Introduktion til nogle fritimer eller en udvidet weekend i Portugals hovedstad – for dem, der stadig har oplevelsen til gode. Hvem går på museum, hvis de har nogle timer eller en hel dag til overs på en forretningsrejse? Nej, vel? Blandt andet derfor er Lissabon en fin by at besøge. Med en enkelt undtagelse lokker Portugals hovedstad ikke den besøgende med traditionelle seværdigheder som berømte kunstsamlinger, kulturhistoriske museer, slotte, borge, kirker og antikke ruiner. Man undgår at skulle føle sig forpligtet til at presse verdenskendte attraktioner ind i et stramt arbejdsprogram “når man nu alligevel er i byen”. I stedet for verdensnavne som Louvre, Forum Romanum, El Prado og Den forbudte By er det de immaterielle oplevelser, der byder sig til i Lissabon. I rigt mål.
Tornerosesøvnen
En stor del af Lissabon charme er, at byen sov tornerosesøvn i flere århundreder. Indtil slutningen af 1500-årene var portugisernes hovedstad en af verdens mest sprudlende byer, fordi Portugal havde positionen som den førende handels- og kolonimagt. Men så sygnede nationen hen, og Europa vendte Lissabon ryggen. I 1960’erne emigrerede halvanden million portugisere til Nordeuropa. Siden 80’erne er mange af dem kommet tilbage, medbringende vaner og færdigheder fra teknisk højtudviklede lande. Det sætter sit præg på ikke mindst Lissabon. Landets optagelse i det europæiske fællesskab i 1986 satte ekstra skub i udviklingen. Og siden 90erne – specielt siden verdensudstillingen Expo 90 – har Tornerose virkelig gnedet søvnen af øjnene.
En duft af gamle dage
Men heldigvis er alt ikke lavet om i den portugisiske hovedstad. Ind imellem Gucci-butikker, designhoteller og Starbuck-cafeer finder man en dyrkelse af gammeldags dyder som familieliv, håndkys og brug af titler. Det er unikt ved Lissabon: at man kan opleve byen som en moderne metropol – og samtidig få en uafrystelig fornemmelse af det forgangne. Af en livsstil, der ikke bare kan tilskrives sydeuropæisk flegma, men en forankring i dengang, verden blev drevet frem af heste og kultur i stedet for elektronik og management – da tiden blev brugt, som om der var nok af den. Den allestedsnærværende blanding af fortid og nutid gør Lissabon til en attraktiv by at være gæst i. Som Portugals turistchef i Danmark, Stig Kaspersen, siger: Man kommer hurtigt til at li’ Lissabon. Han henviser også til en spritny tilfredshedsundersøgelse blandt turister fra syv forskellige lande umiddelbart efter deres ferie i Portugal. 87 procent af dem er meget tilfredse med deres ferie i Portugal, idet de på en skala fra 1 til 10 giver ferien en samlet karakter på 8,9 eller 10. 46 procent giver karakteren 9 eller 10.
Længslen efter det tabte
Portugiserne er milde af sind og væsen. De omtaler deres land som brandos costumes (landet med de blide skikke). F.eks. afskaffede de dødsstraffen i 1794, ligesom de undlader at slå tyrene ihjel under tyrefægtningerne. Og igen et paradoks: De “blide” portugisere har for skik at køre som sindssyge, når de sætter sig bag et bilrat. Portugal har, i hvert fald indtil for nylig, haft europarekord i færdselsdrab. Fado er et af midlerne til at kunne forstå lissabonerne. Fado er havnekajernes, sidegadernes og baggårdenes musik. Siden midten af 1800-tallet har disse sentimentale sange om forsvundne sømænd, længselsfulde drømme og knuste hjerter været i Lissabons helt egen form for blues. Fado udtrykker saudade, et begreb der bedst kan oversættes med længslen efter det evigt tabte. Intet Lissabon-besøg er fuldstændigt uden et besøg på en fadorestaurant. The real thing er blevet vanskelig at finde. men selv “turist-fado” kan være en god oplevelse – og som dansker forstår De alligevel næppe et ord af, hvad fado-sangeren synger… De fleste Fado-steder findes i kvartererne Bairro Alto og (især) Alfama.
En orientalsk labyrint
Lissabons ældste kvarter er Alfama ved foden af den maleriske borg, Castelo de Sao Jorge, som kroner en af byens syv høje. Alfarma beboedes af aristokratiet indtil det katastrofale jordskælv i 1755, derefter rykkede sømændene og fiskerne ind. i dag bor her et mix af arbejderfamilier og kreative unge. Efter et kvart årtusinde er Alfarma igen blevet et attraktivt sted at slå sig ned. i den næsten orientalske labyrint af snævre gader, trapper, blindgyder, buegange, søjler, gårdspladser og vasketøj støder man på fortidens glans i form af gamle palæer med adelsskjolde. Der findes også et utal af værtshuse og luksusrestauranter. Glem alt om selv at køre bil her. Tag en taxa til trapperne ved Miradouro de Santa Lucia eller til Largo Chafariz de Dentro; det er de bedste indgange til kvarteret. Og glem ikke navnene på de to steder, når der måske skal spørges om vej ud af kvarteret igen.
