Billeje i Ukraine

Billeje i Ukraine til din ferie eller arbejde finder du nemt og hurtig på Billejeinfo. I søgemaskinen kan du sammenligne de billigste billeje priser fra alle biludlejningsselskaber i Ukranien. Du finder lejebiler i de større byer og alle internationale lufthavne.

Lej en billig bil online på Billeje.info til din ferie og spar penge på biludlejning

Foto: Du kan opleve den smukke natur som findes mange steder i Ukraine i din lejebil

Geografi og klima

Ukraine er lidt større end Frankrig og består for det meste af vidtstrakte sletter. De opdyrkede stepper omkring floden Dnipro (Dnjepr på russisk) i det centrale Ukraine hører til Europas bedste landbrugsjord. Et bælte af højslette strækker sig fra nordvest til sydøst. Der er kun egentlige bjergkæder i den vestligste del af landet, hvor Karpaterne ligger, samt på halvøen Krim. Mod nordvest breder sig et stort bælte af skovbevoksning og sump.
Den største del af landet har typisk fastlandsklima med kolde vintre og varme somre. Temperaturforskellene er størst i den østlige del af landet. Den sydlige del af Krim beskyttes af Krimbjergene og har subtropisk klima.

  • Areal: 603.700 km2
  • Nabolande: Rusland, Hviderusland, Polen, Slovakiet, Ungarn, Rumænien, Moldavien
  • Tid: som Danmark + 1 time
  • Hovedstad: Kiev (Kyjiv på ukrainsk)
  • Øvrige større byer: Kharkiv, Dnipropetrovsk, Donetsk, Odessa
  • Gennemsnitstemperatur/døgn: – 6 grader (januar), 20 grader (juli)
  • Gennemsnitsnedbør/år: Kiev 615 mm
  • Højeste bjerg: Hoverla (2061 m.o.h.)
  • Vigtigste floder: Dnipro (Dnjepr), Donau, Dnister (Dnjestr)
  • Største sø: Dnjestrovskij liman

Befolkning og sprog

  • Indbyggertal: 52 millioner
  • Antal indbyggere/km2: 87
  • Andel af befolkningen, der bor i byerne: 68%
  • Fødselsrate: 1,15%
  • Dødsrate: 1,35%
  • Naturlig befolkningstilvækst: 0,2%
  • Gennemsnitslevealder: kvinder 75 år, mænd 65 år
  • Skolegang: ti år
  • Læse- og skrivefærdigheder: næsten alle kan læse og skrive
  • Befolkningsgrupper: ukrainere 73%, russere 22%, jøder 0,7%, hviderussere 0,9%, rumænere, moldavere, bulgarere, polakker, ungarere, grækere, tatarer m.fl.
  • Sprog: ukrainsk, russisk
  • Religion: russisk-ortodokse, desuden katolikker, jøder og muslimer
  • Nationalitetsbetegnelse: ukrainer

Størstedelen af Ukraines 52 mio. indbyggere er ukrainere, og godt en femtedel er russere. Russerne udgør flertallet af befolkningen på Krim samt næsten halvdelen i industriområderne i det østlige Ukraine. Også de store byer mod syd domineres af russere. Det kan dog være svært at afgøre, hvem der er ukrainer, og hvem der er russer. Mange af dem, der opfatter sig som ukrainere, taler ikke engang ukrainsk. (Tidligere kaldte man også ukrainerne lillerussere eller ruthenere).
Der er store grupper af ukrainere i andre lande, både i vest og i øst. Ifølge visse oplysninger er der ikke færre end 7-8 mio. ukrainere i andre tidligere sovjetrepublikker, for eksempel Hviderusland og Rusland. Uden for det tidligere Sovjetunionen bor ukrainere først og fremmest i Canada, USA og Australien. I Polen lever omkring 300.000 ukrainere. I Slovakiet, Rumænien, Ungarn og det tidligere Jugoslavien findes ukrainske mindretal på omkring 10.000 personer hvert sted.
I Ukraine bor også andre mindretal end russere, især i grænseområderne: polakker, ungarere og rumænere i vest samt bulgarere, grækere og tyskere i syd. Den slaviske befolkning i Transkarpatien i det vestlige Ukraine identificerer sig sommetider som en særskilt nation (ruthenere).
Ukraines vestlige del var tidligere et af den europæiske jødedoms vigtigste centre, men den jødiske befolkning er decimeret kraftigt, dels på grund af de tyske jødeudryddelser under Anden Verdenskrig, dels gennem udvandring i de senere år. Midt i 90erne regnede man med, at der var over 300.000 jøder i Ukraine. Krimtatarerne, som blev deporteret fra Krim-halvøen efter Anden Verdenskrig, er efter selvstændigheden begyndt at vende tilbage.
Det officielle sprog er ukrainsk, som er et østslavisk sprog og ligesom hviderussisk nært beslægtet med russisk. Det har et stort antal låneord fra bl.a. polsk. Som skriftsprog anvendes en modificeret udgave af det kyrilliske alfabet. Det ukrainske alfabet har tre bogstaver, som ikke findes i det russiske.
I sovjettiden frem til 1991 var russisk forvaltningssprog. Samtidig var der mangel på ukrainsksprogede skoler. Det har betydet, at en stor del af befolkningen – også de, som betragter sig selv som ukrainer – kun taler russisk. Det russiske sprogs dominans kan også forklares med den russificeringspolitik, som er blevet ført i flere perioder. Takket være den er blandt andet flere ukrainske stednavne bedst kendt i Vesten under deres russiske navn. Her anvendes som hovedregel de ukrainske betegnelser, med undtagelse af de tilfælde, hvor det russiske navn må siges at være bedre etableret end det ukrainske. Det gælder f.eks. hovedstaden Kyjiv, der benævnes Kiev.

Religion

Ligesom i andre tidligere kommunistiske lande er det tomrum, som er opstået, efter at kommunismen er smuldret bort, blevet udfyldt af nationalistiske og religiøse strømninger.
Op imod halvdelen af befolkningen betragter sig selv som religiøst engageret. Ca. to tredjedele af dem tilhører nogle af landets ortodokse kirker. Derudover er der den unerede græsk-katolske kirke, romerske katolikker og betydelige jødiske og muslimske mindretal (især tatarer). I det vestlige Ukraine udgør græsk-katolske og romersk-katolske menigheder halvdelen af de kristne kirker. Da Kiev-riget blev kristnet år 988, gik man over til den ortodokse form for kristendom, der havde sit centrum i Konstantinopel. Efter bruddet mellem Rom og Konstantinopel i 1054 kom den ukrainske befolkning til at tilhøre den ortodokse kirke. I 1200-tallet flyttede det ortodokse patriarkat til Moskva. I Kiev dannedes i 1461 et selvstændigt patriarkat, som bestod til 1685, da kirkerne i Kiev og Moskva blev forenet. Siden dengang har den ortodokse kirke hørt under Moskva. I 1921 løsrev en del af kirken sig fra Moskva og dannede den autokefale (selvstyrende) ortodokse kirke. I 30erne var de, som tilhørte den autokefale kirke, tvunget til at gå under orden eller flygte til udlandet.

