Bilferie

Langt de fleste har en god oplevelse med billeje, men alligevel sker det af og til, at der opstår uoverensstemmelser mellem kunden og biludlejningsfirmaet. FDM og Forbruger Europa har samlet en række gode råd om billeje, som kan sikre dig mod problemer. Først og fremmest handler det om, at du bør læse din lejekontrakten grundigt igennem samt kontrollere lejebilen for fejl og mangler.

Læs det med småt

Ifølge FDM er det første man i forbindelse med billeje skal være opmærksom på, at læse lejekontrakten ordentligt før du booker lejebilen, især når du lejer en bil i udlandet:

– “Mange bestiller i dag en bil til ferien hjemmefra. Men er man ikke opmærksom på det med småt, risikerer man at acceptere en lejekontrakt fuld af ubehagelige overraskelser. Man skal derfor være særlig opmærksom på, om der for eksempel er fri kilometer, eller om forsikring og selvrisiko er god nok. Eksempelvis dækker kaskoforsikringen på udenlandske udlejningsbiler ikke det samme som en dansk kaskoforsikring. Mange lande har desuden et krav om en minimumsalder. Opfylder man ikke den, risikerer man enten at skulle betale ekstra eller ikke at kunne leje bilen alligevel. Det er ærgerligt,” siger jurist i FDM Helle Brasch.

Desuden skal man heller ikke acceptere at få udleveret en lejebil, som ikke svarer til den man har bestilt og betalt for. Er den f.eks. mindre eller uden bestilt ekstraudstyr, bør man ifølge FDM forlange en prisreduktion.

Tjek og dokumentér både stort og småt

For at undgå en uventet ekstraregning for billeje i udlandet opfordrer både FDM og Forbruger Europa til, at man altid tjekker lejebilen grundigt igennem for fejl og mangler ved udleveringen. Lad dig derfor ikke “presse ud af døren” med din lejebil, før du er sikker på dokumentationen er i orden. Gør du ikke det, risikerer du i værste fald at hænge på regningen for en skade, som du ikke selv har forårsaget. Du skal dog ifølge Forbruger Europa ikke blot acceptere at biludlejningsfirmaet trækker beløbet:

– “… det er vores vurdering, at biludlejningsfirmaet ikke bare må hæve større beløb fra din konto til dækning af skader på bilen, medmindre at du, efter skaden er opstået, har godkendt det, siger jurist i Forbruger Europa, Louise la Cour Lundblad.”

Ifølge juristens opfattelse skal biludlejningsfirmaet kunne bevise, at du er ansvarlig for skaden, før det kan kræve erstatning af dig.

Gode råd om billeje

De vigtigste råd omkring billeje som både fremhæves af FDM og Forbruger Europa er:

  • Brug tid på at sætte dig ind i hvilke bilforsikringer, du får med i din lejeaftale, og vurder om du er tilstrækkelig dækket.
  • Kontrollér bilen for skader både ved udlevering af lejebilen. Dokumenter evt. skader med fotos, og sørg for at udlejeren noterer skaderne på lejekontrakten.
  • Sørg for at din lejebil bliver kontrolleret af en ansat ved afleveringen. Få også en kopi af kontrolrapporten, som dokumenterer, at du ikke har lavet nye skader på bilen, kilometertal og optankning.

Spørgsmål om billeje?

Læs mere om forsikring af lejebil

Husk du også kan finde svar på mange andre spørgsmål om billeje her på Billeje.info i vores FAQ

Vi vil gerne høre fra dig, hvis du har spørgsmål, yderligere information eller andet, som vi alle kan have glæde af. Læg en kommentar herunder
  1. Tommy
    Tommy says:

    Hej
    Jeg har booket en lejebil i Barcelona hos Firefly og har efterfølgende udelukkende læst dårlige anmeldelser om svindel og hævninger af beløb på creditkortet efter endt rejse.
    Hvordan kan jeg undgå den slags når jeg lander i Barcelona?

    Venlig hilsen
    Tommy

    Svar
    • Lars Krogh Jensen
      Lars Krogh Jensen says:

      Hej Tommy,

      jeg vil skyde på at jeg selv har lejet bil hos Firefly 10 gange, og det har været uden problemer. Men når det er sagt, så er Firefly en low cost biludlejer, og med det følger altså nogle bivirkninger, fordi de gerne vil finde fortjeneste et andet sted end lige på billejen, så det bedste tip er at leje hos nogle af de store selskaber: Hertz, AVIS, Enterprise osv.

      Når det er sagt, så sørg for at have styr på din egen forsikring hjemmefra, fx. ved at tjekke med dit forsikringsselskab, at du er helt dækket, og så skal du gå til skranken i Barcelona med et udstråling der siger “jeg har styr på det her”. Så skal de nok lade dig være i fred med forsikringer, i hvert fald ;-)

      Når det så kommer til skader, som påberåbes efter endt leje, vil jeg anbefale dig at læse denne fine artikel, som min kollega Mikkel har skrevet: https://www.billeje.info/tag-billeder-af-din-lejebil/

      God tur!

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *