Billeje i Serbien

Billeje i Serbien til de billigste priser finder du nemt i søgemaskinen der sammenligner ledige lejebiler og priser fra alle biludlejningsselskaber i Serbien.

Geografi og klima

Statsforbundet Serbien og Montenegro består af to delrepublikker, der frem til marts 2003 udgjorde Forbundsrepublikken Jugoslavien. Serbien udgør 86 procent af arealet, inklusive provinserne Kosovo i syd og Vojvodina i nord. Billeje i Serbien kort
Landskabet i Serbien er varieret. I nord danner floden Donau en del af grænsen til Kroatien, løber tværs gennem Beograd og danner derefter grænse mod Rumænien i øst. Gennem de frugtbare sletter mod nord løber også floderne Tisa, Drava og Sava samt Morava, som munder ud i Donau cirka 40 km øst for Beograd. Det sydlige Serbien og Kosovo er primært bjerglandskab. Også Montenegro (Crna Gora – “det sorte bjerg”), er – som navnet antyder  bjergrigt med tinder på over 2200 m. Montenegro har en knap 200 km lang kyst ud til Adriaterhavet. Rundt om hovedstaden, Podgorica, breder der sig et slettelandskab, som strækker sig ned mod den store Skadarsø (Skadarsko jezero), der udgør en del af grænsen mod Albanien. Det indre af Serbien og Montenegro har fastlandsklima med kolde vintre og varme, fugtige somre med jævnt fordelt nedbør. Ved kysten er der middelhavsklima med varme, tørre og forholdsvis milde vintre.

  • Areal: ca. 102.200 km2
  • Nabolande: Ungarn, Rumænien, Bulgarien, Makedonien, Albanien, Bosnien-Hercegovina, Kroatien
  • Tid: som Danmark
  • Hovedstad: Beograd (1,12 mio. indb., 2002)
  • Øvrige større byer: Pristina, Novi Sad, Nis, Pedgorica, Kragujevac
  • Gennemsnitstemperatur/døgn: Beograd – 1 grad (januar), 23 grader (kili)
  • Gennemsnitsnedbør/år: Beograd 46 mm (marts), 96 mm (juni)
  • Længste flod: Morava

Befolkning, sprog og religion

Ifølge den seneste folketælling fra 1991 havde Serbien med Kosovo og Vojvodina 9,8 mio. indbyggere, hvoraf knap 66 procent var serbere. Montenegro havde cirka 600.000 indbyggere, deraf 68 procent montenegrinere. I det egentlige Serbien (ekskl. Kosovo og Vojvodina)  var andelen af serbere 85 procent. I det etnisk blandede Vojvodina dominerede serberne med cirka 60 procent, mens det største mindretal, ungarerne, udgjorde omkring 20 procent af provinsens 2,1 mio. indbyggere. I Kosovo boede der dengang cirka 2 mio. mennesker, hvoraf 90 procent var albanere. I perioden 1981-1991 steg Kosovos indbyggertal med 23 procent på grund af de høje fødselstal blandt albanerne. Foruden albanerne og ungarere, som begge er ikke-slaviske folk, findes der en lang række mindretal inden for statsforbundets grænser, bl.a. sigøjnere (romaer), bulgarere, tjekker, slovakker og rusinere. Da krigen i det tidligere Jugoslavien begyndte i 1991, rejste mange unge og højtuddannede fra landet for at slippe for militærtjeneste, men også af økonomiske årsager. Samtidig kom der mange flygtninge til Serbien og Montenegro, især serbere fra Kroatien og Bosnien-Hercegovina, men også serbere og sigøjnere fra Kosovo. I marts 2004 fandtes der stadig 370.000 flygtninge inden for statsforbundets grænser. I Serbien og Montenegro tales der serbisk, som er et sydslavisk sprog. Det skrives med det kyrilliske alfabet, som engang blev indført af den ortodokse kirke, men det er blevet mere og mere almindeligt at anvende latinske bogstaver, især i Montenegro. Albansk og ungarsk er de vigtigste mindretalssprog. De fleste serbere og montenegrinere er ortodokse kristne og medlemmer af den serbisk-ortodokse kirke, der har været autokefal siden 1219 (dvs. at den har sin egen patriark). En lille del af de ortodokse i Montenegro har forsøgt at oprette en selvstændig montenegrinsk-ortodoks kirke, men den er ikke blevet anerkendt af noget andet trossamfund. De fleste ungarere er katolikker, og flertallet af albanerne bekender sig til islam. Der er religionsfrihed, og alle religioner er princippet ligeværdige, men i sagens natur har den serbisk-ortodokse kirke under patriarken Pavle stor indflydelse i samfundet. Krigene i 1990’erne har styrket religiøsiteten generelt, og troen er blevet en vigtig del af det enkelte menneskes hverdag og identitet, samtidig med at den er blevet udnyttet i propagandaen mod andre folkegrupper.

  • Indbyggertal: 10,7 mio.
  • Antal indbyggere/km2: 104
  • Andel af indbyggerne, der bor i byerne: 52%
  • Fødselsrate: 1,2%
  • Dødsrate: 1,2%
  • Naturlig befolkningstilvækst: 0%
  • Gennemsnitslevealder: mænd 70 år, kvinder 75 år
  • Skolegang: obligatorisk i otte år
  • Andel læsekyndige voksne: 98%
  • Befolkningsgrupper: serbere 63%, albanere 14%, montenegrinere 6%, ungarere 4%, andre 13% (1994 – ingen nyere oplysninger)
  • Sprog: serbisk, desuden albansk og ungarsk
  • Religion: flertallet er ortodokse kristne, desuden mindre grupper af muslimer og katolikker

Uddannelse og kultur

Uddannelsen er hver delrepubliks eget ansvar. I både Serbien og Montenegro begynder børnene i skolen i syvårsalderen. Efter en otteårige grundskole, som er obligatorisk og gratis, kan eleverne vælge et fireårigt gymnasium, som giver adgang til de videregående uddannelser, en erhvervsskole eller teknisk skole. Undervisningen finder primært sted på serbisk. Det samme gjaldt også før i tiden i Kosovo, der er domineret af albanere. Her blev de albansk-sprogede skoler lukket i 1990, og lærerne blev afskediget, hvis de ikke fulgte den serbiske læseplan. De fik albanerne til at oprette “underjordiske ” skoler med undervisning på albansk, ofte i private hjem. Efter krigen i Kosovo 1998-1999 har albanerne imidlertid fået kontrol med skolerne der. Mange skolebygninger blev ødelagt under krigen, men de fleste er nu blevet genopbygget. Der er seks universiteter i statsforbundet: i Beograd, Novi Sad, Nis Kragujevac, Podgorica og Pristina. Standarden på de videregående uddannelser faldt i 1990’erne på grund af landets internationale isolation og de økonomiske problemer, der skyldtes den dyre krigsførelse og omverdenens sanktioner. Serbien oplevede en kulturel blomstring i det serbiske kongeriges storhedstid i 1200- og 1300-tallet. Under den lange tyrkiske besættelse blev den serbiske kultur holdt i live i form af sange og beretninger om serbiske helte i kampen mod tyrkerne, men også delvist videreført i Vojvodina, hvor mange serbere flygtede hen. I 1800-tallet fik Vuk Karadzic stor betydning for serbisk kultur og nationalfølelse med sine sprogvidenskabelige, historiske og folkloristiske arbejder. Stor udbredelse fik også Gorski vijenac (“Bjergkransen “), det montenegrinske nationalepos, som Montenegros fyrstebiskop Petar II Petrovic Njegos skrev i midten af 1800-tallet. Til den serbiske kultursfære hører også nobelpristageren Ivo Andric (Broen over Drina), der dog er født og opvokset i Bosnien. Andre 1900-talsforfattere er Danilo Kis og Dobrica ´Cosic, som var Jugoslaviens præsident 1992-1993. Han var   aktiv i demokratiseringsprocessen i begyndelsen af 1980’erne, da forfatterne tog tidligere forbudte emner op. En ung forfatter, som har skildret livet under krigene fra 1991 og frem, er Vladimir Arsenijevic, der på dansk har fået udgivet romanen På underste dæk.

Medier

Under Slobodan Milosevic (1987-2000) blev tv og radio, der for mange er de eneste nyhedskilder, bevidst udnyttet til regimets egne formål, blandt andet til at fremme serbisk nationalisme. Pressen var længe forholdsvis fri, men den var også mindre farlig for regimet end radio og fjernsyn, da kun få havde råd til at købe aviser. I forbindelse med krigen i Kosovo blev der i 1998 indført en repressiv ny medielov, som blev skærpet i 2000, da mange aviser og radiostationer blev lukket eller fik bøder, og journalister blev arresteret eller tilmed myrdet. Uafhængige medier spillede alligevel en aktiv rolle i Milosevic-regimets fald. Efter regimeskiftet i 2000 blev medieklimaet mere åbent, og Milosevic-tro medier skiftede side fra den ene dag til den anden. Mange journalister bevarede dog en ukritisk holdning til magthaverne, og selvcensur var stadig udbredt. Politisk pres, trusler og chikane af medier og enkelte journalister forekommer stadig, og det går langsomt med at få medielovgivningen revideret. Store serbiske dagblade er Politika, som ejes af staten og det tyske medieselskab WAS, det statsejede Borba samt de uafhængige Danas og Blic. Aftenavisen Vecernje Novosti og ugeaviserne Vreme og NiN udgives alle i Beograd. Danas, Vreme og NiN er sammen med radiostationen B92 de mest regeringskritiske, hvilket også gjaldt under Milosevic. Den største avis i Montenegro er det privatejede dagblad Vijesti. Blandt andre større aviser kan nævnes det regeringstro Pobjeda samt den privatejede ugeavis Monitor. Det statslige serbiske Radioteleviiizija Srbije sender fjernsyn på tre kanaler, og rapporteringen bliver mere og mere uafhængig. Herudover findes der flere private tv-stationer. Montenegro har en statslig tv-station og en privat, Montena TV.