Den unerede græsk-katolske kirke opstod gennem den såkaldte union i Brest-Litovsk i 1596, da et antal ukrainske biskopper anerkendte den romerske paves overhøjhed, men beholdt den ortodokse liturgi. Efter Anden Verdenskrig erklærede sovjetlederen, Josef Stalin, den unerede kirke for ulovlig, han så den som et udtryk for ukrainsk separatisme og vestlig tilknytning. Kirkens ejendomme blev nationaliseret eller overladt til den ortodokse kirke, og de troende blev forfulgt.
Da man indførte religionsfrihed i 1989, kunne den græsk-katolsek kirke forlade sin undergrundstilværelse. Kirken forsøger nu at få sine ejendomme tilbage.
I de senere år er den ortodokse kristendom blevet splittet yderligere. Da Ukraine blev selvstændigt i 1991, brød den ukrainske ortodokse kirkes overhoved, metropolitten Filaret, med Moskva og oprettede et patriarkat i Kiev. Filaret erklærede, at hans kirke skulle forenes med den autokefale kirke, men de fleste ortodokse menigheder forblev tro mod Moskva.
Foreningen mellem Kievpatriarkatet og den autokefale kirke holdt imidlertid ikke længe. I 1993 skiltes kirkernes veje. Volodymyr Romanjuk blev valgt til overhoved for de ortodokse forsamlinger, som hørte under Kievpatriarkatet.
I juli 1995 døde Volodymyr. Regeringen afslog Kievpatriarkatets begæring om at begrave ham i Sofia-katedralen, der sammen med Huleklosteret er Kievs fornemste kirkerum. Begravelsesfølget begav sig alligevel på vej til kirken, som var lukket. De sørgende begyndte at grave en grav på fortovet uden for kirkemuren. Politiet greb ind med tåregas og stave og spredte begravelsesdeltagerne, som bestod af præster, lægmænd og politikere, deriblandt den daværende præsident, Leonid Kravtjuk.
Gadekampen, som varede i 20 minutter, er gået over i historien som den “sorte tirsdag” i Kiev. Mange har peget på Filaret og Kravtjuk som hovedansvarlige for urolighederne. Et år senere besluttede regeringen at bygge et kapel over den provisoriske grav på fortovet.
De tre ortodokse kirker i Ukraine stræber nu efter at forenes til én ukrainsk ortodoks kirke. En stor hindring for enhed synes at være Filaret, som anklages for at være magtbegærlig og intrigant. Filaret blev patriark i Kievpatriarkatet i efteråret 1995.

Uddannelse

I syvårsalderen begynder barnet den tiårige grundskole. Gymnasier findes ikke. Vil man læse videre, begynder man derfor direkte på universitet eller en anden højere læreanstalt. Stadig flere skoler tager imod eleverne allerede fra seksårsalderen, hvilket indebærer, at disse elever går i skole i 11 år. De fleste skoler er statslige, men der har også eksisteret private skoler i nogle år.
Siden selvstændigheden i 1991 har ukrainsk historie og litteratur fået en fremtrædende plads i undervisningen. I sovjettiden blev over halvdelen af eleverne undervist på russisk. Nu er målet, at alle elever skal have adgang til undervisning på ukrainsk. Der findes også rumænsk polsk- og ungarsksprogede skoler.
Ukraine har ti universiteter og over 100 højere læreanstalter. I efteråret 1992 begyndte undervisningen ved det første private universitet i Ukraine, Kyjiv-Mohyla-akademiet.

Kultur

Den ukrainske litteratur har samme oprindelse som den russiske, nemlig tidlige krøniker som Igorkvadet. Folkedigte udgør den første egentlige ukrainske litteratur. Den blev samlet, systematiseret og nedskrevet i begyndelsen af 1800-tallet. Den moderne ukrainske litteratur begyndte med Ivan Kotljarevskyj (1769-1838), som skrev en parodi på Vergils Aeneiden. Nationaldigteren Taras Sjevtjenko (1814-61), som også repræsenterer den tidlige moderne litteratur, gjorde sig til talsmand for krav om Ukraines selvbestemmelse. Hans digte er udkommet på alverdens sprog, også på dansk.
Trods russificeringspolitikken omkring århundredskiftet blomstrede den ukrainske litteratur. Det skyldtes tildels den kulturelle frihed, som herskede i det dengang østrigske Galicien, hvor forfattere som Ivan Franko arbejdede.
Blandt århundredskiftets bemærkelsesværdige forfattere er Lesia Ukrainka, Mykhajlo Kutsiubynskyj og Volodymyr Vynnytjenko. Den mest betydningsfulde af de forfattere, der valgte at skrive på russisk, er Nikolaj Gogol (1809-52), som i flere værker har skildret ukrainsk folkeliv. Også russiske forfattere som Mikhail Bulgakov har arbejdet i Ukraine og skildret ukrainske forhold.
Teateret spillede en særlig rolle i kulturlivet, det skyldtes bl.a., at de russiske myndigheder fra 1881 tillod teaterforestillinger på ukrainsk, men ikke udgivelse af trykte produkter.
Ukraine har en rig folkemusiktradition med bl.a. sange til særlige højtider som for eksempel høsttid. Kunstmusikken har sine rødder i ældre kirkemusik. Siden slutningen af 1600-tallet har en række ukrainske musikere gjort sig bemærkede uden for landets grænser. Pianisten og komponisten Mykola Lysenko gjorde en stor indsats for det hjemlige musikliv. Han grundlagde et musikinstitut i Kiev i 1800-tallet. Lysenko skrev bl.a. to ukrainske nationaloperaer, den ene er Taras Vjulka, som bygger på en fortælling af Gogol. Bemærkelsesværdige moderne komponister er bl.a. Andrij Sjtoharenko og Konstiantyn Dankjevytj.
Efter en kulturel opblomstring uden sidestykke i årene omkring oktoberrevolutionen blev også ukrainske kunstnere tvunget til at tilpasse sig den ensrettede socialrealisme, som det sovjetiske system hyldede. Det ukrainske kulturliv blev særligt hårdt ramt af forfølgelser i Stalintiden, og den ukrainske kultur blev reduceret til ren folklore. Med Sovjetunionens opløsning ophørte undertrykkelsen, og kunstnerne fik mulighed for igen at hellige sig ukrainsk kultur.

Medier

Mens Ukraine var en del af Sovjetunionen, var medierne under streng kontrol af staten. Nu er trykkefriheden garanteret ved lov, og de ukrainske medier menes at nyde større frihed, end det er tilfældet i mange andre tidligere sovjetrepublikker. Men der er stadig lang vej til fuld ytringsfrihed. Journalister, der skriver om kriminalitet, korruption eller politisk følsomme spørgsmål, udsættes ikke kun regelmæssigt for trusler fra kriminelle bander eller embedsmænd, som lever i fortiden, de rammes tilmed ofte af fysisk vold. For eksempel er otte journalister blevet myrdet i Krim siden 1991. I flere tilfælde har myndighederne også grebet ind mod fotografer og tv-folk, som har dokumenteret følsomme begivenheder. Midt i 90erne eksisterede der 1700 og flere hundrede tidsskrifter i Ukraine. De største aviser er parlamentets avis Holos Ukrajiny (Ukraines stemme), som udkommer både på russisk og ukrainsk med et samlet oplag på 500.000 eksemplarer, regeringens avis Urjadovyj Kurjer (Regeringsekspressen, på ukrainsk, 230.000 eksemplarer) samt den uafhængige Kijevskije Vedomosti (Kievkrøniken, på russisk, 184.000 eksemplarer).
Det statslige radio- og tv-selskab driver to nationale tv-kanaler samt en række regionale tv-kanaler. Derudover er der private radio- og tv-stationer, som finansieres af reklamer. De fleste ukrainere kan også se den russiske kanal ORT. Myndighederne har forsøgt at mindske den russiske indflydelse ved at begrænse ORT’s sendetid, hvilket har givet anledning til folkelige protester bl.a. på Krim.

