins Kosovo og delrepublikken Makedonien.
Efter Titos død i 1980 begyndte den jugoslaviske konstruktion at falde sammen.  De nationale modsætninger, der var blevet holdt nede af Tito, kom nu op til overfladen, og politiske ledere som Slobodan Milosevic i Serbien og Franjo Tudman i Kroatien pustede til ilden.

Da parlamenterne i Slovenien og Kroatien vedtog selvstændighedserklæringer i begyndelsen af 1990erne, fik Bosnien & Hercegovina store problemer. Delrepublikken var i visse henseender et Jugoslavien i miniature med sin blandede befolkning af bosniakker, serbere og kroater. Alle tre folkegrupper frygtede i princippet for fremtiden. Bosniakekrne og til en vis grad kroaterne var bekymrede for, om de ville få svært ved at hævde sig over for serberne, hvis Slovenien og Kroatien forlod føderationen, og denne dermed blev domineret af Serbien. De bosniske serbere frygtede på deres side, at selvstændighed for Bosnien & Hercegovina ville føre til, at de blev prisgivet et flertal af bosniakker og kroater. Ved Bosniens første flerpartivalg i 1990 stemte de fleste derfor på det parti, som repræsenterede deres egen folkegruppes interesser.
Efter at Slovenien og Kroatien havde forladt Jugoslavien i sommeren 1991 og efterfølgende blev udsat for angreb fra den serbisk-dominerede jugoslaviske hær, JNA, voksede modsætningerne også i Bosnien. Ved månedsskiftet februar-marts 1992 blev der afholdt en folkeafstemning om selvstændighed. Et overvældende flertal af bosniakker og kroater stemte for, mens serberne hovedsagelig boykottede afstemningen. I april blev Bosnien & Hercegovina anerkendt som en selvstændig stat af USA og det daværende EF, og måneden efter blev landet optaget i FN. Men da var krigen allerede begyndt.
Kampene, der brød ud i april 1992, stod i starten mellem serbiske halvmilitære enheder og styrker, der bestod af bosniakker og bosniske kroater. Fra centralregeringen i Beograd udgik der ordre om, at den jugoslaviske forbundshær, JNA, skulle trække sig tilbage fra Bosnien & Hercegovina, men flertallet af soldaterne var bosniske serbere, som blev i landet med deres våben, ophidset dertil af bl.a. Slobodan Milosevic. Serberne i Bosnien blev også forsynet med våben fra forbundshærens lagre.

Mens de bosniske serbere fik støtte fra Serbien, og de bosniske kroater fra Kroatien, måtte bosniakkerne klare sig uden stærke naboer. De fik ganske vist en vis økonomisk hjælp og nogle mindre troppeforstærkninger fra den arabiske verden og andre muslimske stater.
Til at begynde med var krigslykken med serberne. I løbet af seks uger i forsommeren 1992 fik de kontrol med to tredjedele af Bosnien & Hercegovina. De bosniske regeringstropper sloges formelt for den nye, multietniske stat Bosnien & Hercegovina, men såvel de statslige institutioner som hæren var domineret af bosniakker. Efter den indledende serbiske offensiv lykkedes det regeringstropperne at samles til forsvar af landets centrale dele, Sarajevo og nogle muslimsk dominerede byer i øst.
De bosniske kroater samarbejdede i begyndelsen med bosniakkerne mod serberne. I juli 1991 udråbte de dog en selvstyrende kroatisk stat, Den Kroatiske Republik Herceg-Bosna, i de områder, hvor de bosniske kroater dominerede. Samme efterår blussede der blodige kampe op mellem bosniakker og kroater. Muslimerne mente, kroaterne gjorde op med serberne på deres bekostning, og begyndte at anklage kroaterne for at udøve etnisk udrensning i de centrale dele af Bosnien & Hercegovina.

Krigen kom til at vare i godt tre et halvt år. Den krævede rundt regnet 200.000 menneskeliv og drev halvdelen af landets indbyggere på flugt. Sarajevo blev udsat for en belejring med tilbagevendende artilleribeskydning under hele krigen. Gruopvækkende tv-billeder viste bl.a. ødelæggelsen efter granater, som var landet på en markedsplads fuld af folk eller midt i en kø af mennesker, som ventede på at købe brød.
Det internationale samfunds forsøg på at standse krigen var vage og alle frugtesløse. Der blev fremlagt forskellige fredsplaner, men det lykkedes ikke nogen af dem at vinde støtte fra alle parter.
Allerede ved krigens udbrud befandt en FN-styrke, UNPROFOR, sig i Sarajevo for at opretholde våbenhvilen i Kroatien. Denne styrke fik i midten af 1990erne bl.a. til opgave at forsvare de byer og områder, som FN erklærede for “sikre zoner”. Til dem hørt byen Srebrenica. Det lykkedes dog ikke UNPROFOR at forhindre, at byen faldt i serbiske hænder, og at omkring 7000 af dens bosniakiske indbyggere derefter blev dræbt i den værste massakre i Europa siden Anden Verdenskrig.
Et vigtigt skridt mod en fredsslutning blev taget med Washington-aftalen i 1994, da muslimer og kroater enedes om at skabe Føderationen Bosnien og Hercegovina, som efter krigen kom til at udgøre den ene administrative enhed i staten Bosnien & Hercegovina. Det afgørende vendepunkt kom dog først i 1995. De serbiske stillinger vaklede efter omfattende kroatiske offensiver i såvel Kroatien som Bosnien & Hercegovina. Efter trusler om NATO-intervention og med stramt styrede forhandlinger på en militærbase i Dayton, Ohio, med præsidenterne for de tre lande, som var inddraget i krigen – Alija Izetbegovic fra Bosnien & Hercegovina, Serbiens Slobodan Milosevic og Kroatiens Franjo Tudman – lykkedes det i november 1995 at indgå den såkaldte Daytonaftale.

Med Daytonaftalen ophørte krigene i det tidligere Jugoslavien, og Bosnien & Hercegovina stod over for en lang og møjsommelig genopbygningsproces. Den omfattende fredsaftale behandlede både militære og civile aspekter af genopbygningen og fastslog, at det internationale samfund skulle vælge en særlig såkaldt “høj repræsentant”, der fik til opgave at styre processen.
I den militære del af fredsaftalen indgik blandt andet, at en NATO-ledet styrke, IFOR, på 60.000 mand skulle stationeres i landet. I sommeren 1996 havde IFOR medvirket til, at de forskellige væbnede styrker havde trukket sig tilbage til deres respektive landsdele, men der herskede stadig stærke spændinger i landet. IFOR blev slanket i 1996 og fik samtidig et nyt navn, SFOR (Stabilization Force), der fortsatte de fredsbevarende opgaver. I juni 2004 omfattede SFOR omkring 7.000 mand, men ved årets slutning var de trukket ud af Bosnien og erstattet med en cirka lige så stor EU-styrke.
Det var betydeligt mere kompliceret at gennemføre civile dele af fredsaftalen, dels fordi de berørte så mange forskellige områder  alt lige fra flygtninge og menneskerettigheder til politik og økonomi  dels fordi ansvaret for disse områder efterhånden skulle lægges over på de bosniske politiske institutioner, som var blevet bygget op efter krigen. De bosniske politikere havde svært ved at enes om næsten alle vigtige reformer. Derfor kom ansvaret for at skabe et fungerende samfund i stor udstrækning til at hvile på den “høje repræsentant”.

De første valg efter freden blev afholdt i september 1996 og betød en sejr til de nationalistisk orienterede partier. Også ved det følgende valg i 1998 havde nationalistpartierne størst vælgertilslutning, men ved valget i 2000 skete der en ændring. Sejren gik til Alliancen for Forandring, en samling af ti, mere moderate partier under ledelse af det reformvenlige socialdemokratiske , SDP.
Til trods for alle de vanskeligheder, der fulgte i kølvandet på krigen, blev der alligevel taget visse konkrete skridt mod en normalisering af samfundet. De føderale myndigheder blev langsomt styrket, og en fælles valuta indført. Efterhånden kunne flere og flere flygtninge også vende hjem. I slutningen af 1990erne blev der organiseret fem store donorkonferencer, som resulterede i milliardbistand til landet.
Til fremskridtene hører også, at personer, der var anklaget for krigsforbrydelser, blev tvunget til at forlade deres offentlige poster. En del blev idømt lange fængselsstraffe ved den internationale krigsforbryderdomstol for det tidligere Jugoslavien i Haag. Blandt dem var Republika Srpskas tidligere præsident, Biljana Plavsic, der blev idømt 11 års fængsel i 2003. Samme år blev den bosnisk-serbiske læge Milomir Stakic idømt fængsel på livstid. Stakic var chef for den militærstab, serberne oprettede i byen Prijedor i det nordlige Bosnien i 1992, og den øverst ansvarlige for de berygtede lejre Omarska, Keraterm og Trnopolje. I disse lejre blev tusinder af bosniakker og bosniske kroater holdt indespærret under umenneskelige forhold.

