Den største og måske mest ukendte af Toscanas provinser har nogle af regionens smukkeste kyststrækninger og uberørte naturområder og det er oplagt at tage på oplevelser i en lejebil på din ferie. Flyv direkte fra Danmark til en af de mange lufthaven i og omkring Toscana i Italien og bestil en billig billeje.
Grossetos landskab er afvekslende, fra de flade sletter omkring Grosseto, der nu er afvandet, til Monte Amiatas skovbevoksede tinder, der er dækket af sne om vinteren, og de blide højdedrag, som grænser op til provinsen Siena i Toscana.
Kyststrækningen ejer en enestående blanding af Middelhavsflora og –fauna langs de vidstrakte sandstrande eller på skrænterne, der falder ned mod havet og lagunerne. Der er tre forskellige områder, Monte dell’Uccellina, Monte Argentario og Monte Amata, som er forvandlet til pragtfulde naturreservater.
Egnen domineres af Maremmas sumpede slette, ”sumpen ved havet”, som er beskrevet af Salvatore Battaglia i Grande Dizionario della Lingua Italiana, som ”et almindeligt fladt kystområde, en sumpet og usund slette, der er nabo til havet, opstået af det stillestående vand, som opdæmmes ved udmundingen af vandløb på grund af sandbanker ved kysten”.
Den etruskiske indflydelse
Vidnesbyrd om romerske og etruskiske bosættelser i området er ganske betydelige. En af etruskernes vigtigste byer, Vetulonia, ligger nær ved Grosseto ligesom de engang så blomstrende romerske og etruskiske byer, Cosa og Roselle.
I middelalderen var kystsletten usikker og usund, dels på grund af saracenernes plyndring fra søsiden, dels på grund af malariasumpene. Tidligt i 1300-tallet kom hele egnen under Sienas herredømme. Hen imod slutningen af 1500-tallet blev Grosseto en del af hertugdømmet Toscana, indtil Italien blev født i 1861.
Provinsens hovedstad er, efter toscansk målestok, en relativ ung by. Grosseto blev anlagt som en befæstet borg, ca. år 950 efter at saracenerne plyndrede den tidligere hovedstad Roselle, der ligger mindre end 18 km væk. Byen er først vokset uden for bymurene sidst i vort århundrede og har nu 50.000 indbyggere. På grund af sit usunde klima var Grosseto i lang tid blot en militær garnison og blev ikke så stor en by som Massa Marittima eller Pitigliano. Først i vort århundrede er den blevet områdets største by, men den er stadig først og fremmest administrationscenter og har ikke nogen særlig industri.
Grossetos gamle bydel er ganske lille, klemt inde bag et gammelt, sekssidet kastel, skabt af familien Aldobrandeschi i 1000-tallet, og omgivet af teglstensmure bygget af Medicierne i 1400-tallet. Der ligger en domkirke fra 1300-tallet på det største torv, hvor corsoen ender, og hvor alle de fineste butikker og cafeer ligger.
Domkirken, som er indviet til S. Lorenzo, er bygget i slutningen af 1200-tallet over en tidligere gotisk kirke, som dateres 100 år tidligere. Den har en blanding af romanske og gotiske stiltræk med et rosevindue og tre pragtfulde døre med romanske buer i hovedfacaden. Der findes et tilstødende klokketårn fra 1400-tallet, bygget af tegl. Tårnet er også et museum, der udstiller Madonna dell’Uccellino af Pietro Lorenzettis skole og en Madonna delle Ciliege, der betragtes som et af Sassettas mesterværker.
I Palazzo del Licie, ved siden af domkirken, ligger Museo Archeologico, et af de mest velforsynede museer på egnen. Det har en fortræffelig samling af før-etruskiske, etruskiske og romerske kunstgenstande.
Museet er også stedet, hvor man kan få kort, der viser, hvor de vigtigste arkæologiske fund er gjort: Roselle (12 km nordøst for byen), Vetulonia, Talamone, Pitigliano og Saturnia mod syd.
