På bilferie i Firenze i Midici familiens fodsporSmuk udsigt om Firenze med den enorme Domkirke

De fleste der tager på bilferie til Toscana besøger Firenze i en eller flere dage, og er du på bilferie i Toscana kan du ikke undgå at støde på historie hvor Medici familien har haft stor indflydelse. Følg med i fodsporerne på Medicierne i Firenze og læs mere om hvordan du finder billig billeje til din ferie i Toscana.

Du kan få flere informationer og fakta om billeje i Toscana til din bilferie eller om Medici familien på Wikipedia

Hjertet af Mediciernes Firenze

Nogle få gader nordvest for Domkirken finder man hjertet af Mediciernes Firenze: Palazzo Medici og San Lorenzo kirken. Inde i kirken er det spændende at se danskeren Niels Steensens grav i kapellet i højre tværskib. Italienerne kaldte ham Nicola Stenone. Han blev katolik i 1667, blev udnævnt til biskop og blev kanoniseret af pave Johannes 2. i 1989. Palazzoet er i dag kendt som Medici-Riccardi efter familien, der købte det af hertug Ferdinand i 1600-tallet. Bygningen er værdig, men ikke pompøs. Den giver stadig indtryk af at være en fæstning på grund af sin bugnato, de store stenblokke på grundbygningen. I dag bruges Palazzoet som Firenzes Præfektur, men både Mediciernes gravkapel, Cappella dei Magi og Museo Medici er åbne for publikum.

Museet indeholder flere familieklenodier, f.eks. Lorenzos gribende dødsmaske, men det er i gravkapellet, man finder det smukkeste af familiens kunstværker, nemlig Processione dei Magi malet af Benozzo Gozzoli i 1459. Maleriet er gengivet utallige gange, fordi det viser den florentinske renæssances inderste væsen med sin blanding af virkelige, genkendelige personer, historisk rekonstruktion og vidunderlige klare farver. Den prægtige procession bevæger sig gennem et pragtfuldt, men fiktivt landskab, ledet af en ung, kostbart klædt kavaler, den unge Lorenzo. Bag ham følger den nobelt klædte Cosimo med en sort tjener. Andre medlemmer af familien er med i gruppen, også maleren selv. Hans navn er skrevet på den hat, han bærer. Man kan også se Medicis sommerresidens Villa Cafaggiolo og et par kameler, der skal minde iagttageren om, at scenen skal forestille at udspille sig i Mellemøsten.

Son Lorenzo blev indviet i 393, men den nuværende struktur stammer fra 1420 og fremefter, og blev tegnet af Brunelleschi. Efter hans død fortsattes arbejder af Antonio Manetti og senere af Michelangelo, der føjede to sakristier til Capelle Medicee og Biblioteca Medicea-Laurenziana. Især Donatellos prædikestole i basilikaen med bronzerelieffer af Passionen og det Gamle Sakristi med Donatellos skulpturer er seværdige. Klostergangen fører til Biblioteca Medicea-Laurenziana. Det blev bygget på foranledning af Cosimo de’Medici og huser 10.000 bind af Medicibiblioteket; her findes en trappe tegnet af Michelangelo. Indgangen til Cappelle Medicee ligger egentlig uden for kirken, i Piazza della Madonna degli Aldobrandini. Her er Capella dei Principi (mausolæet for Mediciernes storhertuger) og det Ny Sakristi (Mediciernes gravmæler), sidstnævnte var Michelangelos første opgave som arkitekt. De to gravmæler, for Giulianog og Lorenzo de’Medici, er prydet med de uforlignelige symboler på Morgen og Aften, Dag og nat som drager iagttageren ind i en uforglemmelig følelse af ubehag, sorg og tab

De tre store kirker i Firenze S. Maria Novella, S. Marco og Santa Croce

Sorte og grå brødre! De tre store kirker S. Maria Novella, S. Marco og Santa Croce ligger langt fra hinanden. Den første nær Statione Centrale, den anden i den østlige udkant af midtbyen, på den anden side af Palazzo Vecchio; og den sidste mod nord. Bygningerne omtales samlet her i bogen, fordi de illustrerer en kendsgerning om Firenze, uden hvilken de prægtige bygninger ville miste en del af deres betydning. Kendsgerningen er, at religionens kraft havde en styrke, der var stærkere end både handel og storhedsvanvid. Det var en så afgørende kraft, at den i flere omgange næsten drev byen i ødelæggelse. S. Maria Novella kirken, påbegyndt i 1246, er måske det vigtigste eksempel på den italienske gotik i Firenze, lige før renæssancen opstod. Kirken blev tegnet af dominikanermunke, og trods den værdige og majestætiske udseende aner man bagved deres dystre tanker. Familiekapellerne er stribede som tigre og virker triste og overvældende med fresker, der synes at skildre prædikener. Det Spanske kapel viser dette endnu mere ekstremt med fresker dediceret til 1200-tals teologen Thomas Aquinas, en dominikaner naturligvis.