I oktober 2002 blev de første valg, som de bosniske myndigheder selv havde arrangeret, afholdt. Der var valg til parlament og præsidentråd på nationalt niveau, til Føderationens parlament samt til parlament og præsidentposten i Republika Srpska. Mandatperioden blev fra og med dette valg udvidet til fire år.
Resultatet blev, at de nationalistiske partier atter gik frem, trods omverdenens forsøg på at støtte de mere moderate kræfter. Disse partier var ikke sene til at udnytte de åbenlyse modsætninger i regeringskoalitionen Alliancen for Forandring, der havde siddet ved magten i knap to år. Ikke mindst det største parti i regeringen, Det Socialdemokratiske Parti, SDP, var blevet udsat for hadske angreb, hvilket også førte til splittelse inden for partiet.
Nationalistpartierne – SDA, der repræsenterer bosniakkerne, det kroatiske HDZ og det serbiske SDS – høstede flest stemmer inden for deres respektive befolkningsgrupper. Valgresultatet skal formodentlig også ses på baggrund af, at der kun var blevet gennemført få reformer, der havde ført til forbedringer for den almindelige borger. Valgdeltagelsen var lav, kun 55 procent.
De tre ovennævnte partier dannede en koalition med to mere moderate, nationalistisk indstillede partier – det bosniakiske SbiH og det serbiske PFP – under SDAs Adnan Terzic. Posterne i præsidentrådet tilfaldt Sulejman Tihic fra ADA, Dragan Covic fra HDZ og Mirko Sarovic fra SDS. Sarovic blev dog snart tvunget til at gå af efter en politisk skandale. Han blev afløst af Borislav Paravac. I marts 2005 afskedigede den høje repræsentant endvidere det kroatiske medlem af nationens præsidentråd, Dragan Covic, efter at denne nægtede selv at gå af. Fyringen skyldes, at det internationale samfund ikke havde tillid til og ikke ville samarbejde med Covic, efter at statsadvokaten for Bosnien & Hercegovina havde rejst tiltale mod ham for korruption og embedsmisbrug.
Modsætningerne mellem de forskellige nationalistiske grupper og mellem dem og reformtilhængerne betyder, at regeringssamarbejdet er ineffektivt, og regeringen har flere gange været ved at falde.
Også i statens to enheder dannede nationalistpartierne koalitionsregeringer med mere moderate partier. Lokalvalgene i efteråret 2004 befæstede kun de etnisk orienterede partiers dominans.
Samtidig fortsatte det internationale samfund gennem den høje repræsentant og diverse finansielle institutioner sine forsøg på at få Bosnien & Hercegovina til at fungere som en samlet stat. Der fandtes ingen landsdækkende, offentlige organer, før der i 2001 blev oprettet en national grænseovervågningsstyrke.
Efter i 2002 at være blevet enige om at danne en fælles, fredsbevarende styrke til indsatser i udlandet, erklærede militæret i begge statens enheder sig i 2003 rede til at høre under et fælles forsvarsministerium. Der blev også oprettet en højesteret og et statsadvokatkontor for hele landet. Der er desuden taget skridt til en reform af skattevæsenet og indførelse af en fælles toldmyndighed.

Føderationen

Også i føderationen har det politiske liv været præget af modsætninger mellem reformtilhængere og nationalister samt mellem de to dominerende befolkningsgrupper.
Det bosniakiske SDA gik frem ved valget i 2002 og fik en tredjedel af stemmerne, mere end dobbelt så meget som det multietniske, socialdemokratiske SDP, der oplevede en stor tilbagegang. Efter valget dannede SDA en vakkelvorn regeringskoalition med HDZ, og parlamentet valgte Niko Lozancic fra HDZ til Føderationens præsident. Regeringsleder blev Ahmet Hadzipasic fra SDA. Men regeringssamarbejdet knagede i furerne, da de to partier trak i hver sin retning i spørgsmål om bl.a. efterretningstjenesten og ændringer af pensionssystemet. Et stridsæble var også byen Mostar, der efter krigen forblev delt i en bosniakisk og en bosnisk kroatisk del med hver sin forvaltning og tilbagevendende uroligheder. Først i 2004 blev byen genforenet i administrativ henseende på direkte ordre fra den høje repræsentant.
Spændingerne mellem bosniakker og kroater var et tilbagevendende problem, som i marts 2001 udviklede sig til åben konflikt. Repræsentanter for det kroatisk-nationalistiske HDZ erklærede, at de områder, som partiet styrer, nu skulle udgøre en selvstændig politisk enhed i direkte modstrid med Daytonaftalen. Den høje repræsentant svarede med at afskedige HDZ-lederen, Ante Jelavic, fra posten i landets præsidentråd. Der var også sammenstød mellem kroatiske separatister og SFOR-soldater.

