Betalingsveje har efterhånden eksisteret i Portugal i mange år, men da man i slutningen af 2012 som noget nyt introducerede nye strækninger med elektroniske betalingsanlæg helt uden personlig betjening, skabte det forvirring og utilfredshed. Særligt blandt turister hersker der her flere år senere stadig ofte en del usikkerhed om, hvordan man betaler for at benytte disse veje, ikke mindst i en lejebil.
De lokale portugisere tog heller ikke just de nye betalingsveje til sig med åbne arme. Den første vurdering lød således på, at trafikken på motorvejen A22 i Algarve i starten som minimum faldt med 60 procent, da den blev til betalingsvej. Mens der lokalt således har været en modvilje mod indførslen af betaling på nye strækninger, har det for udenlandske billeje-kunder primært været selve betalingsmetoden uden mulighed for kontant betaling, som volder problemer.
Betalingsveje i lejebil
For de mange turister som hvert år benytter billeje i Portugal, består problemet med de nye betalingsveje først og fremmest i, at det kan være svært at gennemskue, hvordan man betaler for at køre på dem. Den første tid efter de elektroniske betalingsveje åbnede, var der da heller ikke mange biludlejningsfirmaer som tilbød lejebiler med de ‘Brobizz’-lignende betalingsenheder, Via Verde, monteret.
I dag er betalingsmulighederne for billejekunder og turister i egen bil i Portugal heldigvis bedre. Hos de fleste biludlejere kan du således sammen med din bil leje en betalingsenhed for nogle få euro per dag. Dertil skal du naturligvis lægge selve regningen for at køre på betalingsmotorvejene.
Det er dog også muligt at køre på betalingsvejene uden personlig betjening, selvom du ikke har en Via Verde-enhed i din bil. I stedet kan du tilmelde dig et system, EASYtoll, hvor bilens nummerplade knyttes til dit kreditkort. En anden mulighed er at købe et ‘Toll Card’ med et forudbetalt beløb, som du (via sms) ligeledes knytter til bilens nummerplads.
Læs mere om betalingsmulighederne på den officielle hjemmeside for Portugal Tolls her
Lejer du din bil i Portugal og kører på en af betalingsvejene uden at være tilmeldt en af ovenstående betalingsmuligheder, slipper du ikke for regningen. I stedet vil din biludlejer få tilsendt en opkrævning fra Portugal Tolls, som de vil videresende til dig sammen med et ikke ubetydeligt administrationsgebyr.
Find information om billeje i Portugal
Turisme er vigtig for Portugal. Det er derfor heller ikke overraskende, at biludlejningsfirmaerne gør deres for at betalingsveje ikke skal være en hindring for at leje en bil. Er du stadig i tvivl om, hvordan du skal afregne for at køre på betalingsveje i Portugal med din lejebil? Du kan altid forhøre dig om mulighederne, når du afhenter din bil.
Du kan finde flere informationer om billeje i Portugal her på Billeje.info. Benyt søgemaskinen her på siden, hvis du har brug for en billig lejebil til din rejse. I søgemaskinen fra CarTrawler, som du finder øverst her på siden, er det nemt at finde og sammenligne priser fra både store og små biludlejningsselskaber.