Det Spanske kapel ligger nu inden for klostermuseet i forlængelse af kirken, ligesom Uccellos fresker. I selve kirken findes Masaccios Treenigheden, og kapellet har fresker af Fra Filippino Lippi og Ghirlandaio. Renæssance-udsmykningen i kirken er udført af bl.a. Brunelleschi og letter indtrykket en smule. Men den generelle fornemmelse er bedrøvelse og trusler. Det var her, Boccacios syv unge piger i foråret 1358 mødtes med tre unge mænd, og det endte med Decameron.

Forfængelighedens bål

Ironisk nok blev San Marco klostret næsten totalt rekonstrueret for Cosimo de Medicis penge. Ironisk fordi San Marco blev hovedkvarter for munken Girolamo Savonarola, som var Cosimos barnebarn, Lorenzos, største fjende. Cosimo engagerede sin yndlingsarkitekt Michelozzo, der havde bygget Palazzo Medici, til at bygge San Marco, brugte over 50.000 floriner på opgaven, og forsynede det med et fantastisk bibliotek. Savonarola var prior i San Marco fra 1491, til han blev henrettet i 1498. i disse otte år dominerede han Firenze, var ved at vælte Medicierne og udfordrede paven. Der hænger et livagtigt portræt af ham i San Marco, malet af Fra Bartolomeo. Det viser et energisk, men grimt ansigt med en skarp næse og brændende øjne. Datidige referater oplyser, at han holdt kedelige og middelmådige prædikener. Han udstrålede imidlertid en oprigtighed, der appellerede til folket. Og hans profetier om Firenzes fordømmelse var lige ved at gå i opfyldelse på grund af den franske invasion i Italien og besættelsen af Firenze i 1494.

Florentinerne, der altid var på spring efter nyheder, fulgte hurtigt hans strenge opfordringer. Da Savonarola gav dem ordre til at rense krop og hjem for Satans værk og frivoliteter, samlede florentinerne deres kostbare udsmykninger til et stort bål på Piazza della Signoria. Den store stabel, der var klar til afbrænding, bestod ikke blot af kunst, men også af bøger og papirer af stor værdi. En venetiansk forretningsmand, der var til stede, tilbød 22.000 floriner kontant for hele stablen. Florentinerne svarede med at smide hans portræt øverst i bunken, før de satte ild til det hele.

Der fulgte selvfølgelig en voldsom reaktion. Et år efter smuldrede Savonarolas magt. Folket overgav ham i hænderne på hans mægtige fjender, der havde ventet på dette øjeblik. Han måtte indrømme, at han havde taget fejl, og at hans visioner ikke var oprigtige. De hængte ham sammen med to af hans disciple på Piazza della Signoria og brændte siden deres lig. I fortovet kan man se en mindeplade der markerer stedet. San Marco klostret er i dag museum. Det bedste ved det er formentlig Fra Angelicos fresker. Fra Angelico var selv dominikaner, men hans arbejder var præget af en enestående ynde, i direkte modsætning til ordenens strenge principper. Alle brødrenes c eller er prydet med en af hans fresker, og den mest berømte af dem alle ses for enden af trapperne. Det er Annunciazione, Maria Bebudelse, hvor han næsten når det uopnåelige i afbildningen af en ung pige, der får besked på, at hun vil blive Guds Moder. Savonarolas celle står urørt, som da han boede i den, med skrivebordet og den elegante, men absolut umagelige stol.