I Bagno Roselle ligger der en interessant romersk bebyggelse med en næsten fuldstændigt bevaret romersk-etruskisk bymur, et romersk forum, brolagte gader og basilikaer, villaer og badeanlæg. Og i Vetulonia, den etruskiske by Vatluna, findes ruiner af romerske huse og et Mitratempel. Museet er lukket, men man kan besøge den arkæologiske park.
Kysten i Grosseto regionen
Grosseto ligger midt på en flad slette i Toscana, skabt af Ombrone-floden og cirka otte kilometer fra havet. Mange af indbyggerne i Grosseto har sommerhuse ved den nærliggende kyst, enten i det moderne, tætpakkede Marina di Grosseto eller i det mere snobbede og roligere Principina a Mare, der ligger skjult i en smuk fyrreskov. Andre foretrækker Castiglione della Pescaia, der er en gammel fiskerby, som ligger dejligt placeret ved foden af bjergene nord for Grosseto. Castiglione della Pescaia er et kendt feriested. Havnen, som er fyldt med fiskerbåde og turistbåde, menes i romertiden at have været det etruskiske Hasta eller Portus Traianus. Rocca Aragonese skuer ud over havnen med sine vældige bymure og tårne, der stammer helt tilbage fra 1300-tallet.
Lidt nord for den samme halvø ligger det eksklusive Punta Ala, et næsten privat feriested med fyrretræer og det fineste sand; der er dyre hoteller, golfklubber – nogle af Toscanas få af slagsen – og mulighed for ridning og polospil. Vandet er næsten altid roligt her, takket være den beskyttede beliggenhed. Lidt længere henne ad kysten, før Follonica, finder man en yndig stille bugt, Cala Violino, der hedder sådan på grund af det knirkende sand.
Massa Marittima ligger ca. 24 km inde i landet, selv om det har et maritimt navn. Det er en af de mest forbløffende toscanske byer. Den ligger på toppen af et højt bjerg, ved randen af Colline Metallifere, ”malmbærende bjerge”, som skiller provinsen Grosseto fra Siena-provinsen. Det var den vigtigste by i Maremma frem til 1600-tallet, hvor området blev til sumpe. Byen hed oprindelig kun Massa, men man har indført navnet Massa Maremma eller Massa Marittima for at skelne den fra Massa i Massa-Carrara.
Massa Marittima blev anlagt omkring 900-tallet, efter at det ældgamle Populonias var gået tilbage på grund af en udsat beliggenhed for plyndringstogter fra havet. Den var kendt for sine kobber- og sølvminer også i etruskertiden, og en rig forekomst af forskellige metaller var en vigtig faktor i byens udvikling. Det middelalderlige Massa Marittimas rigdom ses tydeligt i den strenge byplan og koncentrationen af offentlige bygninger, Palazzi, omkring domkirken. På byens vigtigste torv – Piazza Garibaldi, et af Toscanas fineste – ligger Palazzo Vescovile, biskoppernes bolig, Palazzo Pretorio, guvernørens residens, der nu også er et interessant museum, Palazzo del Comune, byrådets hus, Zecca Cittadina, mønten, Fonte Publica, byens brønd, og Palazzo dell’Abbondanza, et offentligt kornmagasin.
Domkirken – Duomo – er et eksempel på pisansk og romersk arkitektur med vidunderlige relieffer af Madonna delle Grazie, der tilskrives Duccio di Buoninsegna (1316) og Arca di S. Cerbane, (Skt. Cerbones ark), et mesterværk fra 1324. Der findes en sarkofag fra det fjerde århundrede, og S. Cerbone (død i 380) ligger begravet i krypten.
En mindeværdig oplevelse er den traditionelle Balestro del Girfalco, som er meget lettere at komme til at se end Palioen i Siena. Den afholdes hvert år den sidste søndag i maj og den anden søndag i august. Ved den kappes de tre bydele, terzieri, fra Massa (den gamle by, den nye bydel og Borgo uden for byen) i en kamp, som består i at skyde mod mekaniske falke med gamle armbrøstbuer.