Republika Srpska

I Republika Srpska har det førende nationalistiske parti, SDS, domineret det politiske liv siden krigen. Det er delrepublikkens største parti, selv om det gik tilbage fra 38 til 31 procent ved valget i 2002. Regeringen består af de samme partier som på nationalt niveau og regeringsleder er Dragan Mikerevic fra PDP. Præsidentvalget blev vundet af SDS-kandidaten Dragan Cavic.
SDS’ grundlægger og de bosniske serberes leder under krigen, Radovan Karadzic, er efterlyst for krigsforbrydelser, og partiet har ofte svært ved at overbevise omverdenen om, at det går ind for Daytonaftalens grundprincip om et samlet Bosnien. I juni 2004 tog den høje repræsentant det drastiske skridt at afsætte 60 bosniske serbere fra en række ledende poster, fordi de angiveligt lagde hindringer i vejen for en tilfangetagelse af Karadzic. Blandt de afsatte var SDS-leder og parlamentsformand Dragan Kalinic.
I december 2004 afskedigede den høje repræsentant yderligere ni bosnisk serbiske politifolk og sikkerhedsofficerer, igen med det formål at presse de bosnisk serbiske myndigheder til at udlevere personer, der var mistænkt for krigsforbrydelser. Samtidig indførte USA indrejseforbud for repræsentanter for Republika Srpskas regering. Ministerpræsident Mikerevic reagerede ved at gå af, og det samme gjorde udenrigsministeren på nationalt niveau, den bosnisk-serbiske Mladen Ivanic. Ny ministerpræsident i delrepublikken blev Pero Bukejlovic fra SDS.

  • Officielt navn: Bosna i Hercegovina – Bosnien & Hercegovina
  • Statsform: republik
  • Statsledere: præsidentrådet.
  • Vigtigste politiske partier (mandater efter valget i 2002): SDA (10), SbiH (6), SDS (5), HDZ og Kristendemokraterne (5), SDP (4), SNSD (3), PDP (2)
  • Medlemskab af internationale og regionale organisationer: Europarådet, FN, OSCE, Stabilitetspagten for Syd- og Østeruropa
  • Forsvarsstyrker: den bosnisk-kroatiske føderation 8.000 mand. Republika Srpska 4.000 mand
  • Forsvarsudgifter: 152 mio. US dollar

Udenrigspolitik og forsvar

Bosnien & Hercegovinas udenrigspolitik har siden krigsafslutningen været præget af en stærk afhængighed af udlandet. Konstruktionen med de to selvstyrende enheder har gjort, at centralmagten er svag, og landet bliver i stor udstrækning holdt sammen af pres udefra. EU har lidt efter lidt overtaget rollen som ledende international aktør fra USA, der var drivkraften bag Daytonaftalen og gennem NATO havde en dominerende stilling i de første år efter krigen.
Presset består i stadig mindre grad af militær tilstedeværelse. Den oprindelige fredsbevarende styrke på 60.000 mand var i 2004 blevet skåret ned til 7000, og blev i slutningen af året erstattet af en styrke i EU-regi. Det er også EU, der har ansvaret for politistyrkerne i landet.
I stedet forsøger det internationale samfund at lægge pres på Bosnien & Hercegovina med økonomiske midler. Selv om den direkte tilførsel af bistandsmidler er aftaget noget, får landet stadig stor økonomisk hjælp udefra. Men vigtigere er nok den gulerod, et fremtidig EU-medlemskab udgør. De kræfter, der arbejder for, at landet skal fungere som en moderne, uafhængig stat, sætter reformer højt på den politiske dagsorden i forsøget på at fremme den europæiske integration. At nabolandet Kroatien i 2004 blev officielt kandidatland, har næppe gjort ambitionerne mindre.
Denne kurs modarbejdes dog ofte af dem, de er imod integrationen inden for landets grænser. Den største anstødssten har været samarbejdet med FNs krigsforbryderdomstol for det tidligere Jugoslavien i Haag. Modstanden mod at udlevere mistænkte krigsforbrydere er særligt stor i Republika Srpska. Manglende samarbejde med domstolen var dog ikke den eneste grund, der blev anført, da EU-kommissionen i 2003 gav afslag på en ansøgning fra Bosnien & Hercegovina om at indlede forhandlinger om en associeringsaftale med EU, hvilket er første skridt på vejen mod medlemskab. EU-kommissionen stillede også krav om yderligere reformer for at styrke retssikkerheden og demokratiet og forbedre erhvervslivets vilkår.