Politisk system

I februar 2003 forsvandt de sidste rester af Jugoslavien, da den daværende forbundsrepublik af samme navn blev omdannet til et løsere statsforbund under navnet Serbien og Montenegro. De havde siden Anden Verdenskrig været to af de seks delrepublikker i den Socialistiske Føderative Republik Jugoslavien, som faldt fra hinanden 1991-1992. Det nye statsforbund opstod efter lange og besværlige overvejelser under pres fra bl.a. EU, der frygtede, at en splittelse af Serbien og Montenegro på længere sigt ville føre til krav om selvstændighed fra andre sider på Balkan med nye uroligheder som følge. De to delstater har deres egne økonomier, valutaer og toldregler. Derimod har de en fælles præsident og fører en fælles forsvars- og udenrigspolitik. De repræsenteres også sammen i FN og andre internationale organer. Såvel Serbien som Montenegro har ret til efter tre år at afholde en folkeafstemning om fuld selvstændighed. Den 25. februar 2003 valgte de to delstatsparlamenter medlemmer til et nyt, fælles parlament for Serbien og Montenegro (Skupstina Srbije i Crne Gore) med 126 medlemmer – 91 fra Serbien og 35 fra Montenegro. Statsoverhovedet er forbundsstatens præsident, som sidder på sin post i fire år. Han vælges af forbundsparlamentet, og kan ikke genvælges, for præsidenten må ikke komme fra den samme delrepublik to mandatperioder i træk. Præsidenten leder regeringsarbejdet og står som sådan til ansvar over for forbundsparlamentet. Delstaterne har deres egne parlamenter og præsidenter. Serbiens delstatsparlament (Narodna Skupstina Srbije) har 250 medlemmer, og Montenegros (Skupstina Republike Crne Gore) 85. Begge steder holdes der valg hvert fjerde år.
Serbien er inddelt i 29 kommuner, heraf syv i Vojvodina og frem i Kosovo. Montenegro består af 21 kommuner. De to delrepublikker har hver deres politiske partier. Pladserne i forbundsparlamentet er proportionelt fordelt blandt partierne ud fra det antal pladser, de har i deres respektive delstatsparlamenter. Serbien regeres efter parlamentsvalget i delrepublikken i december 2003 af en forholdsvis reformvenlig, liberal koalition med ministerpræsident Vojislav Kostunicas Serbiens Demokratiske Parti (Demokratska Stranka Srbije, DSS) i spidsen. DSS, der er et forholdsvis konservativt og nationalistisk parti, som går ind for en forsigtig reformkurs, blev grundlagt i starten af 1990’erne af udbrydere fra Det Demokratiske Parti (Demokratska Stranka, DS), dengang ledet af Zoran Dindic. Begge partier indgik i den opposition på 18 partier, DOS, som væltede Milosevic i 2000, men uenighed mellem de to ledende skikkelser gjorde samarbejdet vanskeligt. Modsætningerne blev ikke mindre efter mordet på Dindic i 2003. I koalitionsregeringen indgår også G17 Plus og SPO-NS (Den Serbiske Fornyelsesbevægelse – Nyt Serbien, Srpski Pokret Obnove – Nova Srbija). G17 Plus startede som en økonomisk tænketank, der i 2002 blev omdannet til et politisk parti under den tidligere jugoslaviske viceministerpræsident Miroljub Labus. Partiet kæmper med DS om de reformvenlige vælgere. SPO var på Milosevics tid længe det største oppositionsparti og ledes af nuværende udenrigsminister Vuk Draskovic. NS ledes af Velimir Ilic, der også tilhørte oppositionen mod Milosevic. Begge partier henter primært deres stemmer blandt indbyggerne på landet, blandt konservative, lettere nationalistiske og ofte også royalistiske vælgere. Det reformvenlige Demokratiske Parti, DS, blev grundlagt i slutningen af 1980’erne af Zoran Dindic og var største parti i DOS-koalitionen. Efter et dårligt valgresultat i 2003 gik partiet i opposition, men siden valget af partileder Boris Tadic til Serbiens præsident i 2004 er partiet igen gået frem i meningsmålingerne. Det største enkeltstående parti ved valget i 2003 var det ekstremt nationalistiske “storserbiske” Serbiske Radikale Parti (Srpska Radikalna Stranka, SRS), som efter en meget populistisk valgkamp erobrede godt en fjerdedel af pladserne i parlamentet. Partiets leder Vojislav Seselj, er anklaget for krigsforbrydelser og sidder varetægtsfængslet i Haag. Samme sted befinder Slobodan Milosevic sig, men han er stadig formelt leder af det engang så mægtige, men nu stærkt reducerede Serbiens Socialistiske Parti (Socijalisticka Partija Srbije, SPS). SPS opstod ud af det gamle kommunistparti i Serbien og fungerer i dag som støtteparti til Vojislav Kostunicas regering. I Montenegro er den politiske scene domineret af ministerpræsident Milo Dukanovic og hans Montenegros Demokratiske Socialistparti (Demokratska Partija Socijalista Crne Gore, PDS). Det er ligesom SPS i Serbien en udløber af kommunistpartiet, men blev splittet i 1998. Siden har Dukanovic ført sin del af partiet, under samme navn, ind på en reformvenlig, pro-vestlig og selvstændig kurs. Ved parlamentsvalget i Montenegro i efteråret 2002 indgik DPS i valgforbundet DLECG, der erobrede 48 procent af stemmerne og siden dannede regering. De ivrigste fortalere for selvstændighed har altid været Montenegros Liberale Alliance (Liberalni Saviz Grne Gore, LSCG), der først støttede regeringen, men siden trak sin støtte tilbage i protest over beslutningen om at indgå i statsforbund med Serbien. Også Montenegros to albanske partier, der har to mandater i alt, går ind for fuld selvstændighed. I opposition findes Montenegros Socialistiske Folkeparti (Socijalisticka Narodna Stranka Crne Gore, SNP), dannet af den Milosevic-tro Momir Bulatovic, da DPS blev splittet. SNP har i lange perioder boykottet arbejdet i det montenegrinske parlament og går ind for en fortsat union med Serbien. Det samme gør de to små partier Folkepartiet (Narodna Stranka, NS) og Montenegros Serbiske Folkeparti (Srpska Narodna Stranka Crne Gore, SNS). Forholdet mellem Serbien og Montenegro har længe været problematisk. Montenegrinerne forsøger at distancere sig fra krigene i det tidligere Jugoslavien og vil ikke dele skylden for de konflikter, serberne har startet. Montenegro har på egen hånd nærmet sig Vesten og er kommet længere i den økonomiske reformproces end Serbien. Montenegrinerne lægger også stor vægt på, at de har en særlig kultur og historie, der ikke er identisk med den serbiske. Delstaten har sit eget flag, sin egen nationalsang og nationaldag, og der betales med euro i Montenegro, hvor valutaen i Serbien er dinar. De serbiske provinser Kosovo og Vojvodina med et stort albansk, hhv. ungarsk mindretal havde en vis selvbestemmelse frem til 1990, hvor Serbien under Slobodan Milosevic indførte en ny forfatning, der helt afskaffede Kosovos selvstyre og begrænsede Vojvodinas. Vojvodina fik atter udvidet selvstyre i 2002 og ledes af en provinsforsamling med 120 medlemmer. Kosovos albanere har gang på gang gjort oprør mod det serbiske styre, der har svaret med militær indgriben, politiaktioner og undtagelsestilstand. Mange mennesker har mistet livet i forbindelse med de forskellige uroligheder, og i 1999 førte voldsomme overgreb mod albanere i Kosovo til regulær krig. Efter krigen tog FN ansvaret for Kosovo gennem det provisoriske styre UNMIK (United nations Mission in Kosovo). Efter de almindelige valg i 2001 blev der oprettet et parlament med 120 pladser og begrænsede beføjelser. Beslutningen om Kosovos fremtidige status vil blive truffet, når regeringen har gennemført tilstrækkelige demokratiske reformer. I aftalen om Statsforbundet Serbien og Montenegro fra 2003 forudsættes det, at Kosovo i lighed med Vojvodina indtil videre udgør en selvstyrende del af Serbien. Mange albanere vil dog ikke i længden stille sig tilfreds med mindre end et frit og selvstændigt Kosovo.

Vigtige årstal i Serbien og Montenegros historie

  • 1389    slaget på Solsortesletten
  • 1878    Berlinkongressen anerkender Serbien og Montenegro som selvstændige stater
  • 1918    Serbernes, kroaternes og slovenernes kongerige
  • 1929    forfatningen sættes ud af kraft, der indføres diktatur
  • 1934    kong Aleksandar myrdes
  • 1941    Jugoslavien besættes af aksemagterne
  • 1945    den socialistiske forbundsrepublik Jugoslavien
  • 1980    Tito dør, uroligheder i Kosovo
  • 1991-95    krig mod udbryderrepublikkerne, Jugoslavien splittes
  • 1992    Serbien og Montenegro danner Forbundsrepublikken Jugoslavien
  • 1999    krig i Kosovo
  • 2000    Slobodan Milosevic taber præsidentvalget og fængsles siden
  • 2003    Unionen Serbien og Montenegro; mordet på Zoran Dindic