Colline Metallifere, rig på metaller, var i fokus under den industrielle revolution på egnen; men ved slutningen af 1800-tallet var minedriften og de deraf afledte industrier i tilbagegang, og i dag ligger bjergene øde hen. De gamle miner og fabrikker, der ligger i ruiner, giver et surrealistisk billede, som de ligger skjult i tætte skovstrækninger, med bunker af mærkeligt farvede metaller. Hvis man er interesseret, er der et minemuseum om sommeren i Massa Marittima. Museet ligger i Palazzetto delle Armi. Det er også muligt at arrangere et besøg i en rigtig mine meget tæt på byen.
Det sydlige Toscana
På den anden side af Ombrone-floden dækker naturparken Monti dell’Uccellina ca. 20 km af kystens bjerge og sumpene omkring Ombrones udmunding. Man kommer ind i parken ved Alberese, Marina di Alberese eller ved Talamone, et feriested på kysten omgivet af mure. Parken er mest bemærkelsesværdig på grund af traditionen for butteri – det vil sige de eneste italienske cowboys. De vandt faktisk, da de blev udfordret af Buffalo Bill i slutningen af forrige århundrede. For at mindes denne begivenhed afholdes der en årlig rodeo i august, hvor amerikanske cowboys kommer til Alberese, en lille by midt i den vilde prærie ved kysten.
Der er andre lokale fester, Torneo del Buttero i Alberese, Sagra del cinghiale, vildsvinefest i Montepescali, Sagra dello Gnocco (en kulinarisk specialitet) i Batignani og en operafestival om sommeren; Sagra della trippa en anden gastronomisk specialitet, i Montemerano.
Aktiviteterne i naturparken omfatter kanosejlads i Ombrone, sejlads langs kysten, at vandre eller ride over bjergene, at besøge S. Rabanos velbevarede ruiner eller de mange tårne, der ligger på bjergtoppene med udsigt over havet; de har alle sagn at fortælle om sørøvere og skjulte skatte, der går tilbage til saracenerne og de spanske galeoners tid.
Syd for Monti dell’Uccellina ligger Monte Argentario. Dette forbjerg har engang været en ø, Insula Matidia, opkaldt af kejser Trajan efter hans barnebarn Matidia. Navnet Argentario stammer sandsynligvis fra Argentarius, pengeudlåner, eftersom den i 300-tallet blev en rig romersk families ejendom, en familie af pengeudlånere. Øen blev lidt efter lidt forbundet med fastlandet af to lange sandbanker med en lagune. Fra fastlandet skyder en halvø sig ud i lagunen, og herpå findes egnens vigtigste by, Orbetello.
Fra 1556 indtil Wienerkongressen i 1815 var Monte Argentario politisk adskilt fra hertugdømmet Toscana, idet det var en selvstændig stat, ”Stato dei Presidii”, under spansk herredømme. Dette omfattede hele forbjerget og havnene Orbetello, Porto S.Stefano, Porto Ercole, TYalamone og Porto Azzurro på øen Elba, og der kan stadig ses mange spanske befæstninger.
Det afvekslende landskab giver mulighed for vandreture i en meget smuk egn med en rig flora og fauna. Der er pragtfulde solnedgange og udsigter så langt som til Korsika fra toppen af Monte Argentario.
Blandt beboerne i disse bjerge finder man Passionisti-munkene. I Overensstemmelse med traditionen i mange italienske klostre i Mellemitalien holder de nogle celler reserverede til pilgrimme, og efter blot et kort besøg i deres nyligt indrettede kapel kan besøgende forlade stedet med en dejlig erindring, Amaro dei Frati dell’Argentario, en særlig bitterdram som munkene fremstiller.
Klippekyst
Kysten er fuld af klipper og stejle sider med åndeløst spændende nedstigninger til havet. Den lettest tilgængelige strand er Feniglia, men den er til gengæld også meget overbefolket. (Det var her, det oprørske geni Caravaggio døde på vej tilbage til Rom i år 1610). Sandbanken bag Feniglia er en anden dejlig og tilgængelig strand, Gianella. Der findes mange skjulte bugter og strande, men det er nødvendigt at have en båd; kysten er ideelt sted for snorkeldykning og fotografering under vandet.