I umiddelbar nærhed af San Marco er der adskillige seværdigheder, først og fremmest Galleria dell’Accademia. Det er nemt at finde på grund af de lange køer udenfor (nogle gange længere end uden for Uffizi). Galleriet blev grundlagt i 1784 af storhertug Pietro Leopoldo som udstillingsareal for kunst fra alle perioder. Dets stjerneattraktion – og fokuspunkt for hele museet – er den kolossale David-statue, der blev udskåret af ét stykke marmor og etablerede Michelangelo som den førende billedhugger, før han var fyldt 30. Nu står den bag glas (den har været udsat for adskillige attentatforsøg, det seneste resulterede i en mistet storetå i 1991), men den stod oprindelige foran Palazzo Vecchio, hvor den nu er erstattet af en kopi. I L’Accademia findes også Michelangelos ikke færdiggjorte Slaver (også kendt som Fangerne), der blev lavet til Pave Julius 2.s gravmæle.

Tæt på L’accademia, med indgang fra Via Alfani, ligger museet Opificio delle Pietre Dure, hvor store restaureringsarbejder af kunstskatte finder sted. Udstillingerne omfatter, ud over arbejdsbænke og instrumenter, som håndværkerne engang har brugt, indlagte, halvædle stene, der bruges i pietra-dura.

Museo Archeologico ligger også i nærheden på Via della Colonna. Det indeholder en vigtig samling af græsk, egyptisk, etruskisk og romersk kunst.
Piazza Santa Croce i Firenze plads til begejsstring

Den store Piazza Santa Croce var favoritstedet for store fester, hestevæddeløb og turneringer. Calcio in Costume, en historisk fodboldkamp, spilles fortsat på Piazzaen, som det er sket gennem århundreder.
Det var her, Lorenzo de’Medici holdt den mest pragtfulde turnering, man kunne tænke sig, for at fejre sit bryllup. ”For at følge skikken og gøre som de andre, gav jeg en stor og dyr turnering på Piazza Santa Croce, og jeg tror, jeg brugte 10.000 dukater på den”, skriver han med slet skjult stolthed. Her er mange souvenir- og læderbutikker, og pladsen er i dag domineret af en statue af Dante, som der også er rejst et monument for inde i kirken.
Selv om facaden på Santa Croce daterer sig til det 19. århundrede, påbegyndtes kirken af Arnolfo di Cambio i 1294 og blev indviet i midten af 1400-tallet. Kirken har den lethed og elegance, man nemt forbinder med de franciskanske kirker, og Santa Croce er Firenzes, ja hele Italiens Pantheon, idet så mange fremtrædende italienere hviler her.

Michelangelos gravmæle, tegnet af Vasari i 1570, er her og bliver hver dag pyntet med friske blomster. Her kan man også se Ghibertis og Galileos gravmæler. Machiavelli, der døde i 1527, hviler her også sammen med dramaturgen Vittorio Alfieri, der døde i 1803. Kronen på værket af Giottos prægtige fresker. Festligholdelsen af Santa Croces 500 års jubilæum i 1994-95 blev planlagt, så det faldt sammen med afslutningen af et større restaureringsarbejde.

I dette område, der er det lavest liggende i byen, målte man en vandstand på 6,2 meter under oversvømmelserne i 1966. Vandstanden kan selv i dag spores på flere bygninger. Klostergangen, tegnet af Brunelleschi, fører hen til det meget originale Pazzikapel, der indeholder 12 terrakotta-apostle af Lucca della Robbia. Museo dell’Opera di Santa Croce huser Cimabues verdensberømte 1200-tals Krucifiks, som sammen med mange andre kunstværker i museet blev beskadiget under oversvømmelserne.

Over floden Arno i Firenze

Florentinerne har blandede følelser tilovers for deres flod, Arno. Arno har bragt velstand, men også store skader, idet den er fuldstændig uforudsigelig. Om sommeren kan Arno indskrænke sig til at være en lille bæk i sin tørre seng. Det fik Mark Twain til at skrive, at ”Den ville være en meget troværdig flod, hvis de pumpede lidt vand i den. De kalder den flod, og de tror virkelig den er en flod, disse forbandede florentinere. De støtter denne indbildning ved at bygge broer over den, men jeg kan ikke se, hvorfor de ikke vader over den”. Men om vinteren forvandler Arno sig til en vældig, brun og brusende vandstrøm. Så sent som i 1966 gik den over sine bredder, oversvømmede byen og forårsagede store skader. Det var nok de største siden den store oversvømmelse i 1300, der ødelagde den gamle romerske bro.