Ældre historie

Efter delingen af Romerriget i en vestlig og en østlig del i år 395 e.v.t. opstod en række forskellige statsdannelser af varierende størrelse og levetid på Balkan. Ved midten af 600-tallet havde slaverne, som kom fra nordøst, dog koloniseret næsten hele området. I 1000-tallet opstod det middelalderlige serbiske rige, som blev anerkendt af den byzantinske kejser i 1187. Det fik sin egen, serbiskortodokse ærkebiskop i 1219. Han havde sæde i Pec i det nuværende Kosovo. Kirken blev en samlende kraft og fik stor betydning for serbernes nationale og kulturelle identitet. Under Stefan Dusan, som i 1346 blev kronet til konge, oplevede serberne en storhedstid. I Kosovo, som serberne regner for deres oprindelige hjem, blev der i denne epoke bygget en mængde kirker og klostre. Riget faldt dog snart fra hinanden og kunne ikke klare sig mod de osmanniske tyrkere, da de i slutningen af 1300-tallet begyndte at rykke frem på Balkan. Der stod et stort slag mellem serbere og tyrkere i 1389 på Kosovo Polje, Solsortesletten, som serberne tabte. I 1396 blev Serbien en tyrkisk lydstat og blev derpå helt indlemmet i det osmanniske rige i 1459. Montenegrinerne er nært beslægtede med serberne og ligesom dem for en stor del ortodokse kristne. De var under byzantinsk indflydelse, til de blev indlemmet i det serbiske kongerige i 1100-tallet. I anden halvdel af 1300-tallet gjorde Montenegro sig uafhængigt af Serbien. Det blev aldrig besat af tyrkerne, men bevarede sit selvstyre under ortodokse biskopper. Til forskel fra montenegrinerne måtte serberne leve under tyrkisk, muslimsk herredømme i over 400 år. Befolkningen holdt dog fast ved den serbisk-ortodokse religion og sin egen kultur. I slutningen af 1500-tallet oprettede den habsburgske kejser et militært grænseområde mod tyrkerne i det nuværende Kroatien, det såkaldte Krajina, der netop betyder “militærgrænse”. Habsburgerne gav jord til serbiske bønder, som til gengæld stillede som soldater og beskyttede de habsurgske provinser mod tyrkerne. På den måde opstod det store serbiske mindretal i Kroatien. Den moderne serbiske stat voksede frem i begyndelsen af 1800-tallet. Efter den sidste russisk-tyrkiske krig 1877-1878 fik serberne fuld selvstændighed, og i 1882 blev Serbien et kongerige. I den Første Balkankrig 1912-1913 besejrede Serbien, Montenegro, Bulgarien og Grækenland tyrkerne. Anden Balkankrig i 1913 skyldtes, at sejrherrerne ikke kunne blive enige om, hvordan byttet skulle fordeles. Det endte med, at Makedonien blev delt mellem Serbien og Grækenland. Bosnien-Hercegovina var i 1908 blevet annekteret af Østrig-Ungarn. Da Serbien ville befri de bosniske serbere fra det habsbugske styre, kom landet i direkte konflikt med Østrig-Ungarn. Rigets tronfølger, Franz Ferdinand, havde planer om at give slaverne i det habsburgske rige selvstyre, for at de ikke skulle slutte sig til Serbien. Franz Ferdinand blev dræbt i Sarajevo den 28. juni 1914 af et medlem af den serbisk-nationalistiske organisation Den Sorte Hånd. Mordet blev optakten til Første Verdenskrig. Det habsburgske dobbeltmonarki faldt sammen i oktober 1918, og i december blev “Serbernes, kroaternes og slovenernes kongerige” udråbt under Serbiens regent, Aleksandar Karadordevic. Allerede fra starten var der dog et meget spændt forhold mellem serbere og kroater. Både slovenere og kroater, som var katolikker og havde erfaringer med vestlig administration, ønskede, at den nye stat skulle være en løs føderation med betydeligt indre selvstyre. Serberne, hvis forvaltning  var påvirket af tyrkisk tradition, ønskede en centraliseret stat. De partier, som ville have en centralstyret enhedsstat, vandt et spinkelt flertal ved valgene i 1920.
I slutningen af 1920’erne var landet på randen af borgerkrig, og i januar 1929 opløste kong Aleksandar parlamentet. Forfatningen blev sat ud af kraft, og kongen gjorde sig selv til diktator. Samtidig blev landet omdøbt til Kongeriget Jugoslavien. “Jugo” betyder syd. Der fulgte en periode med økonomisk nedgang, øgede politiske modsætninger og stigende vold. I Makedonien arbejdede den revolutionære organisation VMRO for tilslutning til Bulgarien. I Kroatien voksede fascistpartiet Ustasa, til trods for at det var forbudt, og dets ledere befandt sig i eksil i Mussolinis Italien. I 1934 blev kong Aleksandar myrdet i Marseille, formodentlig af ustasa-bevægelsen. I begyndelsen af Anden Verdenskrig støttede Jugoslavien Nazityskland, som det var stærkt økonomisk afhængigt af. I slutningen af marts 1941 blev der dog gennemført et statskup af officerer, som støttede de allierede mod tyskerne. Det førte til en invasion i april af Tyskland og Italien samt deres støtter, Ungarn og Bulgarien. Montenegro blev indlemmet i det fascistiske Italien, som også samlede Albanien, Kosovo og albanskbefolkede dele af Makedonien til et Storalbanien under sit styre. Størstedelen af Serbien blev besat af tyskerne, som indsatte en serbisk marionetregering. I det meste af Kroatien og Bosnien-Hercegovina blev der med tysk støtte indsat et fascistisk lydregime under ustasa-bevægelsen, den såkaldte Uafhængige Stat Kroatien (Nezavisna Drzava Hrvatske, NDH).
To rivaliserende modstandsgrupper kæmpede mod erobrerne: de kongetro serbiske cetnikker under oberst Mihajlovic, som fik støtte af den jugoslaviske eksilregering i London, og partisanerne under det jugoslaviske kommunistpartis leder, kroaten Josip Broz Tito. De to gruppers forsøg på samarbejde endte dog med en blodig indbyrdes kamp. De allierede, som først havde støttet de kongetro, gik i 1943 over til Tito, og i november samme år udråbte Tito i byen Jajce i Bosnien en partisanregering i de befriede områder. Sideløbende med partisankrigen blev dele af Jugoslavien hærget af indre politisk og religiøs terror. Ustasa-regimet i Kroatien gav sig til at forfølge jøder, sigøjnere og politiske modstandere barbarisk. Under dække af at forsøge at omvende ortodokse serbere til katolicismen, forfulgte man serberne, og mange blev henrettet eller sat i koncentrationslejr. Det lykkedes dog mange kroatiske serbere at flygte til Serbien. Serbiske grupper, blandt andre cetnikkerne, svarede igen med brutale overfald på kroater. De værste kampe rasede i 1943-1944 i Bosnien. Da krigen var forbi, var en tiendedel af Jugoslaviens befolkning blevet dræbt, og 3,5 mio. var blevet hjemløse. Der var faldet flere ofre for de interne stridigheder end i kampen mod besættelsesmagterne. De kongetro blev endegyldigt besejret i 1944, hvor kongen formelt blev afsat. Den 7. marts 1945 kunne Tito danne regering i Beograd. Serbien og Montenegro blev to af de seks delrepublikker i den Socialistiske Føderative Republik Jugoslavien.