Historie

Allerede tidligt i historien fejede forskellige rytterfolk over de sletter og stepper, som i dag udgør Ukraine. Den ældste dokumenterede faste bosættelse i det vestlige Ukraine er fra cirka 3000 f.v.t. I 800-tallet f.v.t. kom de første orientalske rytterfolk til området. Samtidig begyndte søfarende at slå sig ned langs Sortehavets kyst. Der findes spor af græske bosættelser fra 600-tallet f.v.t.
Slaverne, som oprindeligt boede i det område, hvor Ukraine , Hviderusland og Polen i dag mødes, begyndte at ekspandere ind i området fra 600-tallet e.v.t. I 800-tallet opstod den første statsdannelse. Ifølge Nestorkrønikken blev Kiev-riget (Kyjivska Rus) grundlagt i det nordlige Ukraine i år 862 af fyrst Oleh. Der verserer en kontrovers blandt historikere om Kievrigets oprindelse. Uanset om det var vikingerne, som grundlagde riget eller ej, spillede de en vigtig rolle i Kievs tidlige historie, eftersom riget lå langs vikingernes handelsvej mellem Nordeuropa og Konstantinopel.
Da fyrst Volydymyr gik over til kristendommen fra det østromerske rige, Byzans, i 988, blev Kievriget et af det østlige Europas vigtigste politiske og åndelige centre. Det vigtigste bygningsværk fra den tid er Sofiakatedralen, som blev bygget med Gagia Sofia i Konstantinopel som forbillede. Snart begyndte dog en nedgangsperiode som følge af, at de nord-sydgående handelsveje mistede deres betydning. Rigets svækkelse skyldtes desuden stridigheder mellem forskellige fyrster inden for riget og angreb udefra.
I 1240 indtog mongolerne Kiev. De vestlige dele af riget, bl.a. de to fyrstendømmer Galicien og Volhynien, klarede sig nogenlunde igennem mongolernes hærgen. De opnåede et vist selvstyre frem til 1340, da de kom under polsk herredømme.
Den polske erobring af Galicien og Volhynien blev indledningen til en lang periode med polsk dominans. Allerede tidligere var det litauiske rige begyndt at trænge ind i det centrale og østlige Ukraine. De ekspanderende polske og litauiske imperier mødtes i Galicien og Volhynien, hvor de bekæmpede hinanden indtil de dannede en personalunion i 1386. Litauen svækkedes gradvis på grund af stridigheder med Moskva og med et tatarisk Krimkanat mod syd. Til sidst indlemmedes Litauen i Polen gennem Lublinunionen i 1569.
Det polske herredømme fik vidtrækkende konsekvenser for Ukraine. Det selvstyre og den kulturelle dominans, som ukrainerne havde opnået i den litauiske stat, gik snart i sig selv igen, og den ukrainske adel antog polske sæder og skikke. Mange privilegier forudsatte for eksempel, at man konverterede til katolicismen. De sociale forandringer var gennemgribende. Det polske system med godser og len bredte sig gradvis til Ukraine, og medførte, at de tidligere frie ukrainske bønder blev livegne. Dette førte til sociale spændinger mellem polakker og ukrainere.
Kosakkerne kom til at spille en afgørende rolle i denne situation. Kosakkerne var bønder, som var flygtet fra livegenskabet og havde slået sig ned i sydøst bl.a. omkring floden Dnipro, hvor de levede i konstant krig med de muslimske tatarer. Da kosakkerne slog sig sammen i organiserede sammenhold, var konflikter med de polske herskere uundgåelige. Det første kosakoprør fandt sted i 1591. Konflikterne kulminerede i 1648, da kosakkernes leder, Bohdan Chmelnytskyj, anførte et oprør mod den polske overhøjhed, som medførte, at kosakkerne på kort tid etablerede kontrol over størstedelen af Ukraine.
Chmelnytskyj sejr efterfulgtes af grusomme forfølgelser af polske adelige og præster samt jøder. Kosakkerne havde dog brug for en allieret i kampen mod polakkerne, og besluttede derfor at stille sig under Moskvafyrstens beskyttelse. Den beslutning førte, for de næste mange hundrede år, Ukraine ind i den russiske sfære. Det umiddelbare resultat var en krig mellem Moskva og Polen, som endte med en fredsslutning hen over hovedet på de ukrainske kosakker. Ved freden i 1667 deltes Ukraine, så området øst for Dnipro samt Kiev tilfaldt Rusland, og resten gik til Polen. Den efterfølgende periode går under betegnelsen “ruinen” i Ukrainsk historieskrivning.
Kosakken Ivan Mazepa gjorde et sidste forsøg på at hævde Ukraines selvbestemmelse. Han allierede sig med den svenske konge Karl XII mod Rusland i håb om at opnå uafhængighed for ukrainerne. Den handling sluttede med et nederlag ved Poltava 1709, da Rusland besejrede Karl XII’s hær. Derefter strammede Rusland gradvist grebet om Ukraine.
Den russiske erobring af det østlige Ukraine fulgtes af en fortsat russisk ekspansion vestpå. Efter Polens delinger i 1793 og 1795 vandt Rusland størstedelen af de ukrainske områder vest for Dnipro undtagen Galicien, som kom til at tilhøre det habsburgske Østrig. Den russiske ekspansion fortsatte også sydpå, og i 1783 besejredes Krimkanatet. Det russiske overherredømme blev slået fast med grundlæggelsen af en række nye byer ved Sortehavet: Odessa, Nikolajev (nuværende Mykolajiv), Kherson og Sevastopol. Russiske kolonister blev sendt ud for at opdyrke den tidligere mennesketomme steppe i det sydlige Ukraine.
Også andre folk blev opmuntret til at bosætte sig der. Mange af dem var tyskere, men der var også en lille gruppe svenskere, som var blevet forvist fra øen Hiiuma (Dagø) i Estland. Den dag i dag bor omkring 100 mennesker af svensk oprindelse i byen Zmijivka (Gammelsvenskby).
Den nationale vækkelse i den russiske del af Ukraine begyndte midt i 1800-tallet. Den ukrainske intelligensias første forsøg på at udfordre det russiske styre endte med, at deltagerne blev pågrebet og deporteret. Samtidig splittedes intelligensiaen i de, der kæmpede for Ukraines selvstændighed, og panslavisterne, d.v.s. de personer, som betoner de slaviske folks fælles interesser.
Også i Galicien vågnede nationale følelser blandt ukrainerne. Det begyndte med en interesse for de ukrainske bønders situation, og gav sig blandt andet udtryk i distribution af religiøse tekster på ukrainsk på landet. Byen Lviv og dens universitet blev centrum for den ukrainske nationalisme.
Industrialiseringen i den russiske del af Ukraine i slutningen af 1800-tallet medførte store sociale forandringer: indflytning til byerne, opkomsten af en arbejderklasse samt en forstærket russificering. År 1876 blev undervisning på ukrainsk og udgivelse af ukrainske bøger og tidsskrifter forbudt. Dette forbud blev først ophævet efter revolutionen i 1905 i Rusland.
Efter februarrevolutionen i Rusland i 1917, da tsaren abdicerede, blev tankerne om en uafhængig ukrainsk stat atter vækket til live. Allerede i marts dannede man en provisorisk folkeforsamling, Det Centrale Råd, bestående af repræsentanter for forskellige politiske bevægelser. De russiske kommunister, bolsjevikkerne, tilsluttede sig lidt senere.
Efter at bolsjevikkerne havde taget magten i Rusland ved oktoberrevolutionen samme år, dannedes en ukrainsk sovjetregering i byen Kharkiv i øst. Det Centrale råd i Kiev udråbte på sin side Ukraines selvstændighed den 22. januar 1918. Det blev optakten til en forvirret borgerkrig, som sluttede med reden i Riga den 18. marts 1921, hvorefter Ukraine blev delt. Polen fik Galicien og Volhynien tilbage, mens den største del af Ukraine tilfaldt bolsjevikkerne. Den 30. december 1922 var Ukraine en del af de fire republikker, som grundlagde Sovjetunionen.