Porto S.Stefano er i dag den vigtigste havn på egnen, og der ligger små fiskerbåde side om side med kæmpeyachter i den tætpakkede havn. Selv om byen er noget arret efter bombardementer under Anden Verdenskrig, er den stadigvæk malerisk med mange lækre butikker, barer og fortrinlige iscafeer, galaterie.
Orbetello, regionens hovedstad, strækker sig langs en smal halvø, omgivet af spanske murværker anlagt oven på de tidligere etruskiske fæstningsmure. Byen har stadigvæk en maritim atmosfære, til trods for at den nu ligger fem kilometer fra havet. I Orbetello findes et enestående køkken, en blanding af tre forskellige madtraditioner, fisk og skaldyr fra havet, ferskvandsfisk fra lagunen, som f.eks. den udsøgte anguilla fumata – røget ål – og vildt, f.eks. vildsvin fra bjergene og sumpene omkring byen.
Udflugter til øerne i Toscana
Ved sydsiden af Monte Argentario ligger Porto Ercole med et spansk fort fra 1500-tallet på bjergskråningen med udsigt til havnen.
Fra Santa Stefano er der regelmæssig færgeforbindelse til Giannutri og Giglio. Giannutri, en lille ubeboet ø 22 km væk, hvor man kan forestille sig, at sørøvere i tidligere tider har søgt tilflugt. På øen findes ruiner af en romersk villa, som tilhørte Domizii Enobarbi i det første århundrede. Villaen med dens søjler og mosaikker, bade og egen mole, er værd at besøge.
Giglio ligger en halv times sejlads fra kysten. Øen, som er den næststørste i Toscana efter Elba, har en utilgængelig kyst med kun én brugbar havn, Giglio Porto.
På vej mod bjergene, mellem vinmarker der giver den meget stærke og enestående vin ansonaco, dominerer Giglio Castello landskabet. Det er et befæstet anlæg med buer, mørke kroge og trapper, der er hugget ud i klippen.
Giglio har flere sandstrande og en typisk Middelhavsvegetation; aromatiske planter og appelsin- og citronlunde. Den er ideel til sejlads, svømning og al vandsport. Desværre er her meget overbefolket, idet den ligger ret tæt ved Rom, og den er derfor mere behagelig at besøge uden for sæsonen.
Giannutri og Giglio er blot to af øerne i det toscanske øhav, der også omfatter Elba, Capraia og nogle øer, hvortil der ikke er adgang: Pianosa, Gorgona (hvor der er fængsler) og Montecristo (et stærkt beskyttet naturreservat). Hele øhavet er erklæret naturreservat, omfattende dele af øerne og vandet omkring dem – et skridt, som selvfølgelig blev taget for at beskytte naturen, men som har været kontroversielt både for dem, der lever af turistindustrien, og for lokale fiskere. Svømning er ikke berørt, men der er områder, hvor både ikke må ankre.
Når man vender tilbage til kysten, findes der anselige romerske ruiner i Cosa, anlagt oven på det, der oprindeligt har været en etruskisk bebyggelse. Byen er udgravet med en hovedgade, et forum og et indhegnet akropolis eller capitolium, hvorfra der er en mageløs udsigt over havet; selve stedet er ret tilgroet og har en melankolsk stemning.
Neden for forbjerget ligger den tilsandede romerske havn og Tagliata Etrusca, det etruskiske snit, som i virkeligheden er en romersk kanal, der blev gravet for at afvande Burano-søen.
Når man drager ind i landet fra Monte Argentario, er en af de første byer, man støder på, Capalbio, der ligger på grænsen til Lazio, Roms region. Den er hjertet i Maremma og var berygtet for sine landevejsrøvere. Den berømte bandit, Domenico Tiburzi, som var en lokal Robin Hood, dømtes til døden og blev henrettet i 1896. Der var uenighed om, hvorvidt man kunne begrave ham i indviet jord, og til sidst nåede man frem til et typisk italiensk kompromis: Han blev begravet med hovedet i indviet jord og resten udenfor.