I 2002 blev Bosnien & Hercegovina optaget som medlem af Europarådet – en anerkendelse af, at landet er ved at tilpasse sig omverdenens krav.
Landet er også medlem af den såkaldte Stabilitetspagt For Syd- og Østeuropa. Pagtens formål er at tilbyde landene på Balkan økonomisk hjælp til genopbygning mod, at de gennemfører politiske reformer og indleder et regionalt samarbejde.
Der er også et udbredt ønske om et bosnisk medlemskab af NATO, i første omgang Partnerskab for Fred, PFP. Det fik de to hære i Føderationen og Republika Srpska til i 2003 at gå med til at høre unde en fælles forsvarsminister og en fælles øverstbefalende. Desuden skal de to hære have samme uniform, et vigtigt symbolsk skridt for de to tidligere fjender. I 2004 blev det besluttet, at de samlede forsvarsstyrker skal beskæres til 12.000 mand.
Forholdet til nabolandene Serbien og Kroatien blev bedre, da de nationalistiske ledere, som styrede disse lande op gennem 1990’erne, forsvandt fra deres poster. Ved et topmøde mellem Bosnien & Hercegovina, Kroatien og Jugoslavien (nu Serbien og Montenegro) i 2002 lovede disse landes ledere at respektere landegrænserne i regionen, at styrke det regionale samarbejde og at give flygtninge bedre muligheder for at vende hjem.

  • BNP/indbygger: 6100 US dollar
  • Diverse sektorers andel af BNP: landbrug 14%, industri 30%, service og andet 55%
  • Naturressourcer: brunkul, bauxit, metaller
  • Årligt eksport: 1,5 mio. US dollar
  • Årlig import: 5,4 mia. US dollar
  • Vigtigste eksportvarer: træ og papir, stål, energi, tekstiler
  • Vigtigste importvarer: levnedsmidler, køretøjer, industrivarer, energi
  • Vigtigste handelspartnere: Kroatien, Tyskland, Serbien og Montenegro, Italien, Slovenien
  • Valuta: konvertibel mark

Økonomi

Bosnien & Hercegovina var det tidligere Jugoslaviens næstfattigste delrepublik og var stærkt afhængig af tilskud fra forbundsstaten. Det var derfor et hårdt slag for økonomien, da dette udligningssystem faldt væk ved Jugoslaviens opløsning. De sidste rester af en fungerende samfundsøkonomi brød sammen, da der udbrød krig: produktionen faldt med 90 procent, BNP faldt med 80 procent, og arbejdsløsheden bredte sig. Mange industrivirksomheder blev ødelagt eller måtte lukke på grund af forsyningsproblemer.
Den økonomiske vækst lå i de første efterkrigsår på mellem 10 og 20 procent, blandt andet fordi omverdenen pumpede penge i genopbygningsprocessen. Da bistanden begyndte at aftage, faldt væksten også kraftigt – den blev anslået til 3,5 procent i 2003. Det er målet at nå op på en vækst på 5-6 procent, hvis den udbredte fattigdom skal bekæmpes.
Det har været sværere, end mange havde forudset, at skabe forudsætninger for en økonomisk genrejsning efter krigen. Det drejer sig ikke blot om at genopbygge det, der engang var, men også om at skabe noget nyt, som kan hævde sig i en moderne markedsøkonomi. Uigennemskuelige regler og manglende koordinering indenfor de forskellige offentlige forvaltninger har hæmmet investeringslysten.
I 2004 lå BNP stadig langt under niveauet fra før krigen, men der var lyspunkter: siden krigen er produktionen blevet tredoblet, og vareeksporten mere end tidoblet. Inflationen er under 1 procent, og privatiseringen af finanssektoren er næsten helt gennemført.