Efter borgerkrigen og hungersnøden i 1921-22 blev resten af 20erne en gylden tidsalder for sovjetrepublikken Ukraine. Kaosset fremtvang en midlertidig retræte fra de planøkonomiske principper. Under Den Nye Økonomiske Politik (NEP) 1921-28 tillod man en vis privat virksomhed inden for landbrug, handel og småindustri. Bolsjevikkerne afleverede også en del jord, som blev nationaliseret af Det Centrale Råd. Kulturlivet blomstrede, og man vedtog en sproglov, som gav ukrainsk fortrinsret for russisk.
Alt dette fik en brat afslutning med sovjetlederen, Josef Stalins, tvangskollektivisering af landbruget fra 1929, den efterfølgende hungersnød, hvor millioner af ukrainere døde og den politiske terror i 30erne. Udrensningerne af dem, Stalin betragtede som sine fjender, var mere omfattende i Ukraine end i andre dele af Sovjetunionen. Det skyldtes at de “nationalkommunistiske ” strømninger, som trådte frem i det ukrainske kommunistparti i 20erne, blev opfattet som en trussel mod hele sovjetstaten.
Da Anden Verdenskrig brød ud, indlemmedes også de ukrainske områder i Polen i Sovjetunionen. Ukrainske nationalister håbede, at den tyske invasion i Sovjetunionen i 1941 ville give dem mulighed for at genoprette en selvstændig ukrainsk stat. Et forsøg på at udråbe selvstændighed blev dog knust af Tyskland. Efter en tid dannedes en ukrainsk oprørshær, der kom til at kæmpe som partisanhær mod både sovjetmagten og tyskerne. Dette oprør fortsatte længe efter verdenskrigens afslutning.
Anden Verdenskrig fik ødelæggende konsekvenser for Ukraine. Omtrent hver sjette indbygger blev dræbt. Størstedelen af den jødiske befolkning blev tilintetgjort, og flere ukrainske byer totalt ødelagt. Stort set alle ukrainske områder blev imidlertid forenet gennem krigen. Ud over de områder, som før krigen var polske, fik Ukraine Transkarpatien fra Tjekkoslovakiet samt det nordlige Bukovina og dele af Bessarabien (Moldavien) fra Rumænien.
Det politiske tøbrud i 50erne under Stalins efterfølger, Nikita Khrusjtjov, indebar ikke kun fordele som øget ytringsfrihed. F.eks. svækkedes det ukrainske sprog ved, at ukrainsk ikke længere var obligatorisk i skolerne. Den nye ukrainske partileder, Petro Sjelest, som blev udnævnt i 1963, forsøge at styrke det ukrainske sprog og forsvare Ukraines økonomiske interesser over for Moskva. Men da det politiske greb igen strammedes i 70erne, blev han erstattet i 1972 af den mere hårdhændede og stærkt konservative Volodymyr Sjtjerbytskyj, som blev på sin post helt frem til 1989. Sjtjerbytskyj sørgede for at holde den ukrainske nationalisme under kontrol gennem omfattende forfølgelse af alle politiske modstandere.
Sjtjerbytskyjs hårde styre kom til at betyde, at de politiske forandringer lod vente længere på sig i Ukraine end i andre sovjetrepublikker, da sovjetlederen Mikhail Gorbatjov endelig indledte sin reformpolitik perestrojka i slutningen af 80erne.
Forskellige grupper til beskyttelse af menneskerettighederne blev de første egentlige modstandsbevægelser. Atomkraftulykken i Tjernobyl (Tjornobyl) i april 1986 styrkede miljøbevægelsen, som også blev en vigtig del af oppositionen. Til at begynde med hemmeligholdt myndighederne ulykken. Ikke før det radioaktive nedfald blev opdaget i Vesteuropa, indrømmede Sovjetunionen omfanget af det skete. 31 mennesker mistede livet som en direkte følge af eksplosionen i reaktoren. Millioner af mennesker blev derefter udsat for bestråling og radioaktivt nedfald, der igen førte til uoverskuelige miljø- og sundhedsproblemer.
Også kirken, først og fremmest den genopståede græsk-katolske kirke i det vestlige Ukraine, kom til at spille en stor rolle for modstanden mod det kommunistiske regime. Strejke blandt minearbejdere i Donbass og andre dele af Sovjetunionen løsnede yderligere op for det kommunistiske magtmonopol. I 1989 dannede man folkefronten Ruch, der indledningsvis var oppositionens paraplyorganisation.
Med valget til republikkens parlament (Den Øverste Sovjet, på ukrainsk verchovna rada) i foråret 1990 fik oppositionen for første gang direkte politisk indflydelse. Ruch og nærtstående grupper fik lov til at stille op til valget, og fik ca. en tredjedel af mandaterne i parlamentet. I flere områder i det vestlige Ukraine, ikke mindst i Lviv, overtog en nationalistisk opposition kontrollen med den lokale forvaltning.
Oppositionens indtræden i parlamentet medførte snart en mere radikal politik i spørgsmål om ukrainsk selvbestemmelse. Den 16. juli 1990 vedtog det ukrainske parlament en suverænitetserklæring, som blandt andet fastslog ukrainske loves forrang for sovjetiske.
I anden halvdel af 1990 fortsatte radikaliseringen af det politiske klima. Parlamentets nye talsmand, Leonid Kravtjuk, som tidligere havde været en af kommunistpartiets øverste ledere, indtog nu en mere nationalistisk holdning, og begyndte at nærme sig Ruch. I oktober samme år besluttede folkefronten sig for at kræve fuld selvstændighed for Ukraine. På omtrent samme tidspunkt blev ministerpræsident og reformmodstander Vitalij Masol tvunget til at gå af efter omfattende studenterdemonstrationer.
Det mislykkede kupforsøg i Moskva i august 1991, hvor en gruppe reformmodstandere gjorde et sidste forsøg på at standse Sovjetunionens sammenbrud, efterfulgtes af, at Ukraine erklærede sig selvstændigt den 24. august 1991. Samme måned blev kommunistpartiet forbudt. Selvstændigheden blev bekræftet ved en folkeafstemning den 1. december. Samtidig blev Leonid Kravtjuk valgt til præsident med overvældende flertal. Kravtjuks værste konkurrent var Ruchlederen Vjatjeslav Tjornovil.
Den 7. – 8. december traf Kravtjuk en aftale med Ruslands præsident Jelsin og den hviderussiske leder Sjusjkevitj om at danne Sammenslutningen af Uafhængige Stater (SNG), hvilket indebar Sovjetunionens endelige opløsning.
Efter selvstændigheden var indenrigspolitikken præget af den tiltagende økonomiske krise, der var opstået ved omstillingen fra planøkonomi til markedsøkonomi og af stridigheder omkring den økonomiske politik. Ministerpræsident Vitold Fokin blev i september 1992 tvunget til at gå af på grund af sin kritik mod regeringens økonomiske politik. Han blev erstattet af Leonid Kutjma, tidligere chef for en stor våbenfabrik. I den nye regering genså man flere repræsentanter for den tidligere opposition, især fra Ruch.
I slutningen af 1992 fik Kutjma ret til at regere per dekret og fremlagde et reformprogram, som omfattede privatisering og store nedskæringer i de offentlige udgifter. Reformpolitikken mødte modstand hos grupper på venstrefløjen og i parlamentet, som stadig var domineret af medlemmer fra den kommunistiske tid. Lidt efter lidt vendte også præsident Kravtjuk sig mod regeringens økonomiske politik. Reformfortalerne begyndte at forlade regeringen, og i maj 1993 anmodede også Kutjma om at afgå, men denne anmodning afslog parlamentet.
I løbet af sommeren skærpedes krisen, da to millioner mine- og industriarbejdere gik i strejke i protest mod den forringede levestandard. I august godkendte parlamentet en ny afskedsbegæring fra Kutjma, og i marts 1994 afholdt man valg til parlamentet.
Kommunistpartiet, som var ved at blive legaliseret igen, fik tilladelse til at stille op til valget, og blev det største parti i det nye parlament. Sammen med deres allierede, Socialistpartiet og Bondepartiet, fik kommunisterne kontrol med næsten en tredjedel af de 338 mandater som var på valg. Uafhængige kandidater fik halvdelen af pladserne. Ruch fik kun 20 mandater. I juni blev Kutjma valgt til præsident med 52 procent af stemmerne, Kravtjuk fik 45 procent.