Den nuværende bro, Ponte Vecchio, blev opført af Taddeo Gaddi efter 1345 og er siden da blevet et symbol for Firenze. Heldigvis skånede tyskerne broen, da de sprang alle de øvrige broer i luften under deres tilbagetog i slutningen af anden Verdenskrig. Den ser derfor ud, som den har gjort i flere århundreder. De guldsmede- og juvelerforretninger, der er her i dag, kom i midten af 1500-tallet. Før guldsmedene tilhørte butikkerne slagtere og garvere, der brugte floden som affaldsspand, indtil de i 1593 blev tvunget bort.

Det var for en Medici – Cosimo 1., Vasari i 1565 byggede den særprægede korridor, der løber fra Uffizi til Palazzo Pitti over ponte Vecchio, for på denne måde både fysisk og symbolsk at forene de to centre for Mediciernes magt. I filmen Paisá skildrede Roberto Rossellini i en uforglemmelig sekvens de kampe, der fandt sted i galleriet under det tyske tilbagetog. Dengang fik galleriet de alvorlige skader, der medførte, at det var lukket i mange år.
Oppositionen mod medici

Bydelen på den anden side af broen, Oltrarno, er næsten en by for sig selv. Den blev ikke indlemmet i Firenze, før udvidelsen af murene fandt sted i 1100-tallet. Her samledes aristokraterne i 1300-tallet for at modsætte sig den sejrrige pøbel, der styrede byen, indtil Medicierne greb ind.

I 1400-tallet var det her, oppositionen mod Medici samledes med Pitti-familien i spidsen. Det var denne familie, der byggede Palazzo Pitti, vel nok Firenzes mest imponerende bygning, der ironisk nok blev regeringssæde for Medicierne.

Palazzo Pitti fremtræder som en stor klippe, der omgiver en stor gård med tre længer, helt i modsætning til den florentinske byggestil. Ifølge legenden blev denne cortile bygget i så enorme dimensioner, for at den kunne omslutte hele Palazzo Strozzi: Pittierne og Strozzierne var bitre rivaler, og dette var en klar magtdemonstration.

Palazzo Pitti blev bygget i årene efter 1440 ud fra tegning af Medici-arkitekterne Brunelleschi og Michelozzo, og hensigten var først og fremmest en bygning, der kunne overskygge Medici’s storhed. Ifølge Machiavelli havde Luca Pitti ingen skrupler ved at finansiere byggeriet med offentlige penge og ved at huse forbrydere, der enten kunne betale eller arbejde. Historien fortæller, at Medici alligevel besejrede Luca Pitti. Han blev tilgivet, men ruineret, og paladset var endnu ikke færdigbygget, da efterfølgerne solgte det til Medici i 1549. Det blev færdigbygget i pompøs stil og blev et af de italienske kongers residenser.

I dag er det hjemsted for museer og kunstgallerier i endnu større omfang end Uffizi. Det vigtigste er Galleria Palatina. Her i denne overdådige ramme hænger mesterværker af kunstnere som Rafael, Rubens, Van Dyck og Tizian: I forlængelse af galleriet (og inkluderet i entréen) er de nyligt renoverede og genåbnede Appartamenti monumentali eller Reali, der også er fuldt dekoreret med imponerende kunstværker. Paladset indeholder endvidere Galleria dei Costume, Galleria d’Arte Moderna og Museo degli Argenti. På trods af navnet indeholder sidstnævnte en enestående samling ikke kun af sølvtøj, men elfenben, glasting og uvurderlige kunstværker lavet af ædelsten (pietre dure).

En smuk kontrast til det strålende og overvældende Palazzo Pitti er den fortryllende Giardini Boboli Boboli-have, der ligger bag Pitti-paladset. Haven blev påbegyndt af hertug Cosimo 1. i 1549 og åbnedes for offentligheden i 1776. Den er ikke blot en attraktion takket være sine fontæner, grotter og skyggefulde promenader, den byder også på skønne udsigter over Firenze.

Inden for haven ligger Museo delle Porcellane og Forte di Belvedere, en villa fra det 16. århundrede ombygget til fæstning af Medicierne, der nu er et sted, hvor man arrangerer udstillinger og kulturelle begivenheder.
Via Romana, der fører forbi Pitti-paladset til Porta Romana, skaber via Ponte Vecchio forbindelse helt fra byens centrum til den store verden udenfor. Firenzes porte var andet og mere end blot ind- og udgange til byen. De større porte, som Porta Romana, bygget i 1328, rummede og fungerede både som garnisoner samt toldkontrol, hvor man opkrævede told på alle varer, der kom ind i byen. Man kan nu gå på en sektion af voldene nær Porta Romana.