Historie efter 1945

Jugoslaviens forfatning byggede på den sovjetiske fra 1936, og kommunistpartiet var det eneste tilladte parti. Al national og politisk opposition blev undertrykt, og store dele af industri og erhvervsliv blev nationaliseret. Titos ambition om at danne et Balkanforbund med sig selv som leder fik imidlertid sovjetlederen Josef Stalin, som ikke ville have nogen konkurrence om det internationale kommunistiske lederskab, til i 1948 at udelukke Jugoslavien af det kommunistiske fællesskab. Tito blev nu tvunget til at vende sig mod Vesten. Han lagde den indenrigspolitiske kurs om og decentraliserede bl.a. de økonomiske beslutninger i det såkaldte selvforvaltningssystem, hvor arbejderne ude på fabrikkerne var med til at beslutte, hvordan virksomhedens midler skulle anvendes. Jugoslavien fik nu omfattende økonomisk og militær hjælp fra USA og andre vestlige lande. Først i 1956 genoptog Jugoslavien og Rusland under Nikita Khrusjtjov de diplomatiske forbindelser.
De økonomiske fremskridt og Titos samlende kraft medvirkede til at skjule de modsætninger, der var indbygget i det jugoslaviske system. Men i 190’erne begyndte landet at få økonomiske problemer, der blot blev værre i 1980’erne.
Samtidig voksede de indre modsætninger. Forfatningen fra 1974, som var blevet vedtaget efter et kroatisk oprør mod centralmagten i Beograd, gav republikkerne udstrakt selvstyre med egne regeringer og forvaltninger. Centralmagten i Beograd havde ansvaret for udenrigspolitik, forsvar og visse dele af økonomien, men delrepublikkerne kunne nedlægge veto i vigtige sager, og det, der var bedst for føderationen som helhed, trådte ofte i baggrunden. Den nye forfatning svækkede samtidig Serbiens indflydelse, da de serbiske provinser Kosovo og Vojvodina fik udstrakt selvstyre. Efter Titos død i 1980 begyndte serberne åbenlyst at arbejde for en omfordeling af magten i deres egen republik og i Jugoslavien som helhed. I slutningen af 1987 erobrede Slobodan Milosevic på kuplignende vis posten som leder af det serbiske kommunistparti, og to år senere blev han valgt til serbisk præsident. Milosevic kæmpede for at “genetablere serbernes betydning” og gjorde kontrollen over Kosovo til en symbolsag.
I slutningen af 1980’erne begyndte Slovenien og Kroatien at arbejde for et mere løst forbund inden for rammerne af Jugoslavien, men alle reformforslag blev stemt ned i forbundsparlamentet, hvor Serbien og dets allierede havde flertal. Da Sloveniens delstatsparlament i efteråret 1989 ændrede sin forfatning, så republikken nu kunne forlade Jugoslavien, svarede Serbien igen med økonomisk boykot. På det jugoslaviske kommunistpartis kongres i januar 1990 var modsætningerne så store, at Slovenien og Kroatien, som begge ønskede et mere moderne og åbent parti, forlod kongressen. Kort efter blev partiet opløst. Der var stadig kommunister på delrepublikniveau, men de valgte nu ofte at kalde sig socialister eller socialdemokrater. Jugoslavien var ikke længere en etpartistat. I 1990 blev der holdt flerpartivalg i alle de seks jugoslaviske delrepublikker. Fire af disse valg blev vundet af nationalistiske partier, mens kommunisterne, som dog også førte en nationalistisk politik, beholdt magten i Serbien og Montenegro. Disse to delrepublikker var – til forskel fra de øvrige – interesserede i at styrke føderationen. Den jugoslaviske forbundsstat holdt i praksis op med at fungere, og den 25. juni 1991 erklærede Slovenien og Kroatien sig selvstændige. Kort efter gik den serbisk-dominerede jugoslaviske såkaldte folkehær (Jugoslavenska Narodna Armija, JNA) til angreb i Slovenien, men kampene hørte op efter ti dage.
Nu koncentrerede JNA sig om konflikten med Kroatien, der havde et langt større serbisk mindretal. Krigen i Kroatien blev mere langvarig. Serbien syntes i princippet at gå med til, at landet forlod føderationen under forudsætning af, at det ikke tog de områder med sig, der var beboet af serbere. Kroaterne havde i deres nye forfatning frataget de 600.000 serbere deres status som “nation” indenfor Kroatien og nægtede ikke overraskende at gå med til grænseændringer. Det serbiske mindretal udråbte en række autonome serbiske områder og oprettede lokale militser.
Efter en lang række episoder i løbet af foråret og sommeren tog kampene for alvor til i august 1991. Der blev gjort flere forsøg på at løse konflikten ad forhandlingsvejen, men spage internationale mæglingsforsøg gav ingen resultater. I januar 1992 anerkendte EF-landene Slovenien og Kroatien, hvilket Tyskland allerede havde gjort måneden før. I foråret 1992 stemte også makedoniere og bosniere for at bryde ud af Jugoslavien. I Makedonien skete overgangen til selvstændighed uden krigshandlinger. I Bosnien-Hercegovina udbrød der derimod krig, efter at EF trods serbiske protester havde anerkendt republikkens selvstændighed den 6. april 1992. Knap to uger senere vedtog forbundsparlamentet i Beograd en ny forfatning, og dermed blev Forbundsrepublikken Jugoslavien skabt. Den bestod kun af to delstater, Serbien og Montenegro. Den jugoslaviske folkehær, JNA, stillede sig formelt neutralt over for krigen i Bosnien, men dens taktik med at “hjemsende” de bosniske serbere i hæren med våben og udrustning bidrog i høj grad til, at serberne i løbet af kort tid kunne underlægge sig 70 procent af Bosnien-Hercegovinas areal. I de erobrede områder blev den ikke-serbiske civilbefolkning fordrevet eller myrdet i “etnisk udrensning”. Alle krigens parter benyttede sig af etnisk udrensning, men serberne satte det i system.
I sommeren 1995 vendte serbernes krigslykke imidlertid, da kroaterne uden større besvær erobrede to af de serbisk-holdte områder i Kroatien tilbage, bl.a. det såkaldte Krajina. Følgen blev en ny stor flygtningestrøm, denne gang hundredtusinder af serbere.
I juli 1995 havde også de bosniske serbere under ledelse af general Ratko Mladic indtaget den sidste muslimske enklave i det sydøstlige Bosnien, Srebrenica, til trods for, at den var under FN-beskyttelse. Over 7000 mænd fra byen blev myrdet. Denne hændelse var medvirkende til, at USA til sidst greb ind i konflikten. De tre præsidenter Slobodan Milosevic fra Serbien, Franjo Tudman fra Kroatien og Alija Izetbegovic fra Bosnien-Hercegovina blev tvunget til forhandlinger på en flybase i Dayton, Ohio. Milosevic havde mandat til at forhandle for de bosniske serbere, hvis leder, Radovan Karadzic, ikke kunne forlade sit land uden at risikere at blive stillet for FN’s krigsforbryderdomstol for det tidligere Jugoslavien i Haag. Den 21. november 1995 underskrev parterne Daytonaftalen, hvorefter størstedelen af de økonomiske sanktioner mod Beograd, som EF og FN havde indført i henholdsvis 1991 og 1992, blev hævet.
Selv om krigene i det tidligere Jugoslavien fra 1991 og frem ikke blev ført på serbisk eller montenegrinsk jord, fik krigsførelesn alligevel alvorlige konsekvenser for den nye føderation i form af omverdenens fordømmelse, økonomiske sanktioner og blokader, store flygtningestrømme og en generel brutalisering af samfundet.
Indenrigspolitisk var Jugoslaven stadig domineret af Slobodan Milosevic. Den svage og splittede opposition gjorde det muligt for ham og hans parti at beholde deres forholdsvis stærke position. Så længe de økonomiske sanktioner var i kraft, kunne regimet også give den uforstående omverden, som havde “rottet sig sammen mod serberne”, skylden for alle problemer. Da størstedelen af sanktionerne var blevet hævet, uden at situationen blev nævneværdigt bedre, så det anderledes ud.
I efteråret 1995 indledtes et nærmere samarbejde mellem tre oppositionspartier: Vuk Draskovics SPO, DS under Zoran Dindic og Vesna Pesic Serbiens Borgeralliance. De kaldte sig Zajedno (“Sammen”), men det eneste, de egentlig havde til fælles, var modstanden mod Milosevic. Ved lokalvalgene i november 1996 vandt oppositionen i 14 af de 18 største byer, deriblandt Beograd. Milosevic-regimet lod derfor valgresultaterne forfalske, så det så ud, som om regeringstro partier havde vundet. Det førte til tre måneders protestdemonstrationer, anført af oppositionslederne, der rystede det serbiske samfund i dets grundvold. Regimet var til sidst tvunget til at indrømme valgsvindlen og overlade magten i flere byer til oppositionen. Zajedno faldt dog hurtigt fra hinanden: De tre partiledere kunne ganske enkelt ikke enes. Milosevic måtte ikke selv stille op til det serbiske præsidentvalg i efteråret 1997, da han allerede havde siddet på posten i to mandatperioder. Han havde i stedet sørget for at blive valgt til jugoslavisk præsident i løbet af sommeren. Det serbiske præsidentvalg blev vundet af en Milosevic-tro kandidat, den jugoslaviske udenrigsminister Milan Milutinovic. Klager over valgsvindel fik medhold af observatører fra OSCE. Ved det serbiske parlamentsvalg, der blev afholdt samtidig, blev Milosevics SPS med støttepartier ganske vist største gruppe, men Milosevics stilling blev snart undergravet af udviklingen i Kosovo. Dindic og Pesic boykottede begge valg.
Forud for det planlagte valg til forbundsparlamentet i slutningen af 2000 fortsatte Milosevic med at forsøge at sikre sig magten fremover. Hans første periode som den jugoslaviske føderations præsident udløb nemlig i juli 2001. Året før godkendte forbundsparlamentet nogle ændringer i forfatningen, som indebar, at Milosevic kunne genvælges for yderligere otte år. Præsidenten skulle også for fremtiden vælges ved almindelige valg, ikke som tidligere af parlamentet. Det skabte spændinger i forholdet mellem Serbien og Montenegro. I august 2000 udskrev Milosevic valg før tiden til forbundspræsidentposten, til forbundsparlamentet samt lokalvalg i Serbien. Valgene blev holdt den 24. september. Det var Milosevic’ håb, at den splittede serbiske opposition ikke ville kunne enes om en modkandidat. Trods vanskeligheder gik 18 oppositionspartier alligevel sammen i valgforbundet DOS med Det Serbiske Demokratiske partis Vojislav Kostunica som fælles præsidentkandidat. Det største oppositionsparti, Vuk Draskovics SPO, valgte dog at stå uden for samarbejdet.
Da meningsmålingerne pegede på sejr til oppositionen gjorde regimet sit yderste for at svine sine politiske modstandere til. Massemediernes frihed blev yderligere indskrænket, og uafhængige valgobservatører blev forment adgang til landet. Hvis ingen af præsidentkandidaterne opnåede mere end 50 procent af stemmerne, skulle der afholdes en ny valgrunde den 8. oktober. Nogenlunde uafhængige målinger pegede på sejr allerede i første runde til Vojislav Kostunica. Alligevel begyndte den af regimet kontrollerede valgkommission at forberede en ny valgrunde. Det fik oppositionen til at opfordre til generalstrejke. Opbakningen var stor, men det samme var frygten for, at militær og specialpoliti skulle slå til. Det skete imidlertid aldrig. Den 5. oktober kom det til omfattende demonstrationer i Beograds gader, og dagen efter, da Serbiens “allierede”, Rusland, ikke længere ville holde hånden over Milosevic, var hans tid forbi. Ruslands udenrigsminister, Igor Ivanov, lykønskede ved et besøg i Beograd den nye jugoslaviske præsident, Vojislav Kostunica, på den russiske præsident Putins vegne. Milosevic trådte så frem i tv og erklærede sig besejret.
Dagen efter aflagde Kostunica ed som Jugoslaviens nye præsident. Desuden bestemte den serbiske regering sig for at træde tilbage før tid, og der blev udskrevet valg til det serbiske parlament den 23. december. Valget blev en ny succes for oppositionsalliancen DOS, der fik absolut flertal i parlamentet. Ny serbisk ministerpræsident blev Zoran Dindic, leder af Det Demokratiske Parti, som indgik i DOS-alliancen. Den serbiske præsident, Milan Milutinovic, der var blevet valgt under Milosevic, og ligesom ham anklaget for krigsforbrydelser af domstolen i Haag, blev indtil videre siddende på sin post. Han forlod dog Socialistpartiet og holdt en meget lav profil. På forbundsniveau godkendte det jugoslaviske parlament en ny regering i november 2000. Den blev ledet af den montenegrinske socialist Zoran Zizic, men størstedelen af de 16 ministre blev hentet fra DOS.
Såvel den nye jugoslaviske som den nye serbiske regering var indstillet på økonomiske og demokratiske reformer. Man var også opsat på at nå til enighed om forholdet til Montenegro og Kosovo inden for føderationen. Det skulle dog vise sig vanskeligt at holde DOS-alliancen sammen. Mens Zoran Dindic var klart vestorienteret, var forbundspræsident Vojislav Kostunica meget mere på vagt over for Vesten, især USA. Mens Dindic var parat til at udlevere Slobodan Milosevic til den internationale krigsforbryderdomstol i Haag, ville Kostunica nøjes med at stille ham for retten i Serbien. Milosevic blev arresteret i april 2001 på sin bopæl og sat i fængsel i Beograd, anklaget for underslæb med statslige midler, korruption og magtmisbrug. Det var dog en betingelse for økonomisk bistand fra USA, at Milosevic blev udleveret til Haag. Beslutningen om udlevering blev truffet af Zoran Dindic uden om forbundspræsident Kostnica, og i juli 2001 stod Milosevic foran krigsforbryderdomstolen for det tidligere Jugoslavien. Milosevics stædige modstand mod at anerkende domstolens kompetence og det faktum, at han førte sit eget forsvar, vækkede gamle pro-Milosevic-følelser til live i Jugoslavien, hvor retsmøderne blev sendt direkte i serbisk TV.