Forfatning, forvaltning og retsvæsen
Som den sidste af de tidligere sovjetrepublikker vedtog Ukraine en ny forfatning den 28. juni 1996, lige i rette tid til fejringen af fem års selvstændighed. Forfatningen giver efter fransk forbillede præsidenten vidtgående beføjelser, hvilket i nogen grad opvejes af parlamentet, verchovna rada.
Præsidenten, som er statsleder og øverstbefalende, vælges ved almindelige valg hvert femte år. Det er præsidenten, som udpeger og afsætter lederen af regeringen, men udnævnelse af regeringsleder skal støttes af halvdelen af parlamentsmedlemmerne. Øvrige ministre udnævnes af præsidenten efter forslag fra ministerpræsidenten. Præsidenten har i en overgangsperiode på tre år lov til at fortsætte med at regere per dekret i visse økonomiske spørgsmål, men derefter skal parlamentet sanktionere sådanne dekreter.
Forfatningen giver præsidenten til opgave at varetage statens udenrigs- og forsvarspolitik, samt ret til at udnævne højtstående militærpersoner.
Love vedtages af parlamentet, som består af 450 medlemmer, der vælges ved almindelige valg hvert fjerde år. Præsidenten kan nedlægge veto mod love ved at sende dem tilbage til parlamentet til ny behandling, inden han underskriver dem. I visse situationer har præsidenten ret til at opløse parlamentet.
Krim har status af selvstændig republik med eget parlament. Den nye forfatning giver Krim ret til en egen grundlov, der skal godkendes af det ukrainske parlament.
I 1996 indledtes en reformering af det gamle sovjetiske retssystem. Forandringen ventes at tage fem år. Man har oprettet en forfatningsdomstol, som skal overvåge, at nye love ikke strider mod grundloven.
Ukraine har anvendt dødsstraf flittigt, hvilket har vakt internationale protester. Ved sin indtræden i Europarådet i oktober 1995 forpligtede Ukraine sig til at afskaffe dødsstraf. På trods af dette er der rapporter om, at 149 personer er blevet henrettet i 1995. De fortsatte henrettelser fordømmes af Europarådet.

Indenrigspolitik

Med gennemførelsen af fredelige og lovlige valg og vedtagelsen af en ny forfatning har Ukraine taget vigtige skridt på vejen mod et demokratisk samfund. Partivæsenet er imidlertid stadig uudviklet, og den politiske apati er stor. I efteråret 1996 havde det ikke været muligt at udfylde alle pladser i parlamentet, eftersom valgdeltagelsen ved suppleringsvalget efter parlamentsvalget i 1994 ofte har været så lav, at ingen kandidat fik tilstrækkelig mange stemmer til at blive valgt. Magtapparatet domineres i det store hele stadig af personer, som tilhørte de ledende kredse i Sovjettiden.
Kommunistpartiet og den nationalistiske folkefront Ruch er blandt de få egentlige partier. Parlamentets øvrige medlemmer er grupperet i løst sammenhængende fraktioner, der snart slutter sig sammen og snart splittes i nye fraktioner. Det gælder socialdemokrater, liberale, kristelige demokrater med flere.
Fraværet af stærke partier indebærer, at det politiske liv er meget personcentreret. Den dominerende figur i de første selvstændighedsår var den daværende præsident, Leonid Kravtjuk, der trods sin baggrund som højtstående kommunist havde held til at vinde støtte ved behændigt at tilpasse sig til en mere og mere nationalistisk opinion. Som Kravtjuks største konkurrent fremstod den daværende formand for parlamentet, Ivan Pljusjtj. Man har kunnet iagttage et lignende mønster efter magtskiftet i 1994. Kutjma er, på grund af sin stilling som præsident, ubetvivleligt den mest indflydelsesrige politiker, mens hans største rival er formanden for parlamentet, Aleksandr Moroz, leder af Socialistpartiet.
Der er ikke noget regeringsparti. Derimod taler man til tider om forskellige “klaner”, der kæmper om magten, d.v.s. grupper, hvor loyaliteten bygger på gamle venskaber, som for eksempel er grundlagt i barndommen. De klaner, som har deres basis i byerne Dnipropetrovsk respektive Donetsk i det østlige Ukraine, er de mest indflydelsesrige. Præsident Kutjma tilhører Dnipropetrovsk-klanen, og siden han blev præsident i 1994, har han – i stigende grad – omgivet sig med personer fra sin hjemby. Magtkampen mellem Dnipropetrovsk-klanen og Donetsk-klanen brød ud i lys lue i dagene efter et mislykket mordattentat i juli 1996 mod den nyudnævnte ministerpræsident Pavlo Lazarenko. Attentatet fandt sted, da Lazarenko, som tilhører Dnkipropetrovsk-klanen, var på vej til Donetskområdet for at tale strejkende minearbejdere til rette. Donetsk-klanen fik skylden for mordforsøget, hvilket bl.a. førte til, at guvernøren i Donetsk blev afsat.
Der findes ikke nogen ensartet, organiseret opposition. Kommunisterne, som ledes af Petro Symonenko, er udtalte modstandere af regeringens politik, det samme gælder andre grupperinger på venstrefløjen, for eksempel socialisterne. Disse partier vender sig for eksempel mod regeringens økonomiske reformpolitik, og vil bevare den statslige indflydelse på økonomien.
Også visse midter- og højrefraktioner i parlamentet befinder sig ind imellem i opposition til Kutjma og regeringen. Forgrundsfiguren for den nationalistiske opposition var i lang tid den tidligere politiske fange Vjatjaslav Tjornovil, der er ordfører for Ruch.
Alle disse grupper overvåger hinanden, og politikken formes af en stadig magtkamp mellem klanerne, fraktionerne i parlamentet og forskellige interessegruppers lobbyvirksomhed.
En vigtig skillelinje i ukrainsk politik går mellem den østlige og den vestlige del. I de russisksprogede områder i den østlig del af landet er venstregrupperne stærke. De nationalistiske grupper har stærkest fodfæste i vest, især i byerne Lviv, Ivano-Frankivsk og Tjernopil.
Eftersom det politiske system stadig er under opbygning, har spørgsmål om forfatning og magtfordeling hidtil optaget en stor del af den indenrigspolitiske debat. Indtil den nye forfatning blev vedtaget i 1996, var meget energi rettet mod en ufrugtbar magtkamp mellem regeringen, præsidenten og parlamentet. Det forslag, man vedtog til slut, indebar, at præsidentens magt begrænses lidt i forhold til tidligere forslag. I og med at alle organer nu har fået fastlagt deres beføjelser i forfatningen, bør denne langtrukne styrkeprøve være afsluttet, og dermed foreligger forudsætningerne for politisk stabilitet.
Derudover har indenrigspolitikken kredset omkring den økonomiske reformpolitik og spørgsmålet om Krims status. Da Kutjma tiltrådte som præsident i 1994, var reformmodstanderen Masol blevet genindsat som ministerpræsident. Masol bremsede reformerne indtil marts 1995, da han blev erstattet af Jevhen Martjuk. Han blev til gengæld afsat i maj 1996, bl.a. med henvisning til at han ikke førte en tilstrækkelig effektiv reformpolitik. En anden grund var, at han mere og mere kom til at fremstå som en åbenlys rival til Kutjma.
Den alvorligste indenrigspolitiske tvist har været Krimhalvøens status. Efter at tatarerne på Krim blev anklaget for samkvem med tyskerne under Anden Verdenskrig, blev 250.000 tatarer deporteret fra Krim til Centralasien. Krim mistede sin status som selvstyrende republik, og den sovjetiske ledelse opmuntrede russere til at flytte dertil. År 1954 besluttede Khrusjtjov, at Krim skulle overføres fra Rusland til Ukraine, men russificeringen fortsatte. I dag udgør russere næsten to tredjedele af halvøens befolkning.
Da Ukraine blev selvstændigt i 1991, var det uklart, hvilken status Krim ville få. Man genoprettede dens status som autonom republik, men visse grupper på Krim ville have fuld selvstændighed. Det modsatte den ukrainske regering sig. Siden da har parlamentet på Krim kæmpet for øget selvstyre. De separatistiske bestræbelser, som en tid blev opildnet af Moskva, synes imidlertid at ebbe ud, efter at Krim i 1996 fik ret til en egen forfatning. Spændingerne mellem Kiev og parlamentet i Krims hovedstad, Simferopol, bestod dog.
Da reformpolitikken indledtes i Sovjetunionen i anden halvdel af 80erne, tillod man krimtatarerne at vende tilbage til Krim. I slutningen af 1995 regnede man med, at 245.000 tatarer var kommet tilbage, hvilket førte til modsætninger med den øvrige befolkning på Krim. Mange tatarer lever underfattige forhold, og en del af tatarernes sammenslutninger indtager en truende holdning over for andre befolkningsgrupper. Tatarerne får støtte fra visse muslimske lande, for eksempel Tyrkiet.