Naturressourcer, energi og miljø

Bosnien & Hercegovina er forholdsvis rigt på naturressourcer. I området omkring Tuzla i øst og omkring Sarajevo og Zenica i den centrale del af landet er der store forekomster af brunkul. Der er bauxit både i  nord og omkring Mostar i syd. Desuden er der forekomster af blandt andet jernmalm, salt og kobber.
Før krigen var Bosnien storleverandør af råvarer til de andre delrepublikker i Jugoslavien. Lige som al anden økonomisk virksomhed aftog udvindingen af råstoffer stærkt i forbindelse med krigen. Det samme gjaldt den tidligere omfattende energieksport – landet har mange floder og er rigt på vandkraft.
Bosnien & Hercegovina var et af de mest forurenede områder i Europa før krigen, primært på grund af metalindustrien. Det har derfor haft en positiv indvirkning på miljøet, at store industrier måtte ligge brak under krigen og i tiden efter. Samtidig førte krigshandlingerne dog til, at mange rensningsanlæg blev ødelagt, så vandet er ofte dårligt i de tætbefolkede områder. Krigen betød også omfattende ødelæggelser af landbrugsjord, bl.a. i form af mineudlægning.

Landbrug og industri

Kun omkring 14 procent af det bjergrige land egner sig til dyrkning, og Bosnien & Hercegovina importerer mange levnedsmidler. Landbruget foregår i lille skala på små, ofte ineffektive gårde. Her dyrkes der først og fremmest korn, kartofler, frugt og grønsager. I syd, nær Adriaterhavet, er der også tobaks- og citrusplantager. Husdyrbruget er omfattende, og græsmarker til kvæg og får optager 15 procent af landets areal.
Industriproduktionen i Bosnien & Hercegovina faldt stærkt under krigsårenes ødelæggelser og ophørte næsten helt i de områder, der var hårdest ramt af kampene. Produktionen var desuden primært rettet mod andre dele af det tidligere Jugoslavien, så markedet forsvandt også, da forbundsrepublikken faldt sammen.
Før krigen var metalindustrien og den kemiske industri de vigtigste brancher. Blandt de sektorer, der er kommet bedst fra start under genopbygningen, er levnedsmiddelbranchen samt tekstil-, træ- og metalindustrien.

Arbejdsmarked og sociale forhold

Vanskelighederne med at skabe fungerende institutioner og økonomisk vækst i landet har ført til en høj arbejdsløshed. I 2003 var over 40 procent af de arbejdsføre uden arbejde, men bag disse tal gemmer der sig en stor såkaldt uformel sektor, hvor mange forsørger sig selv med sort eller forefaldende arbejde af forskellig slags.
Bosnien & Hercegovina er et af Europas allerfattigste lande. Også i Jugoslavien-tiden var republikken blandt de fattigste, og krigen slog både uddannelses- og sundhedssystemet i stykker. Skoler og hospitaler blev bombet, mange offentlige udbetalinger af overførselsindkomster gik i stå, og de fungerende sociale netværk blev opløst. Den forventede levealder faldt i 1900erne på grund af krigen og dens eftervirkninger, og selv om den siden atter er steget, er livet stadig i stor udstrækning præget af krigen. Over 300.000 personer regnes stadig som interne flygtninge, og de etniske modsætninger findes stadig, selv om myrderierne er ophørt.

Infrastruktur og turisme

Under krigen fra 1992 til 1995 blev landets infrastruktur stærkt beskadiget. Siden da har man kunnet genopbygge store dele med international hjælp. Togene kører, og vejene er reparerede. Lufthavnen i Sarajevo fungerer igen, og der er også mindre flyvepladser i byer som Banja Luka, Tuzla og Mostar. Det statslige luftfartsselskab, Air Bosnia, gik dog konkurs i 2003.
Bosnien & Hercegovina har aldrig haft nogen turisme af betydning til trods for mulighederne for vintersport og de seværdige byer som f.eks. Sarajevo, Mostar og Jajce.
En uudviklet infrastruktur, den politiske uro og vise steder konkrete “souvenirs” fra krigen i form af landminer, som er blevet liggende, virker i dag afskrækkende på de fleste rejsende.

Information fra eksterne kilder

Foruden Google kan du finder mere information om billeje i Bosnien-Hercegovina på nedenstående hjemmesider

Jeg tager forbehold for fejl og ændringer i ovenstående artikel med informationer om billeje i Bosnien-Hercegovina

Find den billigste lejebil i Bosnien-Hercegovina Find Billeje her --> Sammenlign priser her