Capalbio værdsættes højt af de romerske intellektuelle, som har opkøbt hvert eneste hjørne i landsbyen til fashionable sommer-tilflugtssteder fra hovedstaden. Byen er også berømt for sin mad, og adskillige virkelig gode restauranter har specialiseret sig i lokale retter med vildsvin og andet vildt. Ganske nær ved ligger den magiske Giardino dei Tarocchi/Pescia Fiorentina eller Tarok-have, skabt af den franske billedhugger Niki de Saint Phalle, der blev inspireret af symbolikken i tarok. Når man kører ad Via Aurelia fra Rom, kan man få et kig til de fantastisk farvestrålende skikkelser med mosaikker og spejle, der glimter i solen.
Capalbio Scalo ligger kun få hundrede meter fra Burano-søen. Her finder man en sø og et lille naturreservat, som er et yndet sted at stoppe for tusinder af trækfugle, der flyver fra Jugoslavien til Nordafrika. At se på fugle (bl.a. måger, blishøns, fasaner og solsorte) er den vigtigste grund til et besøg, men floraen er også meget afvekslende med korkege, stenege, siv og enebærbuske.
Befæstede byer
Når man har krydset de skovklædte bjerge nord for Capalbio, finder man floden Albegnas flade slette, som nu er fuldstændig afvandet. Her kommer man til slottet Arsilina, der engang var en etruskisk by og nu er den eneste besiddelse, der tilhører familien Corsini, som engang ejede hele området. De fleste af sumpene blev eksproprieret af staten, afvandet og derefter fordelt til små landbrugere.
Ikke langt fra kysten ligger Magliano in Toscana (for at skelne fra Magliano Sabina i Lazio), som endnu har intakte bymure, bygget i 1400-tallet. Både den verdslige og den kirkelige arkitektur viser stærk romansk indflydelse, med tilføjelser af gotik og renæssance. Et fuldendt eksempel finder man i S. Giovanni Battista, bygget i romansk stil, med gotiske vinduer i skibet og renæssancefacade.
Nogle få kilometer inde i landet ligger Scansano, som nu er en stilfærdig by med en befæstet bydel (oppido). Scansano var engang provinsens sommerhovedstad, når administrationen blev flyttet fra den malarieplagede Grosseto.
Når man rejser mod øst over højder og moser, beboet af butteri og deres kvæg, kommer man til Saturnia, ca. 32 km fra kysten. Saturnia er en stille, lille by, der slumrer under vægten af sin drabelige fortid. Det var det etruskiske Aurinia og kom senere under Roms kontrol i år 280 f.Kr.
Atmosfæren her er så tiltrækkende, at en del norditalienere har slået sig ned på egnen og driver specialbutikker i landsbyen med centrum i den egetræskransede piazza. Saturnia og de omgivende byer har flere gode trattorie, der regnes for nogle af de bedte i provinsen.
Gennem den gamle Porta Romana, halvt skjult af bevoksning, kan man spadsere tre kilometer langs den gamle romerske vej til Terme di Saturnia, et moderne kurbadested hvor man kan nyde godt af de helsebringende kilders vand, der kommer op fra jorden under det fjerne Monte Amiata. Der er v arme svovlbassiner at svømme i, og et stort udvalg af varmebehandlinger er tilgængelige året rundt.
Denne sydlige del af Toscana er ved at blive et fashionabelt område, og mange romere og udlændinge, som bor i Rom, køber ejendomme her. En af grundene til, at egnen er så attraktiv, er, at den i århundreder har ligget uden for hovedfærdselsårerne, Via Aurelia langs kysten og Via Cassia inde i landet, der begge går nordpå ud af Rom. Den gamle Via Clodia, mellem kysten og Via Cassia, forsvandt næsten helt med tiden og efterlod Saturnia og andre byer som Sovano, Sorano og Pitigliano uden for alfarvej – men de er alle værd at indlemme i rejseruten.
Den vigtigste by er Pitigliano, som midt i 1700-tallet var en af hovedbyerne i det sydlige Toscana. Efter at man har kørt ad en meget snoet landevej, dukker Pitigliano frem som et overvældende syn. Den har form som en krybbe og er anlagt på et bjerg af vulkansk tuf med sine vin- og oliekældre hugget ind i klippens sider.
Hovedparten af byen ligger omkring et pragtfuldt, befæstet palads,bygget af familien Orsini i 1500-tallet. Paalzzo Orsini er i virkeligheden en borg for sig selv, der arkitektonisk knyttes sammen med byen af en kæmpestor akvædukt med buer, og som ligger tæt på det nye Etruskiske museum.