Kontraster mødes i Lissabon
Det gamle arbejderkvarter Bairro Alto ligger på de stejle skråninger vest for Lissabons centrum, Rossio-pladsen. Få steder tørner kontrasterne sammen som her. Om dagen er Barrio Alto nærmest et landsbymiljø med småhandlende, håndværkere, nogle få souvenirboder og ellers tilskoddede vinduer. Efter mørkets frembrud kommer der krydret liv i de snævre gyder, når spisestederne skruer op for musikken og udluftningen fra køkkenet. Den mest karakteristiske duft uden for en traditionel Lissabon-restaurant kommer fra tilberedningen af sardiner og Bacalhau. Bacalhau er klipfisk, som fås i flere udgaver, ofte med kogte kartofler og altid med masser af hvidløg. Prøv det! Ved foden af Bairro Alto ligger in-kvarteret Chiado med art nouveau-cafeer, teatre og specialforretninger. Det er her, man køber håndmalede, portugisiske fliser med hjem til samtalekøkkenet eller spa-badeværelset. Mellem Barrio Alto og Alfarna befinder sig byens egentlige centrum, Baixa. Det opstod i ruinerne efter jordskælvet i 1755 og består af 15 snorlige gader – historiens første forsøg på struktureret byplanlægning. Hvis kreditkortet skal luftes, kan det passende være i Baixas mode- og juvelerbutikker.
Baixa munder mod syd ud i Lissabons mest statelige plads, Praca do Comércio, der måler 192 x 177 meter og har gennemgået mange års restaurering. Nord for Baixa ligger Rossio-pladsen og nord for den Lissabons svar på Champs-Elysées og Unter den Linden: den 90 meter brede og halvanden kilometer lange Avenida da Liberdade.
Oplev Lissabon fra sporvogn – og elevator
Hele det beskrevne område er ikke større, end det kan gennemtrawles til fods. Alligevel bør man unde sig den fornøjelse at opleve byen fra en sporvogn. Bare én gang. Flere af Lissabons sporvogne stammer fra 1930erne, da bystyret købte dem – brugte. Under megen skramlen kører de langsomt rundt i de ofte særdeles stejle gader, så tæt på husene, at man skal holde hovedet indenfor. De bedste oplevelser får man med den berømte linje 28 (fra Sao Vicente til Estrêla-parken). Et andet kuriøst transportmiddel er Santa Justa-elevatoren. Med sine næsten 110 år er den endnu ældre end de ældste sporvogne og fører op til den højtliggende Bairro Alto-bydel. Det samme er tilfældet med Gloria-tandhjulsbanen, som udgår fra Avenida da Liberdade. Vær opmærksom på, at de nostalgiske transportmidler ikke er billige. Da Deres udsendte senest var i Lissabon i oktober, kostede en kort sporvognstur 2,85 euro – en euro mere end en tilsvarende taxitransport! Et andet eksempel på, hvor billige hyrevognene er i Lissabon: AeroBusserne mellem lufthavnen og centrum tager over en halv time og koster 3,50 euro pr. person, mens en taxi kan bringe Dem og tre andre passagerer til lufthavnen for cirka 8,50 euro på godt et kvarter.
Vasco da Gamas landingssted
Et besøg i bydelen Belém ved Tejofloden hører med til oplevelserne. Topattraktionen er Jerónimos-klostret, der er optaget på UNESCOs liste over verdenskulturarv, og betragtes som et af Portugals smukkeste bygningsværker. I vandkanten troner det vældige Søfarermonument og Bélemtårnet, som blev bygget i opdagelsesrejsernes tid. Her kastede Vasco da Gama anker efter at have fundet søvejen til Indien i 1490erne. Længere ude i flodmundingen mod Atlanterhavet ligger de kendte feriesteder Estoril og Cascais, hvor man kan få sig en atlanterhavsdukkert og sol på maven under Lissabon-opholdet.
Hr. 5 procent og hans museum
Som nævnt har Lissabon ét museum af internationale dimensioner: Gulbenkian-samlingen. Centret er opført til Caluste Gulbenkians private samling af ægyptiske skulpturer, orientalske tæpper, bogkunst, romerske mønter, møbler, malerier af Monet, Degas og Rembrandt, islamisk kunst, Lalique-smykker og en del mere i millionklassen. Hvem Gulbenkian var? En armenier, født i Istanbul 1869, som dygtigt forstod at knytte forbindelse mellem Mellemøstens olieproducenter og vestlige oliefirmaer. For sine tjenester beregnede han sig “kun” 5%. Det gav ham hurtigt en milliardformue og øgenavnet Mister Five Percent. Fra 1942 til sin død i 1955 boede Gulbenkian i Lissabon, som han skænkede sine samlinger.
Oplevelser med lejebil udenfor Lissabon
Vi har skrevet om oplevelser i Lissabon, men bestiller du en billig billeje i Lissabon eller Lissabon lufthavn så er der utallige muligheder for mange andre spændende oplevelser i området i bil.
Få gode tips og råd til billeje i Lissabon