Aktuel politik

Præsidentvalget i september 2002 måtte annulleres på grund af for lav valgdeltagelse. Det samme gjorde sig gældende ved omvalget i december samme år, hvor Vojislav Kostunica dog fik flest stemmer. Det var uklart, hvad der ville ske, hvis også dette valg blev erklæret ugyldigt. Den serbiske ministerpræsident, Zoran Dindic, gik ind for en ændring af forfatningen, så præsidenten kunne vælges af parlamentet i stedet for af folket. Præsidentposten blev indtil videre overtaget af parlamentets formand, og i januar 2003 overgav den hidtidige præsident, Milan Milutinovic, sig til krigsforbryderdomstolen for det tidligere Jugoslavien i Haag, eftersom hans præsidentperiode var udløbet, og han derfor ikke længere kunne påberåbe sig immunitet. Milutinovic var anklaget for at planlægge forfølgelse og deportation af og mord på etniske albanere i Kosovo 1998-1999. I marts 2003 rejste den ligeledes anklagede Vojislav Seselj fra partiet SRS også frivilligt til Haag i Holland.
Den 12. marts 2003 blev Zoran Dindic myrdet på gaden i Beograd. Det formodes, at personer med forbindelse til organiseret kriminalitet stod bag mordet. Dindic havde sat en kampagne i gang mod den serbiske mafia, der havde fået stor magt under krigene og de økonomiske sanktioner i 1990’erne. Viceministerpræsident Zoran Zivkovic efterfulgte Dindic. I november 2003 blev der gjort endnu et forsøg på at finde en præsident, men heller ikke denne gang lykkedes det. Kun 38 procent af vælgerne gik til stemmeurnerne – den laveste valgdeltagelse nogensinde. Flest stemmer fik Tomislav Nikolic, der repræsenterede Seseljs ultranationalister i SRS.
Parlamentsvalget i december 2003 betød også fremgang for SRS, der blev største parti med godt en fjerdedel af pladserne i det nye parlament. En række liberale, reformvenlige partier fra den gamle DOS-koalition fik dog tilsammen flere pladser og kunne efter langtrukne forhandlinger danne en koalitionsregering under den tidligere jugoslaviske præsident Vojislav Kostunica. Hans parti, Serbiens Demokratiske Parti, DSS, fik knap 18 procent af stememrne ved valget og erobrede 53 mandater.
Iagttagere tilskrev SRS’ store fremgang det faktum, at det ikke var lykkedes den tidligere DOS-regering at få økonomien på fode igen, at enes indbyrdes og at få bugt med den udbredte korruption. SRS var under valgkampen kommet med populistiske løfter om flere job og billigere brød. At partiet ikke fik forholdsmæssigt endnu flere stemmer skyldtes den relativt høje valgdeltagelse (cirka 60 procent), der var til fordel for landets reformvenlige partier.
Den nye regering havde som sine fremmeste opgaver at løse spørgsmålet om Kosovos status (Kostunica gik ind for, at Kosovo på en eller anden måde fortsat skulle være knyttet til Serbien eller måske deles), at udarbejde en ny serbisk forfatning og reformere retsvæsenet – alle tre ting er forudsætninger for et fremtidigt EU-medlemskab.
I juni 2040 gjorde man det fjerde forsøg på 18 måneder på at få valgt en serbisk præsident. Man havde nu sløjfet kravet om en valgdeltagelse på mindst 50 procent, og valget blev vundet af Boris Tadic fra DS. Valgresultatet viste, at et flertal af vælgerne støttede den vestvenlige kurs, Tadic er fortaler for. Den uenighed, der herskede mellem Zoran Dindic og hans parti, DS, på den ene side og Vojislav Kostunica og hans DSS på den anden side, blev ikke mindre med den populære Tadic ved roret i DS. Partiet kom ikke med i Kostunicas regering, men fik de bedste resultater ved lokalvalgene i efteråret 2004. I august 2004 vedtog det serbiske parlament et nyt flag, et nyt statsvåben og en ny nationalsagn, sådan som Montenegro havde gjort måneden før.

Montenegro

Præsidentvalget i Montenegro i efteråret 1997 blev vundet med en lille margen af den daværende ministerpræsident Milo Dukanovic. Forud for parlamentsvalget i Montenegro i maj 1998 blev forholdet til Serbien dårligere. I Montenegro havde en stærk utilfredshed med det serbiske regime bredt sig. Montenegrinerne var blandt andet bitre over, at de havde fået en del af skylden for en krig, de ikke havde startet. I mange montenegrineres øjne opførte Serbien sig som en dominerende storebror. Visse grupper talte direkte for et brud med Serbien. Opinionsundersøgelser viste, at Dukanovic fraktion af det montenegrinske socialistparti ville vinde på bekostning af den Milosevic-venlige Momir Bulatovics fraktion. Det fik forbundspræsident Milosevic til at afsætte forbundsstatens ministerpræsident, montenegrineren Radoje Kontic, og i stedet indsætte Bulatovic. Kontic blev i praksis afsat, fordi han havde støttet Dukanovics lejr. Mange frygtede, at de jugoslaviske ledere ville indføre undtagelsestilstand i Montenegro, hvis Dukanovics parti vandt valget. Jugoslavisk politi og militær ville så overtage kontrollen, og det kunne føre til borgerkrig. Det skete dog ikke. Dukanovic’ Socialisternes Demokratiske Parti, DPS, var før valget gået sammen med andre reformvenlige kræfter i Koalitionen For Et Bedre Liv, der vandt med knap halvdelen af stemmerne.
Da forbundsparlamentet i juli 2000 ændrede Jugoslaviens grundlov, så Serbiens indflydelse på de føderale organer blev styrket på Montenegros bekostning, kom der atter liv i debatten om selvstændighed. Delstatsparlamentet affærdigede forfatningsændringerne som ulovlige og gjorde det klart, at Montenegro havde i sinde at boykotte de valg, som blev holdt efter den nye ordning. Regeringen i Montenegro godkendte heller ikke resultatet af valget til forbundsparlamentet i september 2000, selv om man udtrykte tilfredshed med, at Milosevic derved forsvandt fra magten. I november meddelte præsident Dukanovic, at der skulle holdes folkeafstemning om selvstændighed for Montenegro i foråret 2001.
De kræfter, der ville gå forsigtigt frem, vandt dog i første omgang, da parlamentet nedstemte en resolution om at udråbe selvstændighed. Det parlamentsvalg, der blev afholdt i april 2001, blev dog en de facto folkeafstemning om suverænitet. Den valgalliance, med præsident Dukanovics DPS som største parti, der gik ind for selvstændighed for Montenegro, fik 36 af de 77 pladser i delrepublikkens parlament. Yderligere otte mandater gik til andre selvstændighedsforkæmpere. Til dem, der gik ind for en fortsat union med Serbien, herunder Montenegros Socialistiske Folkeparti, SNP, fik 33 pladser. Præsident Dukanovic udskød den bebudede folkeafstemning på ubestemt tid.
I praksis var Montenegro dog i vid udstrækning allerede en selvstændig stat. Montenegrinerne kontrollerede deres egne grænser (og krævede ikke visum af udenlandske besøgende, sådan som Serbien gjorde) og økonomien (og indførte D-markensom valuta, der siden blev afløst af euroen) og ført deres egen udenrigspolitik. Landets milits på 15.000 mand udgjorde i praksis en selvstændig hær. Parlamentsvalget i oktober 2002 gav en sejr til selvstændighedsforkæmperne – DPS og det socialdemokratiske SDP, der erobrede 39 af de 75 mandater og dannede regering. Efter valget overtog Dukanovic posten som ministerpræsident, og hans forgænger, Filip Vunanocic, blev i tredje forsøg og efter en fjernelse af kravet om mindst 50 procents valgdeltagelse, valgt til præsident i maj 2003.

Montenegros regering gik kun modvilligt med til at indgå i statsforbund med Serbien og vente tre år med at afholde folkeafstemning om sin fremtidige status. Alt tyder på, at en sådan folkeafstemning ville betyde selvstændighed for delrepublikken. Der findes dog også en lille, men stærk modstand i Montenegro mod at opløse unionen. I foråret 2005 foreslog den montenegrinske regering, at unionen skulle opløses før tiden i fred og fordragelighed, sådan som det skete med Tjekkoslovakiet, eftersom den ikke fungerer, hverken politisk eller økonomisk, men Serbien afviste forslaget. I Serbien går flere og flere dog også ind for to selvstændige stater. Ud over forholdet mellem de to delrepublikker er det altafgørende spørgsmål for statsforbundet Kosovos fremtid. FN har gennem UNMIK styret området som et internationalt protektorat siden krigens afslutning i 1999. Utilfredsheden i provinsen vokser, efterhånden som tiden går, uden at der kommer en afgørelse. Det albanske befolkningsflertal går ind for fuld selvstændighed, mens det serbiske mindretal ønsker en fortsat tilknytning til Serbien og støttes deri af den serbiske regering. Kosovo har fået lovning på forhandlinger om sin fremtidige status, når visse betingelser var opfyldt (bl.a. skulle demokratiet i provinsen styrkes). Det er også vigtigt, at unionen , først og fremmest Serbien, samarbejder fuldt ud med krigsforbryderdomstolen i Haag, hvis man vil gøre sig håb om at blive accepteret af det internationale samfund og holde døren åben til både EU og NATOs Partnerskab for Fred.