Der er også tre seværdige kirker her på sydsiden af floden, hver især ret enestående. Den første, ikke langt fra Ponte di Santa Trinità, er Santo Spirito, hvis ydmyge 1700-tals facade dækker over et smukt og harmonisk indre. Filippo Briunelleschi fik i kommission at bygge en kirke her i 1444 af augustinerne. Selv om han døde to år senere, blev hans tegninger til virkelighed i 1487. De mange malerier indvendigt giver et indblik i de mange mindre kendte renæssancemestres kunst.

Vest for Santo Spirito ligger Santa Maria del Carmine, der rummer en af de største skatte inden for den italienske malerkunst – Brancacci-kapellets fresker. Mange mener, det er sammenligneligt med Michelangelos Sixtinske Kapel i Rom. Masollinos arbejde (inklusive Adam og Evas Fristelse), Masaccios arbejde (inklusive Uddrivelsen fra Paradis ogTempelskatten) og Filippino Lippis arbejde er imponerende. Desværre har man på grund af de mange besøgende kun 15 minutter til at se freskerne.

Længere mod øst på toppen af en bakke (og i fare for at skride sammen) er San Miniato al Monte. En bygning stod på dette sted allerede i det 4. århundrede; den nuværende ramme påbegyndtes i 1018 og er et fint eksempel på florentinsk romansk arkitektur. Af særlig interesse indenfor er Capella del Crocifisso, et lille hvælvet tempel med søjler, terrakotta og malerier; og krypten fra det 11. århundrede, der indeholder resterne af Skt. Minias.
San Miniato ligger oven for Piazzale Michelangelo, som lettest nås via Porta Romana gennem den fortryllende Viale dei Colli, anlagt i 1800-tallet, eller ved at klatre fra floden, forbi Porta San Niccoló, ad hyggelige slyngede stier, der fører op til Piazzalen.

Med sine nye, 1800-tals bronzekopier af Michelangelos statuer er Piazzale michelangelo et af de steder, man ikke må gå glip af i Firenze. Herfra kan man beundre det flotteste panorama over byen, som på trods af alt, hvad der er foregået i de sidste fem århundreder, ikke har forandret sig meget siden Mediciernes tid.

På opdagelse med billeje i byens udkant

Denne sydlige del af Firenze uden for bymurene har haft stor betydning; det var her, republikken Firenze fandt sin afslutning i 1529, da pave Clemens 7.s og kejser Karl 5.s samlede hære belejrede byen. Området er en påmindelse, selv om den ikke er så relevant længere, om at Firenze er en provinsby. En rask spadseretur langs Via di San Leonardo fører hurtigt én fra byens centrum til vinranker, olivenlunde og kornmarker.
Området nord for Firenze er også ved at overgive sig til byens vækst. Fiesole er et godt eksempel. I sine velmagtsdage var det en af hovedbyerne i Etruria Propria og kunne påstå at være mor til selve Firenze. Nu er Fiesole ikke meget andet end en raffineret og let undertrykt forstad i den stadigt større by, som den ligger ovenfor. Besøger du Firenze og har du ikke lejet en bil så kan du komme fra Firenze til Fiesole ved at tage bus nr. 7 via Stazione-Duomo-San Marco eller, hvis man selv kører i bil, skal man forlade byen ved Piazza della Libertà og køre ad Via Don Giovanni Minzoni.

Bestil en billig bil i Firenze lufthavn til din bilferie

På billeje.info kan du sammenligne priser på billig billeje i Firenze lufthavn og naturligvis også i andre byer og lufthavn i regionen. Skal du flyve ud til Firenze en lufthavn og hjem fra en anden lufthavn f.eks i Rom, Pisa eller Bologna er det intet problem, da du ikke betaler ekstra for at afhente eller aflever din lejebil i Firenze lufthavn og aflevere eller afhente den i en anden. Alle priser på billeje i Firenze lufthavn er inkl. ubegrænset kilometer og alle lovpligtige forsikringer. Indtast hvilken dato du vil afhente lejebiler i søgemaskinen og vælg i hvilken lufthavn. Tryk “søg billeje” og få et overblik med alle ledige lejebiler og priser.

Søg priser på billig billeje i Firenze lufthavn

Vi vil gerne høre fra dig, hvis du har spørgsmål, yderligere information eller andet, som vi alle kan have glæde af. Læg en kommentar herunder

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.