  • Officielt navn: Respublika Ukrajina – Republikken Ukraine
  • Statsform: republik
  • Statsleder: præsident Leonid Kutjma
  • Regeringsleder: ministerpræsident Pavlo Lasarenko
  • Politiske partier og bevægelser (med mandater ved valget i 1994): Kommunistpartiet (86), Folkefronten Ruch (20), Bondepartiet (18), Socialistpartiet (14), Det Republikanske Oarti (8), Ukraines Nationalkongres (5), uafhængige kandidater (170). Desuden flere tomme pladser, der besættes ved suppleringsvalg.
  • Medlemskab af internationale og regionale organisationer: Europarådet, FN, IMF, NACC, SNG, OSCE, PFP
  • Forsvarsstyrker: hæren 213.000 mand, flyvevåbnet 151.000, flåden 16.000 (Sortehavsflåden ikke medregnet, da dens fordeling ikke er afgjort).
  • Værnepligt: 2 år
  • Forsvarsudgifter: 1,1 mia. dollar

Udenrigspolitik

Ukraines udenrigspolitik har efter selvstændigheden været domineret af bestræbelser på at opnå international anerkendelse. Ukraines eksistens som uafhængig stat tages endnu ikke for givet af alle. Det er dem – både inden for og uden for landets grænser – der drømmer om et nyt Sovjetunionen eller om Ukraines genforening med “moderlandet” Rusland.
Forholdet til Rusland er det dominerende udenrigspolitiske spørgsmål. Relationerne mellem landene har været spændte og en venskabs- og samarbejdsaftale, der har været under forberedelse længe, var endnu ikke underskrevet efteråret 1996. Ruslands daværende præsident, Boris Jelsin, havde heller ikke besøgt landet.
De problematiske spørgsmål er visse detaljer vedrørende afmærkningen af grænsen mellem landene, og spørgsmålet om hvordan Sovjetunionens udlandsgæld skal fordeles. Grænseproblemet er også vanskeliggjort af forskellige opfattelser af vilkårene for de russiske energileverancer til og igennem Ukraine, samt om hvordan handelsforbindelserne i øvrigt skal forvaltes.
Det væsentligste stridspunkt er imidlertid flådebasen i Sevastopol på Krim.
Ukraines indstilling til Sammenslutningen af Uafhængige Stater, SNG, har også været farvet af rædslen for igen at havne under russisk dominans. Ukraine har derfor vendt sig stærkt imod alle forslag, som ville indebære, at der inden for SNG blev skabt overstatslige organer, som medlemslandene skulle afgive en del af deres suverænitet til. Landet holder sig bestemt uden for de militære aspekter af SNG-samarbejdet, og den øgede integration mellem visse SNG-lande betragtes med stor skepsis fra Kiev. Ukraine er ikke klar til nogen form for indskrænkninger i suveræniteten. I de tilfælde hvor pression fra SNG’s side er blevet opfattet som alt for generende, har Ukraine antydet, at landet ville træde ud af sammenslutningen. I stedet for at styrke samarbejdet mellem flere lande stræber Ukraine efter tættere bilaterale forbindelser.
Ukraines udenrigspolitik sigter også mod så nært et samarbejde med Vesten som muligt. Medlemskab af EU er et langsigtet mål.  I juni 1994 underskrev man en partnerskabs- og samarbejdsaftale med EU. (I 2013 underskrev Ukraine en aftale med Sovjetunionen, hvor Ukraine får et stort lån mod en fremtidig gasaftale, i stedet for at indgå en aftale med EU.)  Befolkningen håber stadig, at man kan tilslutte sig EU. Ukraine fører også en dialog med Vestunionen, WEU, og er associeret partner i organisationen. Blandt de vesteuropæiske lande har især Tyskland tætte forbindelser med Ukraine, ikke mindst på det økonomiske område.
USA anses almindeligvis for at være Ukraines vigtigste handelspartner. Kontakten mellem landene er tæt, og Ukraine er – efter Israel og Egypten – det land, som får mest bistand fra USA. Ukraine har også et særligt forhold til Canada, som har den største koloni af ukrainere i udlandet, cirka 1,5 millioner.
I forventningen om EU-medlemskab har Ukraine orienteret sig mod Centraleuropa. Landet har tilsluttet sig Det Centraleuropæiske initiativ, og bliver medlem af den centraleuropæiske frihandelsorganisation CEFTA. Forholdet til de centraleuropæiske lande er i almindelighed godt. Den eneste undtagelse er Rumænien, som gør krav på visse områder i Ukraine. Også den transnistriske konflikt i Moldavien berører Kiev, eftersom den handler om et grænseområde, som tidligere har tilhørt Ukraine. Kiev har forsøgt at mægle mellem separatisterne i Transnistrien og den moldaviske regering.
Parallelt med orienteringen mod Europa sker der, af økonomiske årsager, en udvidelse af samarbejdet med Tyrkiet, landene omkring Sortehavet samt Iran.