Pitigliano er blevet kaldt ”det lille Jerusalem”, fordi den var et tilflugtssted for jøderne, der flygtede fra pavestaten på grund af religionsforfølgelse. Endnu i dag kan man tydeligt se byens jødiske del – 60 smalle gyder der krydser to hovedgader. Småbitte stræder og snoede gyder hvor husenes bagside har et skarpt fald mod dalen nedenfor. Det er et af de få steder i det katolske Italien – ud over Rom, Torino og Venedig – hvor man kan få kosher-vin; kalkunskinke (billo) er endnu en jødisk specialitet ligesom hvidvinen Bianco di Pitigliano fra byens tufkældre.
Sovana, der kun ligger få kilometer borte, er en lille by med megen historie. Der findes en seværdig etruskisk nekropolis såvel som romerske ruiner i skoven, der omgiver byen. En lokal guide anbefales.
Et besøg på denne egn ville ikke være fuldstændigt uden en vandring i Soranos gamle gader, som også er anlagt på et klippefremspring af tufsten. Uheldigvis er nogle af husene begyndt at styrte sammen og ned i den stejle dal omkring byen, men størstedelen af Sorano kan dog beses uden fare.
Fra provinsens fjerneste kroge kan man på klare dage, specielt om vinteren, se Monte Amiata, som er det højeste punkt i det sydlige Toscana. Det er en sovende vulkan med varme geysere på skråningerne og vandløb under jorden, som sender forsyninger til kurstedet i Saturnia. Monte Amiata er et paradis for bjergvandrere og et forfriskende alternativ til sletterne i de varme sommermåneder.
Af de tre vigtigste byer er især Santa Fiora henrivende og ejer udsøgte kunstværker i kirkerne Santa Fiora og Santa Lucilla, heriblandt keramiske værker af Andrea og Luca della Robbia.
Arcidosso er David Lazzarettis fødested, ”Amiatas profet”. Lazzaretti skabte i 1800-tallet en revolutionær social og religiøs bevægelse med hovedkvarter på bjerget Labro, en ensom tinde der er en del af et naturreservat med hjorte, stenbukke, ulve og fredede træer, buske og vilde blomster.
Den allerbedste tid at besøge egnen på er efteråret, når de mange turister er forsvundet, og de vilde svampe dukker frem.
De lokale retter
Køkkenet i Maremma er ikke særlig raffineret, men yderst dejligt. De retter, der er specielle for egnen, er prosciutto di cinghiale (vildsvineskinke); acquacotta, selleri- og tomatsuppe der serveres med et stykke daggammelt brød gnedet med hvidløg og et pocheret æg; scottiglia, en blanding af forskelligt kød, mest vildsvin og ged (capriolo), der er kogt sammen med friske oliven; endvidere lokale pecorino oste, fåreost, kastanjer fra Monte Amiata, anice-kager og ricotta.
Blandt de gode lokale vine er Morellino di Scansano, Bianco di Pitigliano og Ansonaco di Argentario.
Lufthavne i Toscana
Regionen Toscana er nem at når med fly fra Danmark og der er flere lufthavne at vælge imellem. I selve Toscana regionen kan du flyve til lufthavne i Pisa og Firenze og i nærheden af Torcana finder du lufthavne i f.eks Bologna og Rom. Husk at du uden gebyr kan afhente din lejebil i en lufthavn og aflevere den i en anden.
Læs mere om billeje i lufthavne
Billig billeje i Toscana
Det er nemt og billigt at bestille billig billeje i Toscana igennem CarTrawler der sammenligner priser og ledige lejebiler i alle byer og lufthavne i Toscana. CarTrawler samarbejder med alle de kendt biludlejningsselskaber som f.eks Europcar, SIXT, Avis rent a car og Hertz billeje. Foruden de store selskaber finder du også mange lokale billeje-firmaer i søgemaskinen.
Bestil billeje nu til din ferie i Toscana, det er nemt og billigt.
Vi ønsker dig god ferie i Italien!