  • Officielt navn: Statsforbundet Serbien og Montenegro – Drzavna Zajednica Srbija i Crna Gora
  • Vigtigste politiske partier: SRS (30), DSS (19), DLE-CG (19), DS (14), Zajedno (14), G17 Plus (12), SPO-NS (8), SPS (8), SRS (30), SDP (5), øvrige (3)
  • Medlemskab af internationale og regionale organisationer: Europarådet, FN, IMF, OSCE, Verdensbanken
  • Forsvarsstyrker: hæren ca. 55.000 mand, flyvevåbnet 6.500, flåden 3.800 (2004)
  • Forsvarsudgifter: 600 mio. US dollar (2003)

Læs mere om billeje i Montenegro

Kosovo

Kosovo (Kosova på albansk) spiller en vigtig rolle i Serbiens historie som kernen i det middelalderlige serbiske kongerige. Under tyrkerne blev mange serbere fordrevet, og albanere opmuntret til at flytte dertil. Til forskel fra serberne konverterede de fleste af dem til islam. Serbernes andel af befolkningen er faldet støt som følge af fraflytning og høje fødselstal blandt albanerne. I 1989 blev Kosovos selvstyre stærkt indskrænket. Samtidig pustede Slobodan Milosevic til den serbiske nationalisme i en brandtale på Solsortesletten i anledning af 600-året for det serbiske nederlag til osmannerne. Året efter vedtog Serbien en ny forfatning, som i praksis afskaffede provinsens selvstyre. De serbiske myndigheder lod Kosovoparlamentet opløse med den begrundelse, at det modarbejdede serbiske nationale interesser. Der blev sat hårdt ind på at gøre Kosovo mere serbisk: Albansksprogede medier blev lukket, og undervisning på albansk blev forbudt. Alle offentlige ansatte blev tvunget til at skrive under på en loyalitetserklæring over for det serbiske regime m.m. Kosovoalbanerne reagerede ved i princippet at oprette deres egen stat i provinsen og valgte i 1992 et nyt parlament med 130 medlemmer. Lederen af Kosovos Demokratiske Forbund (Lidhja Demokratike e Kosoves, LDK), albaneren Ibrahim Rugova, blev samtidig valgt til præsident. Rugova blev genvalgt i 1998. Hans parti gik ind for en ikke-voldelig kamp mod den serbiske dominans. Men fra midten af 1990’erne begyndte flere og flere albanere, især unge, at kræve handling. En stor del gik ind for fuld selvstændighed eller en eventuel tilslutning til Albanien. Mange af de sidstnævnte sluttede sig til Kosovas befrielseshær (Ushtrise të clirimtare të Kosovës, UCK), der i løbet af 1998 begik en række attentater mod serbiske øvrighedspersoner i Kosovo og mod albanere, der samarbejdede med serberne. UCK blev dannet af kosovoalbanere i udlandet, især i Schweiz og Tyskland. I takt med, at UCK optrappede sine aktiviteter, blev der sendt stadig flere serbiske soldater og politifolk til Kosovo. Mange kosovoserbere blev forsynet med våben og organiseret i halvmilitære grupper.
I foråret gik det serbiske politi meget hårdt frem for at få fat på UCK-medlemmer og våben blandt albanerne, og det førte til mange sammenstød med demonstranter med flere dødsofre til følge. I begyndelsen af juni blev konflikten trappet op, da jugoslaviske styrker gik til generalangreb mod UCK-oprørerne, blandt andet ved at beskyde albanske landsbyer. Titusinder af civile flygtede op i bjergene eller over grænsen til Albanien, men også til Makedonien og Montenegro.
Omverdenen indførte nu økonomiske sanktioner mod Serbien, blandt andet forbud mod nye investeringer, våbeneksport til landet og indefrysning af jugoslaviske midler i udlandet. NATO truede også med luftangreb på mål i Serbien.
I sommeren 1998 udbrød der regulær krig i Kosovo. Der blev indsat serbisk specialpoliti og militære enheder mod UCK-guerillaen, som led svære tab. Huse i albanske landsbyer blev brændt ned, og der blev lagt miner ud i en del af ruinerne, så befolkningen ville få svært ved at vende tilbage. Omverdenen reagerede langsomt. Først da der blev fundet flere massegrave sidst på sommeren, krævede det internationale samfund, at de serbiske tropper skulle trækkes tilbage. Ellers ville NATO bombe serbiske mål i og uden for Kosovo. Rusland tilsluttede sig dog ikke truslen om bombninger. Russerne mente, at kun FN’ Sikkerhedsråd kunne give NATO en sådan bemyndigelse. Først nogle timer inden fristen udløb, trak serberne størstedelen af deres styrker tilbage. I december blussede der nye kampe op i Kosovo. I januar 1999 blev det opdaget, at 45 civile i byen Racak var blevet myrdet af serbiske grupper, og kravene om, at der skulle gribes mere håndfast ind mod serberne, voksede igen. I februar blev der indledt forhandlinger i Rambouillet udenfor Paris. Ifølge det forslag til en fredsaftale, som blev lagt frem, skulle størstedelen af de serbiske styrker trækkes ud af Kosovo, der skulle have udstrakt selvstyre. Endvidere der skulle tages stilling til provinsens status ved en folkeafstemning efter tre år. Den kosovo-albanske delegation skrev under, men serberne sagde nej – en folkeafstemning ville jo næsten med sikkerhed føre til selvstændighed for Kosovo, da albanerne var i stort flertal der. Den 24. marts gjorde NATO alvor af sin trussel om bombninger med en serie angreb på militære mål i Serbien, Kosovo og Montenegro. Moskva protesterede kraftigt, men traf ikke modforholdsregler. Samtidig indledte serbiske styrker en voldsom offensiv mod byer og landsbyer i Kosovo. Titusinder af mennesker blev fordrevet, mishandlet og myrdet, og deres hjem blev brændt ned. Store bølger af flygtninge skyllede igen ind over nabolandene. NATOs taktik med at bombe uden at sætte landtropper ind til beskyttelse af civilbefolkningen blev stadig mere omstridt, ikke mindst da civile mål fejlagtigt blev ramt. Milosevics taktik, der var baseret på forventningen om, at en langvarig bombekrig ville få sammenholdet i NATO til at krakelere, lykkedes dog ikke. Trods meningsforskelle holdt NATO sammen i de elleve uger, Jugoslavien blev bombet. Milosevic skrev i begyndelsen af juni under på en fredsaftale, hvor han, i det mindste på papiret, gik ind på næsten alle NATOs oprindelige krav.Aftalen indebar en omgående afslutning på krigen i Kosovo. Serbisk militær og politi fik knap to uger til at forlade provinsen. De skulle erstattes af styrker i FN’s regi, KFOR, der skulle beskytte civilbefolkningen. Sammenlagt blev omkring 50.000 mand stationeret i Kosovo.

Efter krigen blev et stort antal serbere fordrevet, chikaneret eller myrdet. I den lovløse tilstand, Kosovo befandt sig i, fik også den organiserede kriminalitet fodfæste. I oktober 2000 blev der holdt lokalvalg i OSCE’s regi. Det blev overbevisende vundet af Ibrahim Rugovas LDK, til stor skuffelse for den formelt opløste og afvæbnede UCK-hær, som politisk havde stillet sig bag den mere radikale, tidligere UCK-officer Hashim Thaqi. Kosovoserberne boykottede dog valget. At ICK ikke var blevet helt afvæbnet eller opløst, så man af forskellige guerillaangreb i foråret og sommeren 2001, dels i det sydlige Serbien, dels i det nordøstlige Makedonien, hvor angrebene truede med at starte endnu en krig. I november 2001 gik Kosovos indbyggere til stemmeurnerne for at vælge medlemmer til et parlament med 120 pladser. Her var kosovoserberne garanteret mellem 10 og 25 pladser, og parlamentet skulle derefter bl.a. vælge en præsident og en ministerpræsident. Det var så meningen, at UNMIK gradvist skulle overdrage magten til disse nye organer. Valget blev vundet af Ibrahim Rugovas LDK med knap 45 procent af stemmerne, mens det mere radikale albanske PDK fik knap 24 procent, og en serbisk koalition godt 10 procent. Alle albanske partier gik til valg på fuld selvstændighed for Kosovo. OSCE’s observatører erklærede sig godt tilfredse med den måde, valget var blevet gennemført på.
Eftersom LDK ikke havde absolut flertal i parlamentet, varede det frem til marts 2002, før Rugova havde samlet stemmer nok i parlamentet til, at han kunne vælges til præsident. Samtidig blev Bajram Rexhepi fra PDK regeringsleder.
Lokalvalgene i Kosovos 30 distrikter i oktober 2002 havde efter kraftige opfordringer fra omverdenen også deltagelse af den serbiske befolkning, men den generelle valgdeltagelse var lav. LDK vandt i 11 distrikter, men fik magten i endnu flere i samarbejde med andre partier. Dermed blev det forholdsvis moderate LDK den stærkeste politiske kraft i Kosovo. De mere radikale albanske partier gik kun lidt frem. Valgresultatet indebar, at det blev svært for kosovoserberne at få indflydelse lokalt – det lykkedes end ikke i de fire serbiskdominerede distrikter. I marts 2004 kom det til de alvorligste uroligheder mellem albanere og serbere siden krigen i 1999. Volden blussede op i den delte by Mitrovica, da et par albanske drenge druknede efter at være blevet jaget ud i floden af serbiske unge. Begivenheden førte til voldsomheder flere steder, også i Serbien, hvor demonstranter forsøgte at sætte ild til moskeer i Beograd og Nis. NATO sendte hurtigt troppeforstærkninger til området, og volden hørte op, da KFOR forbedrede beskyttelsen af de serbiske enklaver i provinsen.
Parlamentsvalget i oktober 2004 blev også vundet af Ibrahim Rugovas LDK, der erobrede 45 procent af stemmerne. Partiet kunne dog ikke danne regering alene, men måtte forlade sig på støtte fra andre partier. Hashim Thaqis PDK fik 28 procent, Ramush Haradinajs Alliancen for Kosovos Fremtid, AAK, 8 procent, mens 6 procent gik til det nydannede ORA under Veton Surroi. Valghandlingerne foregik stille og roligt, men de fleste kosovoserbere boykottede valget på opfordring fra mange politikere i Serbien, herunder ministerpræsident Vojislav Kostunica, samt den serbisk-ortodokse kirke. Ramush Haradinaj blev ny ministerpræsident. I omverdenen herskede der dog en vis skepsis over for Haradinaj, der under krigen i Kosovo var en af lederne af UCK-guerillaen. Han – eller soldater undre hans kommando – var mistænkt for overgreb på civile serbere, og Haradinaj var kort før sin tiltrædelse blevet forhørt af repræsentanter for FN’s krigsforbryderdomstol i Haag. Haradinaj erklærede sig uskyldig i alle anklager, men trådte alligevel tilbage i marts 2005 og overgav sig i domstolens varetægt. Han blev efterfulgt som ministerpræsident af Bajram Kosumi.