Forsvar

Efter selvstændigheden indledte Ukraine en hurtig opbygning af egne væbnede styrker. Der herskede længe uenighed med Moskva om en opdeling af den sovjetiske sortehavsflåde. I 1995 nåede man frem til en overenskomst, og en fordeling af fartøjerne er blevet sat i værk.
Der hersker dog stadig uenighed om, hvem der har ret til at disponere over basen i Sevastopol. Rusland kræver, at kun russiske fartøjer skal have forlægning der, mens Ukraine vil have, at landene skal dele basen.
Spørgsmålet om de sovjetiske kernevåben på ukrainsk territorium blev løst ved en overenskomst med Rusland og USA i januar 1994. Ukraine påtog sig mod erstatning at overføre sine kernevåben til Rusland. I december 1994 tilsluttede Ukraine sig ikke-spredningsaftalen og året efter afsluttede man afviklingen af de ukrainske kernevåbenarsenaler.
Ukraine har siden da været atomvåbenfrit land og taget initiativ til at danne en atomvåbenfri zone i Central- og Østeuropa. Hvad Ukraine frygter mest, er at ende som bufferstat mellem to stærke militærblokke.
Ukraine var det første land i SNG, som tilsluttede sig NATO-samarbejdets Partnerskab for Fred, PFP, og har deltaget i flere øvelser med NATO-tropper end noget andet SNG-land.
I debatten om NATO’s udvidelse mod øst har Ukraine holdt lav profil. Ukraine stræber efter at opnå så nært et forhold som muligt til NATO, uden formelt at blive medlem. Kiev modsætter sig ikke andre landes ønske om medlemskab, forudsat at det ikke indebærer stationering af kernevåben i Ukraines nabolande.

Økonomi

Det kommunistiske system med planøkonomi resulterede i sovjettiden i en ineffektiv økonomi, der fungerede dårligere og dårligere. Problemerne forværredes efter Sovjetunionens opløsning. Prisen for import af brændsel, især fra Rusland, steg pludselig til verdensmarkedsniveau, den overdimensionerede forsvarsindustri mistede nærmest alle sine kunder, samtidig med at markederne for andre ukrainske varer også faldt bort, da det sovjetiske handelssystem brød sammen.
Energimangelen førte til enorme fald i produktionen inden for industrien. I slutningen af 1995 beregnede man, at industriproduktionen ligesom bruttonationalproduktet, BNP, var faldet med omkring 60 procent i forhold til 1990. Inflationen strøg i vejret og nåede 10.000 procent i løbet af 1993.
Der blev imidlertid kompenseret for den enorme nedgang inden for den officielle del af økonomien gennem en øget aktivitet inden for den uformelle – sorte – økonomi, der antages at svare til 40 procent af BNP.
i de første tre år med selvstændighed gjorde man ikke meget for at bedre situationen på grund af modstand mod reformer i parlamentet, som var domineret af gamle tidligere kommunister. Privatiseringen af de statslige virksomheder gik trægt, og forsøg på at lokke udenlandske investorer til landet var ikke særlig succesfulde. Først efter at Kutjma blev valgt til præsident i 1994, indledtes en periode med radikale økonomiske reformer. Blandt andet blev priserne givet fri, og privatiseringerne pressede sig på.
Efter at reformmodstanderen Masol blev afsat som leder af regeringen i 1995, kunne en ny plan for privatisering vedtages. Privatiseringerne kan foregå på flere forskellige måder, blandt andet ved uddeling af privatiseringskuponer til alle borgere. Kuponerne kan indløses mod aktier i de virksomheder, der er til salg.
Man kunne heller ikke nå målene for den nye plan. Kun 13.000 af de planlagte 30.000 virksomheder blev solgt i 1995. Den officielle grund til den langsomme privatiseringstakt var manglende interesse hos store dele af befolkningen og sabotage fra virksomhedsledere, embedsmænd med mere. I 1996 tog processen fart igen, og i foråret 1996 regnede man med, at over halvdelen af de små virksomheder og en tredjedel af de større virksomheder ville blive overført til privat eje. Udenlandske långivere som Den Internationale Valutafond gjorde det klart, at fortsat bistand forudsatte fremskridt på privatiseringsområdet.
Statens regulering af udenrigshandelen er stoppet, og Ukraine har haft held til at udvikle sin handel med lande uden for SNG-området. Eksporten til disse lande opvejede det underskud, som opstod ved handel med tidligere sovjetrepublikker som Rusland og Turkmenistan, da de hævede priserne på brændsel.
I 1996 kunne man ane visse tegn på opsving. Inflationen er faldet fra 72 procent i november 1994 til 0,1 procent i juni 1996. Budgetunderskuddet er faldet kraftigt, og gennemsnitslønnen er steget. Produktionsnedgangen inden for industrien er jævnet ud.
Efter selvstændigheden vedtog Ukraine en liberal lovgivning om udenlandske investeringer, men den udenlandske kapital forholdt sig afventende, indtil de øvrige reformer begyndte at bære frugt. I 1995 steg investeringerne med 67 procent. Den nye investeringslov, som blev vedtaget i marts 1996, animerede også investeringsviljen. Loven beskytter udenlandske investeringer mod nationalisering, og giver dem visse andre fortrin. Manglen på tillid til den hjemlige provisoriske valuta, karbovanets, medførte at en stor del af alle transaktioner blev gjort i hård valuta. Dette system blev imidlertid afskaffet i 1995. Karbovanetsens vekslekurs blev givet fri og efterhånden stabiliseret. Da inflationen siden faldt, indførte man i 1996 en helt konvertibel valuta, hryvnja.

  • BNP/indbygger: 700-1900 (stærkt varierende oplysninger)
  • Diverse sektorers andel af BNP: landbrug 15%, industri- og byggevirksomhed 56%, andet 29%
  • Naturressourcer: kul, uran, jern, mangan
  • Årlig eksport: 11,5 mia. dollar
  • Årlig import: 11,3 mia. dollar
  • Vigtigste eksportvarer: jern, stål, maskiner, kemikalier, levnedsmidler
  • Vigtigste importvarer: olie og gas, maskiner
  • Vigtigste eksportlande: Rusland, Tyskland, USA, Kina, Storbritannien
  • Vigtigste importlande: Rusland, USA, Schweiz, Tyskland
  • Valuta: 1 hryvnja = 100 kopek
  • Andel beskæftigede i forskellige sektorer: landbrug 20%, industri 30% og andet 50%
  • Arbejdsløshed: 1% (officielt tal 1996, der menes at være meget højere i virkeligheden)
  • Fagforeninger: Ukraines Uafhængige Fagforeningers Råd, desuden flere uafhængige sammenslutninger

Naturressourcer og energi

Ukraines vigtigste naturressourcer er kul, jern, mangan og uran. Den vigtigste jernmalmforekomst findes på egnen omkring Kryvyj Rih. Kul brydes først og fremmest i Donetskfeltet (Donbass) i det østlige Ukraine. Kullet er af en relativ dårlig kvalitet og brydes under stadig vanskeligere forhold, hvilket har resulteret i en dalende produktion. Der forekommer ikke længere nogen særlig stor eksport af kul, og regeringen er begyndt at lukke urentable miner. Hidtil har kul udgjort op imod en tredjedel af landets totale energiproduktion. Der er også olie- og gasforekomster i Ukraine, men det udvindes ikke i større udstrækning. Både gas og olieproduktion er faldet i de seneste år, og Ukraine er afhængig af naturgas fra Turkmenistan og olie fra Rusland. Prisstigningerne på dette brændsel har tvunget Ukraine til at mindske importen, med energimangel til følge.
I 1995 kom 40 procent af elproduktionen fra atomkraftværker. Bekymring for nye udslip fra den ødelagte reaktor i Tjernobyl har fik Ukraine til at love at lukke kraftværket helt i år 2000, forudsat at Vesten bidrog med penge til afviklingen.

Landbrug og industri

De sorte ukrainske jorde hører til verdens mest frugtbare, og Ukraine blev tidligere kaldt Europas kornkammer. Ukraine producerede en god fjerdedel af alt korn og de fleste andre afgrøder i Sovjetunionen. I dag er de vigtigste afgrøder korn, sukkerroer, kartofler og andre grøntsager. Agerbrug dominerer over kvægavl.
Trods de gode forudsætninger står det ukrainske landbrug over for store problemer. I sovjettiden blev landbruget forsømt til fordel for investeringer i industrien, hvilket bl.a. har resulteret i mangel på egnet opbevaringsplads og et ringe udviklet distributionsapparat. Ineffektive dyrkningsmetoder og beskadigelser af miljøet har ført til, at produktionen af de fleste afgrøder er faldet eller stagneret. Faldet i landbrugets produktivitet blev bremset i 1995 som følge af de reformer, der indledtes året før. Reformprogrammet omfattede nedskæringer i landbrugsstøtten og afskaffelse af systemet med statslige opkøb af landbrugsvarer.
Privatiseringen af landbruget går langsomt. De selvejende bønder er få, eftersom regeringen har tøvet med at udstykke de kollektive landbrug og de statslige landbrug. Privatiseringerne modarbejdes af den stærke landbrugslobby, som domineres af grupperinger på venstrefløjen. For disse grupper er kollektivt ejet jord lidt af en “hellig ko”. Trods kraftig modstand fra kommunister og socialister lykkedes det imidlertid de reformivrige at få en paragraf ind i den nye forfatning, som garanterer private borgere privat ejendomsret til jord.
Ukraine har en stor industrisektor i forhold til de fleste andre tidligere sovjetrepublikker, men den lider af en alvorlig ubalance. De fleste industrier er enten råvarebaserede eller rettet mod militæret. En veletableret forbrugsvareindustri savnes. Maskinparken er desuden forældet, og siden de statslige subventioner er blevet inddraget i stor udstrækning, er produktionen faldet drastisk.
Industrisektoren består af miner, jern-, stål-, olie-, og gasindustri samt kemisk og petrokemisk industri. Andre industrier arbejder med fremstilling af byggematerialer, tekstiler og levnedsmidler. Maskinindustrien producerer fly, biler, præcisionsinstrumenter med mere.
Ukraine har en stor industri, som er tilknyttet forsvaret. Den beskæftiger en femtedel af landets arbejdskraft. Tidligere spillede Ukraine en vigtig rolle indenfor militær elektronik og skibsbyggeri, og man byggede bæreraketter til sovjetiske atommissiler. Nu, hvor ordrerne fra militæret er beskåret kraftigt, forsøger den ukrainske regering at sikre forsvarsindustriens overlevelse gennem omlægning til civil fremstilling.

Sociale forhold

Den tryghed på et lavt niveau, som eksisterede i den sovjetiske tid, er forsvundet i det selvstændige Ukraine. De økonomiske problemer med omstillingen fra planøkonomi til markedsøkonomi har resulteret i en lavere levestandard for store dele af befolkningen. Man regner med, at op imod en tredjedel af ukrainerne lever på eller under fattigdomsgrænsen. Reallønnen er meget lav, omkring 80 dollar om måneden (sommeren 1996). Dertil kommer, at mange lønninger udbetales flere måneder for sent eller slet ikke. Alle former for social bistand og subventioner er afskaffet eller udhulet i årene med hyperinflation 1992-94, da husholdningernes opsparinger gik op i røg.
At levestandarden trods alt ikke er så katastrofal, som statistikken tyder på, skyldes at ukrainerne har fundet måder at overleve på, som i vid udstrækning udgår myndighedernes opmærksomhed. En betydelig del af al økonomisk aktivitet foregår inden for den såkaldte uformelle sektor. Folk har ofte flere jobs, hvoraf en del kan være sort arbejde, som for eksempel gadesalg. Sideindkomster og bestikkelse er almindeligt. Så godt som alle har også adgang til en lille privat jordlod, hvor man dyrker frugt og grøntsager.

Tjernobyl-ulykkens sundhedsmæssige konsekvenser er omdiskuterede. Et øget antal misdannelser, kræfttilfælde, sygdomme i luftvejene og lignende er af visse forskere blevet koblet sammen med strålingen fra Tjernobyl, andre har afvist en sådan sammenhæng. Ifølge rapporter fra Verdenssundhedsorganisationen, WHO, og Det internationale atomenergiagentur, IAFA, kan det endnu kun bevises, at antallet af tilfælde af kræft i skjoldbruskkirtlen hos børn er øget. Midt i 90erne angav officiel ukrainsk statistik at omkring 5000 mennesker har mistet livet efter at have deltaget i oprydningsarbejdet. Over to millioner ukrainere boede i 1996 stadig i de radioaktivt forurenede områder.
Selvom sygeforsorg principielt stadig er gratis, kræves der i de fleste tilfælde bestikkelse af plejepersonale og læger for at få den ønskede behandling. Manglen på lægemidler og medicinsk udstyr er katastrofal.
Alkoholmisbrug er udbredt. Narkotikaproblemet er stigende i visse sydlige byer. Delvis på grund af et stigende narkotikamisbrug spreder hiv-smitte sig hastigt i byer som Odessa og Mykolajiv.
Sociale ydelser, der i Sovjettiden var gratis, for eksempel skolegang, er nu i stadig større udstrækning belagt med afgifter, med segregation og social udstødelse til følge. De sociale forskelle vokser i det hele taget. Den tidligere kommunistiske elite og mafialignende grupper har – ofte i fællesskab – tilranet sig betydelige rigdomme på befolkningsflertallets bekostning.
Kamp mod narkotika og organiseret kriminalitet – som kommer mere og mere frem i lyset – står højt på præsident Kutjmas program, men alt for mange indflydelsesrige personer er indblandet i disse aktiviteter, til at nogen virkelig effektive foranstaltninger kan træffes.

Infrastruktur og turisme

Ukraine har et omfattende vej- og jernbanenet, som er koncentreret omkring byerne Kiev, Lviv og Kharkiv. Jernbanenettet er det største i det tidligere Sovjetunionen, men det er i høj grad forældet og behøver modernisering. Selvom vejene ikke holder en vestlig standard, er de bedre end i de fleste andre tidligere Sovjetrepublikker.
Landet gennemskæres fra nord til syd af flere sejlbare floder, og ud til Sortehavet ligger vigtige havnebyer som Odessa, Kherson, Mykolajiv og Iljitjovsk.
Flere vestlige flyselskaber har nu regelmæssig trafik til Kiev. Visse af dem flyver også til Odessa, Lviv, Dnipropetrovsk og Simferopol. Det nye ukrainske flyselskab, Ukraine International Airlines, har også startet trafik til Vesteuropa med en flåde af moderne fly.
Flere af det tidligere Sovjetunionens fornemste turistmål findes i Ukraine, først og fremmest på Krim. Flere af byerne i landet, bl.a. Kiev, Lviv og Odessa, er desuden rige på historiske mindesmærker og andre seværdigheder, og der er en begyndende turistvirksomhed i landet. Alligevel er der i dag dårlige vilkår for en mere omfattende turisme fra Vesten, bl.a. fordi man savner hoteller af tilstrækkelig høj standard.

Informationer om Ukranie fra eksterne kilder

Vil du vide mere om billeje i Ukranine kan du foruden Google finde informationer på nedenstående hjemmesider

Den danske ambassade i Kiev: Royal Danish Embassy, Vul. Volodymirska 45, 252 034 Kyjiv.

Ukranies ambassade i Danmark

Jeg tager forbehold for fejl og ændringer i ovenstående artikel om billeje i Ukraine

 

Find den billigste billeje Billeje i Ukraine Find Billeje her --> Sammenlign priser her