Vojvodina

I middelalderen tilhørte provinsen Vojvodina det habsburgske rige og var næsten helt ungarsk. Men tilflytning af serbere på flugt fra det brutale osmanniske (tyrkiske) styre gjorde, at ungarerne allerede i 1600-tallet kom i mindretal. Før Anden Verdenskrig var en fjerdedel af indbyggerne tyskere, men efter krigen flygtede mange, og deres gårde blev overtaget af serbere fra mere fattige områder. I 2002 udgjorde serberne omkring 65 procent af befolkningen i provinsen.
Vojvodina er et sletteområde med agerdyrkning og husdyrbrug som de vigtigste erhverv. Der er også en betydelig levnedsmiddelindustri, og man har også fundet olie i området. Vojvodina hørte sammen med Slovenien og Kroatien til de rigeste og mest udviklede dele af det tidligere Jugoslavien. Serbiens forfatning fra 1990 fratog provinsen det meste af deres selvstyre. Ungarerne mistede deres status som mindretal, og ungarsk var ikke længer administrationssprog, hvilket fik regeringen i Budapest til at give udtryk for sin bekymring. Det meste af selvstyret blev dog genindført i 2002. Der er også mange andre mindretal i Vojvodina, og alle repræsenteres af deres egne politiske organisationer. Under krigene i det tidligere Jugoslavien rejste mange medlemmer af mindretallene, især unge, væk fra området, da de ikke ville slås “for serbernes sag”. Der var også rapporter om chikane af mindretallene.

Udenrigspolitik

Det statsforbund, der blev oprettet mellem Serbien og Montenegro i 2003, har som sine vigtigste udenrigspolitiske mål at blive medlem af EU og NATO-samarbejdet Partnerskab for Fred. Op gennem 1990’erne, da Slobodan Milosevic sad ved magten, var Jugoslavien mere eller mindre isoleret fra omverdenen på grund af sin hovedrolle i krigene på Balkan. Fra 1991 led landet under forskellige sanktioner, som hindrede normale politiske, økonomiske og andre relationer til udlandet. Det kulminerede med krigen i Kosovo i 1999, hvor NATO bombede serbiske mål. Da det nye styre under Vojislav Kostunica trådte til i oktober 2000, blev Jugoslavien hurtigt hilst velkommen tilbage i det internationale samfund. Landet blev atter medlem af FN, OSCE, og Den Internationale Valutafond, IMF, og blev omfattet af den Stabilitetspagt for Balkan, som EU oprettede efter krigen i Kosovo. I 2001 blev samarbejdet med Verdensbanken genoptaget, og i 2003 blev landet medlem af Europarådet. Sanktionerne blev hævet, og der er lovet omfattende bistand mod, at Jugoslavien samarbejdede fuldt ud med krigsforbryderdomstolen for det tidligere Jugoslavien i Haag.
Præsident Kostunica blev modtaget med åbne arme i Vesten, måske mest fordi han ikke var Milosevic. Det er ikke forkert at kalde Kostunica en serbisk nationalist, der tidligere havde udtalt sig meget kritisk om NATO og USA i forbindelse med bombningerne af Jugoslavien i 1999. Kostunica var også hurtig til at træffe aftale om specielle relationer til Republika Srpska, den serbiske del af Bosnien-Hercegovina. Det var ganske vist helt i overensstemmelse med Daytonaftalen.
Nabolandene hilste det nye regime i Beograd velkomment. Best var forholdt til Makedonien, hvormed der blev truffet en grænseaftale i begyndelsen af 2001. Med det slavisk-ortodokse broderland Rusland fortsatte de gode relationer, og forholdet til Kroatien blev styrket, da præsident Marovic og Kroatiens præsident, Stipe Mesic, i 2004 gensidigt undskyldte de forbrydelser og kvaler, deres respektive lande havde været årsag til under krigene i 1990’erne.
EU’s krav til Serbien og Montenegro om at samordne deres økonomier og forhandle om medlemskab i fællesskab blev blødt op i efteråret 2004. Montenegro er kommet længst med sine økonomiske reformer og har også en særlig EU-minister.
Den jugoslaviske såkaldte folkehær, JNA, var længe en samlende kraft, men da det tidligere Jugoslavien faldt fra hinanden, blev den også splittet. Mange enheder i den serbisk-dominerede hær gik Serbiens ærinde i krigene på Balkan, og mange unge forlod Jugoslavien for at slippe for at blive indkaldt. Mange inden for hæren var utilfredse med, at NATO tvang dem ud af Kosovo i 1999, men hæren stillede sig loyalt bag den nye præsident, da Milosevic blev tvunget fra magten i år 2000. Kostunica lod også flere højtstående officerer fra Milosevic-tiden beholde deres stillinger. Siden dannelse af Statsforbundet Serbien og Montenegro i 2003 og efter mordet på Zoran Dindic, der fandt sted umiddelbart efter, er der indledt omfattende reformer inden for forsvaret for at tilpasse det til et kommende medlemskab af Partnerskab for Fred.

Økonomi

Efter 1990’ernes indre splittelse, krige, internationale sanktioner, korruption og politisk modstand mod ændringer af den økonomiske struktur havde indbyggerne i Serbien og Montenegro i 2004 en lavere levestandard end i 1990. Trods de reformer, der er blevet gennemført af skiftende regeringer siden Milosevics fald, står landet stadig tilbage med enorme problemer. Fremvæksten af en moderne servicesektor er gået langsomt, og Serbien er stadig stærkt afhængigt af den halende industri og landbruget. Turismen spiller en stor rolle for Montenegros økonomi, og det samme gælder fremstillingen af nogle få produkter, især aluminium.
Allerede da den gamle jugoslaviske føderation faldt fra hinanden i 1991-1992, var landets økonomi i dyb strukturkrise, fordi der ikke var foretaget de nødvendige økonomiske reformer, og fordi Jugoslavien havde et omfattende og upraktisk socialt sikringssystem og høje skatter, umoderne teknik og store regionale forskelle. Da FN’s sikkerhedsråd indførte økonomiske sanktioner mod det nye Jugoslavien i 1992, blev problemerne endnu større. Omkostningerne ved krigene i Kroatien og Bosnien-Hercegovina, støtte til serberne der og hjælp til en halv million serbiske flygtninge i selve Serbien betød økonomisk ruin for Jugoslavien og førte til hyperinflation. Almindelige mennesker overlevede i kraft af den uformelle økonomi, dvs. med sort eller forefaldende arbejde, fik fødevarer sendt fra slægtninge på landet og penge fra familie i udlandet. I løbet af 1994 blev hyperinflationen bremset ved, at man indførte en ny dinar med samme værdi som D-marken, og da de økonomiske sanktioner for størstedelen blev hævet efter indgåelse af Daytonaftalen i 1995, blev valutaen devalueret, så den svarede til sortbørskursen. Der blev også fremlagt et økonomisk reformprogram med privatiseringer, men meget lidt af det blev gennemført.
De svære levevilkår førte til store demonstrationer mod styret. Forud for valget i efteråret 1997 solgte staten halvdelen af den statslige post- og televirksomhed, men pengene blev spist op, for de gik til at udbetale forsinkede lønninger og pensioner og dermed til at købe “social stabilitet” før valgene. En stor del af valutavekslingen fandt dog stadig sted på det sorte marked, og dinarens værdi faldt hele tiden. I et desperat forsøg på at beskytte dinaren forbød regeringen i 1998 kontante udbetalinger af løn og pension og kontant køb af bl.a. biler og huse. Det hjalp ikke, og dinaren blev devalueret med 45 procent over for D-marken. Da krigen i Kosovo kort tid efter brød ud og medførte nye sanktioner fra EU og USA, forsvandt alle muligheder for økonomiske forbedringer.
Under NATOs bombekampagne marts-juni 1999 blev store dele af Jugoslaviens infrastruktur og industrielle anlæg ødelagt. Der blev indført olieembargo mod landet, som kun fik begrænsede mængder brændstof via smugleri. Sanktionerne stod ved magt også efter krigen, så længe Milosevic endnu var ved magten, og der var akut mangel på basisvarer. Regeringen trykte nye pengesedler for at kunne betale pensioner og lønninger. Varemanglen førte til et nyt opsving for den sorte økonomi.
Montenegro havde allerede før krigen forsøgt at beskytte sin økonomi ved at overtage kontrollen med en del af udenrigshandelen, og i november 1999 besluttede Montenegro at anvende D-marken som officiel valuta for ikke at blive påvirket af inflationen i Serbien. Et år senere blev dinaren helt afskaffet i Montenegro, og nu er euroen officiel valuta der. Takket være genopbygningen efter krigen voksede industriproduktionen stærkt i år 2000, men stod næsten helt stille i de følgende tre år. BNP var blevet mere end halveret i 1990’erne, men fra året 2000 har der været tale om økonomisk vækst, selv om den ikke er så høj som i andre lande i regionen. Den svage vækst skyldes bl.a. nogle år med lavkonjunktur i Serbien og Montenegros vigtigste eksportlande samt en svag interesse for at investere i landet. Det årlige underskud på vare- og tjeneste-balancen er blevet større og svarede i 2004 til over 10 procent af BNP. Efter Milosevics fald i 2000 blev Serbiens internationale isolation brudt, og landet fik adgang til bistand og lån udefra. Pga. politisk uenighed kom der først i 2002 en ny lov for de fortsatte privatiseringer af de store, statslige virksomheder, og i 2003 skæppede det 1,4 mia. dollar i den serbiske statskasse, da udenlandske interesser købte nogle attraktive selskaber. En række politiker begyndte dog at modsætte sig opkøbene, og det fik de udenlandske investeringer til at falde i 2004. I Montenegro er udviklingen gået langt hurtigere, og i 2004 var to tredjedele af alle virksomheder på private hænder. Den serbiske regering, der tiltrådte i januar 2001, lovede foruden privatiseringer omfattende omstruktureringer af økonomien, og den proces er begyndt. Det er sket med hjælp og pres fra Verdensbanken, IMF og EU. Vigtige punkter er at afskaffe priskontrol og handelshindringer, forenkle skattesystemet, indføre moms og føre en stram pengepolitik for at opnå stabile priser. En del priser blev frigivet i 2001, hvilket førte til en inflation på 90 procent. Inflationen var dog i 2004 nede på 10 procent. Både det føderale budget og delrepublikkernes budgetter trækkes med store årlige underskud. Blandt årsagerne kan nævnes store lønstigninger til offentligt ansatte, subventioner til statslige virksomheder og store udgifter til sundhedsvæsenet og pensioner. I 2004 genoptog IMF samarbejdet med Serbien, men stillede som krav, at budgetunderskuddet bliver nedbragt.

Naturressourcer og energi

Serbien og Montenegro er forholdsvis rige på mineraler, f.eks. kobber, bauxit og jernmalm. Landet er selvforsynende med kul, primært brunkul. Før i tiden blev der udvundet zink og bly i Kosovo, men i år 2000 lukkede FN-administrationen anlæggene af miljøhensyn. Forekomsterne af olie og naturgas, især i provinsen Vojvodina i nord, dækkede hhv. en tredjedel og en femtedel af landets behov før 1999. Så ødelagde NATOs bombninger en stor del af rørledningerne og andre anlæg, heriblandt de to største olieraffinaderier. To år senere kom en del af produktionen i gang igen, men behovet for importeret olie og gas fra Rusland er fortsat stort. Den hjemlige produktion af el fra vandkraft og kulfyrede kraftværker var tilstrækkelig til at dække landets behov indtil 1999. Endnu fem år senere er elproduktionen lavere end før 1999, og mange anlæg fungerer dårligt. Det har resulteret i tilbagevendende strømafbrydelser. Elsektoren er domineret af de statslige monopolselskaber i både Serbien og Montenegro. Begge er stærkt forgældede, og de planlagte privatiseringer er ikke blevet gennemført.

Landbrug

Landbruget er en vigtig levevej for mange, selv om dets rolle for samfundsøkonomien er blevet mindre. De fleste gårde er private, og kun i Vojvodina er der større statslige landbrug. På de frugtbare sletter i Vojvodina dyrkes størstedelen af alt korn, især hvede, rug og majs. I Serbien avles også frugt, grønsager, olieplanter, sojabønner og sukkerroer. Her opdrætter man også får og kvæg til både kød- og mælkeproduktion, men bestandene er faldende. I Kosovo avles primært frugt, grønsager og tobak. Landbruget i det bjergrige Montenegro er ikke særligt omfattende og forekommer primært ved kysten, hvor klimaet tillader avl af blandt andet oliven og citrusfrugter. Produktionen indenfor landbruget er ujævn, og eftersom kunstvanding kun benyttes i begrænset omfang, får lange tørkeperioder stor indflydelse på resultatet. Der er ikke sket større investeringer i sektoren i de sidste mange år. I 2003 var halvdelen af Serbiens mejetærskere ubrugelige, og traktorerne var i gennemsnit 15 år gamle. Afkastet er lavt, og brugen af kunstgødning er næsten halveret i de seneste tyve år. Den gennemsnitlige serbiske bondegård er kun på godt to hektar.

Industri

Det tidligere Jugoslavien havde en alsidig statslig industri, men også mange private små virksomheder. Al produktion blev dog hårdt ramt, dels af føderationens sammenbrud i 1991-1992, som førte til tab af eksportmarkeder og råvaremangel, dels af krig og sanktioner. Problemerne blev værre af, at mange statslige industrier var urentable og ofte overbemandede. Først i 2004 kunne en vis femgang spores, selvom der stadig er stort behov for investeringer, omstruktureringer og privatiseringer, hvis sektorens konkurrenceevne skal øges. Blandt de traditionelle grene af industrien, der har klaret sig bedst gennem krisen, er fremstilling af kemikalier, maskiner, koks- og olieprodukter samt gearkasser og andre bildele. Flere andre brancher har oplevet tilbagegang. Det gælder tekstilbranchen og trævarebranchen, men også “moderne” sektorer med potentielle udviklingsmuligheder som IT og fremstilling af fjernsynsapparater og radio.

Økonomi i tal

  • BNP/indbygger: 2200 US dollar (købekrftkorrigert, skøn, 2003)
  • Diverse sektorers andel af BNP: landbrug 15%, industri 32%, service og andet 53%
  • Naturressourcer: olie, gas, brunkul, kobber, bly, zink, vandkraft
  • Eksport: 2,7 mia. US dollar
  • Import: 7,5 mia. US dollar
  • Vigtigste eksportvarer: metaller og metalprodukter, levnedsmidler og levende dyr, tekstiler , maskiner og transportudstyr, kemikalier
  • Vigtigste importvarer: brændstof og smøremidler, maskiner og transportudstyr, kemikalier,  plastvarer, levnedsmidler
  • Vigtigste eksportmarkeder: Bosnien-Hercegovina, Italien, Tyskland, Makedonien
  • Vigtigste leverandørlande: Tyskland, Rusland, Italien, Ungarn
  • Valuta: Serbien: 200 dinar = 10,00 DKK. Montenegro: 1 euro = 7,45 DKK

Udenrigshandel

FN-sanktioner og international isolation i store dele af 1990’erne satte en stopper for næsten al Jugoslaviens udenrigshandel. Eksporten fra Serbien og Montenegro lå endnu i 2004 under niveauet fra 1990. Værdien af vareimporten voksede stærkt i 2000-tallet, hvilket både skyldtes stigende oliepriser og et voksende hjemligt forbrug. Underskuddet over for udlandet er steget dramatisk. Det tærer hårdt på valutareserverne og har samtidig medvirket til den store udlandsgæld, som i 2004 blev beregnet il 12,2 mia. dollar alene for Serbiens vedkommende. Der hersker omfattende korruption med smugleri og bestikkelse af toldmyndighederne ved landegrænserne. Det skønnes, at den serbiske stat alene på den konto går glip af 150 mio. euro om året. Det skal ses i sammenligning med de faktiske indtægter på 500 mio. euro i form af forskellige toldafgifter. Inden for rammerne af EU’s Stabilitetspagt for Sydøsteuropa underskrev Serbien og Montenegro i 2003 en frihandelsaftale med Albanien, Bulgarien, Rumænien og Moldova. Samarbejdet går dog trægt. Serbien og Montenegro har lignende aftaler med Kroatien og Makedonien.

Arbejdsmarked og sociale forhold

De store statslige virksomheder dominerede arbejdsmarkedet op igennem 1990’erne, men den stadig ringere økonomi fik forfaldet til at gribe om sig. Virksomhederne var stærkt overbemandede, og de, der ikke blev tvunget til at lukke, arbejdede ofte med 25-30 procents kapacitet. Mange ansatte fik “forlænget ferie” med løn, som staten imidlertid havde store problemer med at udbetale til tiden. En af den nye regerings vigtigste foranstaltninger i 2001 var at begynde at lukke tabsgivende virksomheder, selv om det førte til strejker og uroligheder mange steder. I 2003 gik en tredjedel af arbejdsstyrken uden arbejde, og den sorte økonomi var betydelig. Mange forsøgte at klare sig ved at tigge eller sælge personlige ejendele, smuglervarer eller piratkopierede cd’er. Serbien og Montenegro har på papiret et omfattende socialt sikringssystem for statsansatte og deres familier. Krigene og den efterfølgende økonomiske krise i 1990’erne betød imidlertid, at velfærdssystemet brød sammen, og sundhedssektoren blev særligt hårdt ramt. I dag er der mangel på både udstyr og medicin, og der er i stedet kommet flere private sundhedsklinikker. Ved Milosevic-regimets fald i 2000 levede en tredjedel af indbyggerne under fattigdomsgrænsen. I 2001 var store dele af befolkningen, herunder de serbiske flygtninge fra andre dele af det tidligere Jugoslavien, afhængige af humanitær hjælp fra internationale organisationer, der forsynende dem med helt grundlæggende ting som mand, tøj og medicin. Siden er situationen blevet bedre, men myndighederne har ikke kunnet udfylde det tomrum, der opstod, da den internationale bistand svandt ind. I krigens kølvand har kriminaliteten bredt sig. Der smugles mennesker, narkotika, cigaretter og våben, og korruption og hvidvaskning af sorte penge florerer.

Infrastruktur og turisme

Krige og sanktioner i 1990’erne var ødelæggende for hele transportsektoren. Ikke mindst NATOs bombardementer i 1999 gjorde mange veje ufremkommelige, og det kræver en stor indsats, før landet igen som tidligere kan fungere som transitland for trafikken fra Nord- til Sydeuropa og Mellemøsten. Vejnettet som helhed er i meget dårlig stand, men rundt om de store byer er vejene rimelige. Det er planen, at motorvejsnettet skal forbedres og udbygges med EU-hjælp.
Det vigtigste transportmiddel var tidligere tog, ikke mindst til godsfragt, men også de 4000 km jernbane trænger til reparation. Det statslige jernbaneselskab gennemgår i disse år en kostbare omstrukturering. Den vigtige sejlads på floderne, ikke mindst på Donau, hørte op som følge af bombardementerne, der ødelagde flere broer. I år 2000 indledte man arbejdet med at gøre floden farbar igen. Der er fem civile lufthavne, hvoraf to, i Beograd og Podgorica, er internationale. Nogle af lufthavnene blev svært beskadiget under bombardementerne i 1999. De sidste sanktioner mod lufttrafikken blev ophævet i starten af år 2000, da det nationale luftfarsselskab JAT, Jugoslavenski Aerotransport, atter fik tilladelse til at flyve internationalt. Turismen ved den montenegrinske kyst med badesteder og gamle, smukke byer som Budva og Sveti Stefan samt ved Skadarsøen var tidligere en vigtig indtægtskilde. Sanktioner og krigshandlinger satte en stopper for al udenlandsk turisme, samtidigt med at der ikke var mange jugoslaver, der havde råd til ferierejser. Da sanktionerne blev hævet, begyndte man at bygge nye turistanlæg langs den montenegrinske kyst, men der er kun få af de eksisterende hoteller, de er af international standard. Kosovokrigen i 1998-1999 betød et nyt afbræk i turiststrømmen, men siden har sektoren været i fremgang, og i 2001 kom næsen 450.000 turister til landet.

Flere informationer om billeje i Serbien

Her finder du flere informationer om billeje hos eksterne kilder om Serbien. Læs om Serbien på Google eller nedenstående links.

  • Serbiens ambassade, Svanevænget 36, 2100 København Ø
  • Den danske ambassade i Beograd: Kraljevska Danska Ambassada, Neznanog Junaka 9 A, 11040 Beograd – læs mere her https://serbien.um.dk/
  • Turistkontoret
  • Regeringens hjemmeside

Vi tager forbehold for fejl og ændringer i ovenstående informationer i artiklen om billeje i Serbien som er skrevet i januar 2004, bla. har vi siden denne artikel blev skrevet oprettet en artikel om billeje i Montenegro